KOMMENTAR. Ingen ægte prisuddeling er komplet uden en hurtig videotakketale fra en kunstner. Meget gerne en international en af slagsen, der er blevet placeret på en billig køkkenstol foran et sort lærred for at indspille måske 10-15 af slagsen til diverse små prisuddelinger kloden rundt.
Og pludselig var hun der så på skærmen, amerikanske Olivia Rodrigo, og fremførte noget, der vel kan beskrives som takketalens svar på en leverpostejsmad.
Men hun var der! Og dermed kunne weekendens Danish Music Awards (optaget lørdag, sendt søndag) krydse et felt af på tjeklisten over klassiske klichéøjeblikke til prisuddelinger.
Og der blev sat mange krydser.
Her var besøg af en international (og meget gerne afdanket) popstjerne i form af Eurhythmics’ Dave Stevart (!?), som kom og uddelte en pris sammen Iris Gold.
Og der var Drew, der ikke kunne finde den rette takketale mellem de mange forberedte. For ikke at tale om Artigeardit, der slet ikke havde overvejet at forberede bare lidt tekst og derfor talte direkte fra hjertet, da han blev beriget med prisen for Årets album.
L.O.C. var aftenens bramfri indslag med en semikontroversiel tale, Kidd (iført maske) sagde fuck radioen for ikke at spille ’Buongiorno’, mens Andreas Odbjerg måske talte lidt for længe, men til gengæld hev aftenens skæveste shout-outs op af hatten. Og listen fortsætter.
Med alle de her klassiske øjeblikke var Danish Music Awards 2021 en forudsigelig omgang. Og gudskelov for det, er der en del af mig der siger.
Det modsatte af P3 Guld
Jeg var nemlig en smule udmattet efter en anden af årets store prisuddelinger, P3 Guld, der blev sendt i tv bare en uges tid før Danish Music Awards.
Her var der fart over feltet, udklædninger, konstante jokes og indslag med P3-værter – det hele lavet, så det kunne klippes op i små videobidder til sociale medier. Jeg var forpustet, allerede inden Paw fra Infernal kom på scenen og hældte en flaske vodka ud over Andrew Moyo.
Forpustet var der til gengæld inden chance for at blive under DMA-showet.
Her var ingen gak og gøgl, (næsten) ingen jokes, og bare et stille og roligt tempo, hvor artister og presenters sagtens kunne snakke alt for længe, uden at det nødvendigvis gik ud over næste indslag.
En intro, måske et lillebitte indslag, en pris, en takketale, en optræden. Og så forfra, indtil der ikke var flere priser, og alle trommesættene på Filmstationen i Værløse var smasket igennem.
Var det fascinerende tv? Ikke just. Men der var ikke mange dikkedarer.
Musikken var live, niveauet dog lidt svingende (ingen nævnt, ingen glemt – på nær Andreas Odbjerg, hvis trippel-performance måske var aftenens bedste).
Og folk fik lov til at sige noget. Odbjergs takketale (den ene af dem) om at finde sig selv som kunstner, når han gav sig selv lov til at omfavne folkeligheden – kontra at spille for ti mennesker i Kødbyen – var noget, man kunne bruge til noget.
Man fik en bid af denne her kunstner, der har en mere speciel baghistorie end de fleste danske musikere. Og det på en aften, som godt kunne fungere lidt som en slags officiel kroning af alsidige Odbjerg.
En hyggelig fejring af toppen af poppen
Og hvad kan man så bruge det hele til? Er Danish Music Awards noget værd?
Tjah. Jeg synes, at selve DMA-priserne bestemmes af en alt for lille skare mennesker: Der er nemlig blot seks branchepersoner i det årligt skiftende akademi, som finder nominerede og kårer vindere i de priser, som ikke er bestemt af ting som streamingtal. Det føles indspist.
Hertil var det næsten udelukkende major label-artister, som var repræsenteret på tværs af de nominerede med få undtagelser som Annika Aakjær, Dopha og Erika de Casier, som dog fik tilsneget sig en (ekstremt) fortjent nominering for Årets album. Det var den berømte ridse i lakken.
Og allerede tidligt i showet fik Jung spørgsmålet om, hvad det mon betød for dem at blive kåret til Årets nye livenavn i 2020. For en prisuddeling skal altid huske at minde seerne om sin egen relevans!
Danish Music Awards 2021 var en hyggelig lille fejring af den mest populære musik herhjemme. Ikke dybt nødvendig, men Danmark fortjener nu engang én eller anden udgave af det her klassiske prisshow med alt, hvad det indebærer.
Hvor skulle vi ellers se generiske videotakketaler fra internationale popstjerner?