Jeg er her for at hjælpe dig (og mig selv): Sådan får vi sundere streamingvaner

De uendelige valgmuligheder gør det svært at navigere i, hvad man rent faktisk skal lytte, se og bruge sin tid på. Her i årets spæde start er det på sin plads at kigge sig selv i spejlet og gøre op med dårlige streamingvaner. For vi kan alle blive bedre til at streame.
Jeg er her for at hjælpe dig (og mig selv): Sådan får vi sundere streamingvaner
Du hører måske, men lytter du? (Foto: Emanuele Perrone/Getty Images)

NYTÅRSFORSÆT. Har du nogensinde åbnet Spotify eller en anden streamingplatform og pludselig have været ude af stand til at huske en eneste af dine yndlingskunstnere? Med millioner og atter millioner af muligheder er hjernen pludselig helt tom. Det er sket oftere, end jeg har lyst til at indrømme, og min hukommelse fejler ellers intet.

I den situation bliver man gerne præsenteret for noget af dét, man allerede har hørt (’Jump back in!’, som Spotify formulerer det). Eller måske en playliste, som man kunne finde interessant. Eller en playliste, som flertallet finder interessant. Algoritmerne giver os som bekendt, hvad vi formentlig vil have. Kloge er de ikke, men de virker godt nok til at holde på folk.

Mit ærinde er dog ikke at kritisere Spotify og andre platforme – mange af de samme kritikpunkter kunne bruges om Netflix – selv om der er rigeligt at kritisere. Jeg er selv storforbruger. Det handler snarere om at få det bedste ud af dem ved at tænke mere over, hvad man forbruger, og hvorfor man gør det. Hører eller ser jeg noget, fordi det er bekvemt? Har jeg bare brug for noget baggrundsmusik? Vil jeg forstå en subgenre bedre? Har jeg brug for nye input?

Som musikforbrugere har vi bedre muligheder end nogensinde før for at høre både spritny og ældgammel musik, men netop de uendelige muligheder gør det svært at navigere i, hvor det tidligere var mere, ja, ligetil.

Og det er her, jeg vil mene, at der er lyttevaner, som vi (forbrugerne!) kan forbedre i 2022. Jeg vil ikke have dig til at droppe streaming, men vi kan alle bruge det bedre. Man vil vel gerne have et (endnu) bedre liv?

Hjernen belønner det nemme valg

Mange vil nok sige, at de ikke er gode nok til at få hørt noget nyt. At de falder tilbage i de samme kunstnere, sange, playlister. Mit problem er i øjeblikket det modsatte. Jeg har altid været glad for at høre nyt, men jeg har også elsket at læse om forskellige musikepoker og -strømninger, mens jeg hører musikken. Her er streamingmulighederne en gave, der er vanskelig at benægte.

Nå, men mit problem: I et par år har jeg haft et nyhedsbrev med nye udgivelser, hvilket har fået mig til at høre endnu mere ny musik. Det må i sagens natur gå ud over noget andet, og jeg har derfor genlyttet færre favoritter og udforsket færre afkroge af musikhistorien.

Her tænker nogle måske, at det lyder som lektier. Og skal det ikke bare være rart og lystbetonet at høre musik? Selvfølgelige skal det være rart. Men der må godt være et lille element af forpligtelse i det, for man kan ikke stole på sin egen hjerne: Den vil som oftest bare det nemmeste. De fleste genkender nok følelsen: Der er så meget, man gerne vil (se den klassiker, høre det gamle mesterværk, få købt den pizzasten, hænge det billede op), som man udskyder, glemmer, ikke tager sig sammen til.

Hjernen er så klog så klog, og alligevel belønner den det nemme valg, som sjældent er det mest interessante, når det kommer til musik og film. Kunst og underholdning generelt. Ikke at alt behøver være kunst med stort K, men det hele kan nemt bare blive … ok. Fint nok. Underholdende, men forglemmeligt. Hvor meget streamer man ikke i løbet af et år, som er glemt med det samme?

Nyt år, nye vaner

Musik og film må selvfølgelig gerne være underholdning og afslapning. For at få set flere film, der rent faktisk efterlader et indtryk, har jeg forsøgt mig med to tiltag i år: For det første har jeg indgået en alliance med en veninde i en anden del af landet om, at vi mindst én gang om måneden skal se en film på Filmstriben, hvorefter vi skriver til den anden, hvad vi har set, og hvad filmen eventuelt satte gang i af tanker og følelser. Ikke noget højpandet, bare en kort sms. Filmstriben er et gratis og genialt tilbud.

Det andet er, at jeg har tegnet abonnement på streamingplatformen MUBI, som har et overvældende antal film, jeg aldrig har hørt om, men som har det til fælles, at de er nøje kuraterede. Man kan få det indtryk, at det er for artsy, men det er ikke nødvendigvis svære film at se. De er bare ikke lige så eksponerede som nyere produktioner på Netflix, Disney+ og så videre.

Det er vitterligt ikke for at være hellig. Det er bare et forsøg på at få en god vane, som gør mig gladere. På egne vegne og på filmkunstens vegne.

Og musikken? Før jeg går videre til et par konkrete ideer, er det her, jeg rejser tilbage i tid. Jeg vil understrege, at det ikke nødvendigvis var bedre dengang – før streaming – men at der altid er noget, man kan tage med fra fortiden.

Jeg kan ikke huske, hvor jeg har købt alle bånd, cd’er og vinyler. Det fysiske produkt er ikke magisk på den måde. Jeg kan huske, at jeg som barn købte en Michael Jackson-cd i Viby Centret for mine egne penge, fordi mine forældre tilfældigvis var i Viby Centret for at købe ind. Ellers måtte jeg tage turen ind til byen for at købe den musik, jeg ville have.

