‘Nest’: Velvet Volumes radikale genreskift har resulteret i deres hidtil bedste album
Det er en klassisk rockfortælling: Et act går fra højenergiske, crowdpleasende syng-med-omkvæd til mere artsy klangflader og mere indadskuende sangskrivning. Og ofte resulterer dette i et knap så kommercielt succesfuldt album, men anmelderne har det med at æde det op.
Vi så det, da David Bowie efter nogle af sine mere poppede udgivelser bevægede sig over mod Berlin-trilogien. Vi så det, da Talk Talk gik fra new wave-hitmagere til postrockens gudfædre på deres to sidste album. Bare for lige at nævne to af de mest oplagte eksempler fra musikhistorien.
Nu ser vi det umiddelbart igen med aarhusianske Velvet Volume og deres tredje album ‘Nest’. Væk er den adrenalinfyldte, flabede landevejsrock fra søstertrioen, der citerede Lenny Kravitz og The Runaways som inspirationskilder. I stedet får vi et artsy indierock-univers, der fører arven videre fra de navnebeslægtede pionerer inden for alternativ (rock)musik, The Velvet Underground.
Og her er det vigtigt for mig at understrege: Hip artrock er ikke intrinsisk bedre end højoktan-garagerock. Velvet Volume var dygtige i deres gamle felt, og de er også dygtige i deres nye felt. Deres gode øre for tekstur og melodier hænger ved fra stilart til stilart.
De er fortsat en af de mest ekspressive rockgrupper derude – og især Noa Lachmis mange karikerede stemmeknæk fungerer markant bedre i denne nye soniske setting, hvor støj og angst får rig mulighed for at udfolde sig. På nummeret ‘Mother and Man’ opstår der eksempelvis et ret så effektivt samspil mellem hendes vokal og en skrigende saxofon, og nerven på nummeret går derfor rent ind.
Så selv om der er sket et genreskift så radikalt, at trioen ikke længere har i sinde at spille deres gamle stof live, er ‘Nest’ ikke en egentlig genstart, men en videreførsel af de erfaringer, søstrene gjorde sig på deres tidligere output. Og hvor albumforgængeren ‘Ego’s Need’ var stærkest i uforudset sårbare stunder som nummeret ‘Young in Love Again’, fokuserer ‘Nest’ yderligere på gruppens styrker.
Lige fra åbningsnummeret ‘You Look Like Your Father’ kommer vi helt tæt på søstrenes egne oplevelser med racialisering som døtre af en dansk mor og en israelsk-yemensk far – og tæt på den disharmoni, man oplever som racialiseret individ i en kridhvid dansk normverden.
Her bruser intensiteten sig op. Der bliver råbt med samme iver, som Velvet Volume i gamle dage måske ville på et kærlighedsnummer, men her i stedet forankret i en ubekvem fornemmelse af at blive stemplet som outsider.
Hertil lyder ‘Nest’ bare pissegodt. Vokalharmonierne på ‘Ordinary Pain’ kommer ind lige, så det rammer stærkest. Den bragende wall of sound på ‘At Sea’ er dejligt eksplosiv. Og tomheden i lydbilledet på det akustiske track ‘Ballerina’ er lige til at tage at føle på.
Jovist, det er ikke alle tracks, der sonisk er lige eventyrlystne. ‘The Way We Love’ er noget tid om rigtig at komme i gang, og ‘Remedy’ ender med at være så blid i lyden, at den tvivlende stemning i lyrikken ender med at falde en kende til jorden.
Og så er der sangen ‘Wanna Be Good’, hvor trioen måske er ude, hvor de ikke helt kan bunde. Det er et let malplaceret stykke electropop, der instrumentalt klinger af Madonnas ‘Justify My Love’ (der pudsigt nok var skrevet og produceret i samarbejde med trioens tidligere forbillede Lenny Kravitz) – og hvis man blot kan sin Madonna, er det svært at pege på, hvad ‘Wanna Be Good’ har af fængslende soniske kvaliteter.
Men disse tracks er undtagelser. Det overordnede stilskifte fungerer for Velvet Volume, der både sonisk og emotionelt udforsker nogle nye territorier, hvor deres musik er mere fængslende end hidtil.
Kort sagt:
Velvet Volume er gået fra garagerock med skrål-med-omkvæd og fart over feltet til dybfølt artrock, der forholder sig til søstrenes ophav – og selv om skiftet er meget radikalt, er resultatet gruppens mest vellykkede album til dato.