Albert fra Benal går klubplanken ud på sit første soloalbum
Siden Benjamin Hav fra hiphopduoen Benal gik solo i starten af 2020, har et stort spørsmål været, hvad duoens anden halvdel, producer Magnus Albert Wanscher, mon fik tiden til at gå med.
Han opererede skam fortsat lidt i skyggerne – blandt andet stod han for lydbilledet på det danske popstjerneskud Bathshebas debutsingle i 2020. Men først i oktober 2021 gav han lyd fra sig som solokunstner med en dobbeltsingle, der nu har kulmineret i et debutalbum, ganske simpelt betitlet ‘Albert’.
Ikke overraskende har han lagt hiphoppen til side for i stedet at vende tilbage til at udforske klubmusikkens toner – især med fokus på housegenrens afkroge. Benals instrumentation lænede sig jo også ofte mere op ad house end hiphop. Og mens Alberts talenter som producer stadig er evident, har han blandet held med at skabe vellykkede sange på sit debutalbum.
Kidd gæster eksempelvis nummeret ‘Last Night’, hvor han serverer en engelsksproget spoken word-monolog om oplevelser i byen serveret med Kidds naturlige skotske dialekt (han sørger dog for at sige »Buongiorno« ofte, så du alligevel kan genkende ham). Det er ikke videre engagerende røverhistorier, og jeg har svært ved at forstå, hvorfor Albert mente, at de var værd at bygge et helt track op omkring.
Og det er synd, for Albert kreerer nogle ret lækre klangflader på ‘Last Night’. Men de eksisterer desværre på en sang, der strukturelt er bygget sådan op, at man har svært ved at komme i dansestemning til det ellers festlige track. Det er lyden af at stå i baren og høre din ven fortælle en ligegyldig historie, imens et lovende beat lokker ude fra dansegulvet.
Det samme problem opstår på tracket ‘Dee Daa’, hvor vi får dialog fra to ukrediterede stemmer, der efter min bedste dømmekraft må være samplet fra en pornofilm. Men hooket på ‘Dee Daa’ har en meget hakkende lyd, der på ingen måde er sexet. Så der opstår en stemningsmæssig dissonans, hvor hverken den seksuelle stemning eller den pulserende dance-stemning får etableret sig selv ordentligt.
Omvendt går det Tobias Rahim-gæstede track ‘Monogamia’ i selvsving. Det føles som en øvelse ud i repetition som et virkemiddel, men de musikalske gentagelser rekontekstualiserer aldrig det allerede hørte på en spændende måde, så lytteoplevelsen ender med at være ret statisk. Og så er nummeret også plaget af et ret enerverende knirke-sample.
Ingen af disse fusere er dog sange, der er kreativt forladte eller håndværksmæssigt sløsede. Albert kan sit kram, og han tør gå planken ud – og selv om ikke alle risici betaler sig, har det også mundet ud i nogle oprigtigt stærke tracks.
Tag det Wads.png-gæstede nummer ‘U Good’ – her bygger beatet glimrende i nye retninger, der resulterer i at ekstasen i Wads.png’s stemme konstant bliver mere gennemtrængende i takt med, at den bliver placeret i nye instrumentale landskaber.
Og de tre afsluttende tracks på albummet fungerer fremragende. Først ‘Ear Fatigue’, der har en overlagt ubehageligt påtrængende lyd. Til tider lader det til, at tracket finder ro, og så brager det pludselig igennem. Det føles som en simulation af den tid på natten, hvor dine ører fortæller dig, at det er tid til at smutte hjem fra klubben.
De to afsluttende tracks har begge vokaler fra Fribytterdrømme-sanger Lau I.V. Pedersen, og han passer perfekt ind i dette klubbede landskab.
På ‘The Come Up’ accentuerer hans sjælfulde vokal det i forvejen hektiske track, så det lige får en ekstra kant af desperation. Afslutningsnummeret ‘Repetition’ er derimod et svimlende rocktronica-track, hvor stemningen langsomt og roligt etableres, inden Pedersens eksplosive vokal omgives af et slagkraftigt breakbeat, og der sættes et effektivt punktum for albummet.
Albert har turdet at tage nogle chancer med sit debutalbum. Og når man vover sig ud i noget aparte, er der jo større sandsynlighed for, at man rammer svipsere – hvilket fylder en del på ‘Albert’. Men det gør også, at man ender med så fængslende tracks som albummets tre afsluttende numre.
Kort sagt:
Alberts første soloalbum er spækket med skæve klubtracks og interessante ideer. Ofte ender disse ideer med at falde til jorden i uengagerende tracks, men især på de tre afsluttende numre viser han, hvor godt det kan lyde, når ideerne bærer frugt.