Da interviewet næsten er slut, og Chinah har fortalt indgående om, hvordan deres sange bliver forvandlet til deres Crossover-koncert i Operaen, får forsanger Fine Glindvad en idé.
»Vi kunne også have et kor med? Eller kunne vi ikke låne sådan et«, spørger hun efter en diskussion om, hvordan de bevidst kunstige elementer af ’Feels Like Forever’-albummet pludselig skal opføres af et ægte orkester.
En kort pause følger. »Det er for sent nu, i hvert fald«, siger bandmedlemmet Simon Kjær til sidst. Hvilket Glindvad må indrømme, at han nok har ret i.
Der er trods alt kun knap 10 dage til koncerten, da bandet tropper op til interview på Soundvenues kontor på Studiestræde i København en efterårskold fredag formiddag.
Men den korte udveksling siger alligevel noget ret centralt om Chinahs tilgang til den koncert, de skal spille med Det Kongelige Kapel, når Soundvenue og Det Kongelige Teater præsenterer Crossover den 25. oktober i Operaens foyer.
Nemlig at de har kastet sig ind i projektet med en ambition om, at den klassiske komponent af koncerten ikke bare skal være pynt. Men noget der syder ind i selve sangene.
»Det klassiske skal have hovedrollen, og ikke bare være et ekstra lag«, som sangeren Fine Glindvad siger på et tidspunkt. Det er det projekt, jeg skal mødes med Chinah for at høre mere om.
Lad os starte med jeres egen musik: Har I selv trukket på klassisk i jeres sange?
Simon Andersson: »De sidste par år har vi lavet ting, der er meget elektroniske, men som også har en klassisk tilgang. Især på den nye plade (’Feels Like Forever’, red.) har vi prøvet at lege med associationer til klassisk musik, hvor det samtidig også er meget tydeligt, at der er brugt et plastikkeyboard til 900 kroner til at lave en stryger eller en harpe«.
Hvor kan man høre det konkret?
Fine Glindvad: »Næsten hele pladen. De fleste af sangene«.
Simon Andersson: »For eksempel fagottemaet på ’Someday’. Eller på ’Ideal’ – hvor vi bruger et kor, der bevidst ikke lyder som et ægte kor. Vi har mange stykker i vores numre, der er direkte inspireret af noget klassisk, men vi sætter det tit i kontrast til noget andet. Det er også det, der er spændende ved koncerten: Nu er det pludselig rigtige instrumenter, der skal spille musikken, og ikke et eller andet MIDI-keyboard«.
Det er en interessant kontrast.
Fine Glindvad: »Det er spændende, det der med, hvad der er imitation, og hvad der er ægte. Hvad man opfatter som det ene eller det andet«.
Simon Kjær: »Den store frygt er, at de her ting, som er lavet på den her tynde måde, pludselig bliver corny, når de bliver spillet af rigtige instrumenter«.
Fine Glindvad: »Jeg ville nok mere sige dramatisk end corny! Altså dramatisk på en positiv måde«. «
Simon Kjær: »Det er nok også et bedre ord, ja«.
Det lyder spændende at noget, der til dels startede som en imitation af klassisk, så at sige bliver forvandlet til den ægte vare. Hvordan har det været at lade andre folk – som komponisten Christian Balvig – være en del af jeres proces?
Fine Glindvad: »Det har været befriende at slippe kontrollen lidt. Vi plejer ellers at være ret skeptiske med at lukke folk for tidligt ind. Men vi er et sted i vores bands historie, hvor det giver mening at prøve at være åben«.
Hvordan har det samarbejde udfoldet sig indtil videre?
Fine Glindvad: »Vi har prøvet at lave et setup, hvor vi inkorporerer den klassiske del mere, så det ikke bare bliver vores egne sange i en violinversion. Vi har prøvet at tænke: Hvilke temaer er der i vores sange? Og så har vi prøvet at lade de klassiske musikere have nogle af de bærende, melodiske roller«.
Hvilke instrumenter har I med?
Simon Andersson: »Cello, bratsch, harpe og nogle blæseinstrumenter…«
Fine Glindvad: »Og en tværfløjte«.
Simon Kjær: »Det var en del af konceptet, at orkestret skulle være en klassisk kammerbesætning. Først havde vi tænkt os, at der også skulle være pauker og så videre, men det kan man ikke med en klassisk kammerbesætning«.
Fine Glindvad: »Man kan ikke bare hive instrumenter ind, ligesom man kan på en computer. Det skal passe ind. Sådan er klassisk musik jo mere regelbundet«.
Hvordan har de klassiske rammer for koncerten ellers gjort sig gældende?
Fine Glindvad: »Vi har mere taget elementer væk, end vi har tilføjet. Vi har ladet det stå meget bart hen. Nogle passager i sangene er kun strygere og vokal, for eksempel«.
Er der andre samtidsartister, der har brugt klassisk musik på en måde, I synes er interessant?
Fine Glindvad: »Der er så mange, der bruger klassisk musik, at det er svært at pege på specifikke. En af mine store helte, Stina Nordenstam, har små symfoniske stykker på mange af sine sange. Kendrick Lamar har også brugt det på en interessant måde på ’Damn’-pladen«.
Simon Andersson: »De fleste kender jo Celine Dions ’All By Myself’. Det er jo bogstavelig talt taget fra Sergej Rachmaninov. Der er måske ændret små sektioner, men det virkelig storslåede, episke – det der more-is-more-agtige – er taget fra klassisk musik«.
Hvad med at inkorporere klassisk musik i en koncert? Er der nogle, I er inspireret af her?
Simon Andersson: »Jeg har nok nemmere ved at nævne mislykkede ting end vellykkede, for det kan tit blive sådan en påklistret ting. En gimmick«.
Fine Glindvad: »Ja, det kan godt blive sådan: Hvis bare du putter en violin på, så bliver det smukt.
Simon Andersson: »Det har været vigtigt for os at tale meget sammen med det klassiske setup. Vi vil ikke bare komme ind med vores musik og overdøve det hele«.