Mew foldede flot og sårbart deres ambitiøse hovedværk ud i særdeles intime rammer

Mew foldede flot og sårbart deres ambitiøse hovedværk ud i særdeles intime rammer
Mew på Rust. (Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue)

Det var noget af scoop, Nørrebro-spillestedet Rust havde landet: Mew, der spiller hele ‘And the Glass Handed Kites’-albummet i sin fulde længde.

Et af Danmarks største bands opfører deres hovedværk på et af hovedstadens mindre venues, inden de leverer selvsamme show for et udsolgt K.B. Hallen fredag.

Og så på en aften, hvor nattelivets genåbning stod for døren efter mange måneders nedlukning. Hvorfor albummets 15-års jubilæum, som jo var september sidste år, af åbenlyse årsager var blevet udskudt til nu.

Der var i allerhøjeste grad grund til at finde de brede sensommersmil frem denne onsdag, hvor Rust ligeledes slog dørene op for koncerter, som vi husker dem og inderligt har savnet: Hvor man er på stående fod med sine medkoncertgængere og ikke skal tøjle sin begejstring, men synge med og lade jubelen få frit løb.

Albumopførelsen som livekoncept er en pudseløjerlig størrelse. På den ene side er man jo forberedt på, hvad der skal ske, og samtidig er man også spændt på om den oplevelse, man givetvis har haft adskillige gange hjemme foran anlægget, kan finde sted i den stund, som en koncert varer.

Selv om entusiasmen var mere end tydelig, herskede der således samtidig en højtidelig stemning over aftenen. Givetvis fordi vi netop var vidne til en værkopførelse.

Mew på Rust. (Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue)

Modsat ‘Frengers’, som på tilsvarende vis blev spillet fra start til slut i forbindelse med dets 15-års jubilæum i 2018, var der flere nuancer og teksturer i spil denne aften, der åbenbarede Mew som et sårbart ensemble.

Med tanke på den minutiøse kælen for enhver detalje i produktionen af ’And the Glass Handed Kites’ var der faktisk noget rørende i at bevidne Jonas Bjerre pitche en anelse skævt i ‘Apocalypso’ og lægge fraseringerne i takt med, at stemmen blev varmet op.

Eftersom albummet er sekvenseret som én sammenhængende fortælling, fik vi naturligvis også albummets porøse interludes.

Hvor den dirrende ‘Fox Cub’ stod skarpt og grandiose ‘Fear Me, December’ samlede folk i andægtighed, fornemmede man en vis ængstelse hos det ellers selvsikre band, da de – for første gang, ifølge Johan Wohlert – spillede ‘A Dark Design’ live. 

Ekstrasættet var et rutinepræget greb i hitposen med både den vanlige fusion af ‘Am I Wry? No’ og ‘156’ samt signaturfinalen ‘Comforting Sounds’.

Intet nyt, det fungerede. Men med denne unikke koncertbegivenhed in mente kunne man godt have ønsket, at Mew havde svævet de glashåndede drager over flere unikke sager i bagkataloget – det kunne have været b-sider fra perioden såsom ‘Safe as Houses’ og ‘Animals of Many Kinds’. Det havde løftet oplevelsen endnu mere mod det usædvanlige.

Sådan en ønsketænkning er dog mindre ‘first world’-anmærkninger for en aften, hvor det var en fornøjelse at bevidne et af de mest ambitiøse danske rockalbum gennem tiden tage sig både flot og momentvis sårbart ud i nogle meget intime rammer.


Kort sagt:
Et af Danmarks største bands opførte deres hovedværk på et af hovedstadens mindre venues – en intimkoncert, der åbenbarede Mew som et sårbart ensemble.

Mew. Koncert. Rust.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af