Det er ikke noget, jeg savner som sådan. Pointen er, at nye ting ikke bare dukkede op. Havde man brugt penge på noget, blev man nødt til at høre lortet, og måske blev det godt efter et stykke tid.

Jeg vil ikke påstå, at man får en bedre lytteoplevelse ved at sætte noget analogt på anlægget. Nogle gør sikkert. Musikken kan være lige så god eller dårlig, som når den afspilles fra streaming. Men selve dét at vælge noget til – aktivt og bevidst – og lade det spille er en proces, der åbner for en anden tålmodighed, vilje, måske afslapning og dermed fornemmelse af tid. Tid, som ikke bare går, men tid, som man mærker.

Og her rammer vi ned i det helt centrale: At tiden er det mest dyrebare, vi har. Den har det med at flyve af sted, men vi har mulighed for at bruge den bedre. Og det er ikke et falskt ’vi’, for jeg taler også i høj grad om mig selv. Vi skal sammen få samfundet ned i gear, og vi skal prøve at finde ud af, hvordan vi benytter os af alle de muligheder, vi har for at lytte, se, opleve. Nu bliver det storladent, men hæng på.

Afmagten ved valgfriheden

Vi har mulighed for at opdage mere musik i dag. Meget mere. På samme tid har vi mulighed for at gå glip af mere. Det er et grundvilkår som menneske, at man altid vil gå glip af en masse. Eller at man kan være nok så klog, men altid kun vide en lille smule af alt dét, man nu kan vide noget om.

Mange valgmuligheder er ikke altid en god ting. Psykologen Barry Schwartz bruger begrebet ’Paradox of Choice’ og har selvfølgelig skrevet en bog og lavet en TED Talk om emnet. For tiden florerer også dette meme, der beskriver afmagten ved valgfriheden.

Hvordan giver man noget eller nogen en chance, når der er så meget at vælge imellem? Måske nogle Tinder-aktive kender følelsen.

Det er smukt at forelske sig ved første lyt, men der er noget dybt tilfredsstillende ved at genhøre noget, der ikke fæstnede sig første gang, og så mærke, hvordan det klikker. Tandhjulene drejer rundt inde i hjernen, et lys er blevet tændt. En følelse af ro, som man måske ikke havde forventet, breder sig. Som når nogen slukker for emhætten.

Det er både banalt og nemt at sige, at man skal give noget (eller nogen) en fair chance, men det gør det ikke mindre sandt. Jeg tør ikke tænke på, hvor mange potentielle mesterværker, jeg er gået glip af, fordi jeg havde for travlt med at blive færdig med et album, så jeg kunne komme videre til det næste.

Det går simpelthen for stærkt nogle gange. Hvert år laver jeg en top-25 over mine favoritplader, men det er på mange måder for mange plader at tage ind. For meget musik, der fortjener plads til at vokse og bundfælde sig.

Nok snak, her er mine råd

Alverdens marketing kan ikke konkurrere med word of mouth og personlige anbefalinger. Jeg elsker personlige musik- og filmanbefalinger. Jeg giver dem sjovt nok en chance på en helt anden måde.

Og hvad vil det så sige at give noget en chance? Det kan være at lytte frem for at høre. At sætte et album på mere end én gang. At sætte en kunstner på i forskellige sammenhænge. Burial er for eksempel klart bedre, når det er mørkt, Pavement er bedre i solskin, og man sætter ikke Beach House på til fest.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Mere konkret kan man tage lidt af magten fra algoritmerne ved at lave flere playlister og ikke mindst organisere dem. Det lyder nok rimelig kedeligt for de fleste, men det tager ingen tid, og det er det hele værd.

Til ny musik kan du for eksempel lave en mappe, der hedder ’2022’. I den kan du have en playliste til nye ting, du vil høre (én af mine hedder noget så tørt som ’nye plader til gennemlytning’), og du kan lave playlister til de sange og plader, som du kan lide. Så har du altid en go to-mappe at ty til, når du ikke ved, hvad du skal høre, og du sikrer dig, at du får givet noget nyt en chance.

Men det nye er selvfølgelig ikke godt, fordi det er nyt. Det er klart. Lav en playliste til de new wave-klassikere fra 80’erne, som du længe har villet dykke ned i. Eventuelt bare én sang pr. kunstner, som du ved, du gerne vil høre mere af. Eller hvad der nu virker for dig. Læg de mapper og playlister øverst og væn dig til at opdatere dem. Udforsk nogle personlige playlister, som venner eller musikere har lavet. De er som oftest mere interessante end de midtersøgende playlister, Spotify selv laver.

Til sidst det måske mest irriterende råd: Prøv at sætte noget på, som du ikke bare skifter væk fra. Læg det device, som du spiller fra, væk. Ja, selvfølgelig er der en gang imellem noget, som du ikke kan udholde, men øvelsen består i at lytte, at give plads og tid.

Nu runder jeg af, og jeg bliver storladen igen, så pas på: Det vigtigste er, at vi husker at forholde os til musikken og alt det, vi ellers går og forbruger. Så man føler, man bruger tiden på en måde, der er rar, inspirerende, afslappende, stimulerende.

Man skal selvfølgelig gøre, hvad man har lyst til, og jeg har også ofte musik kørende som baggrundstapet (hej hej, ambient-playlister!). Men vi bombarderes konstant med indtryk i vores liv, og det er ærgerligt, hvis man glemmer at stoppe op og mærke efter. Her tror jeg på, at man når langt med nogle – i mangel af bedre ord – sunde streamingvaner.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af