Central Cees nye album, ’23’, indkapsler årsagen til, at UK-rappere skiller sig ud fra resten af verden
Central Cee er ikke r’n’b-sanger, urban-artist eller popstjerne. Han er rapper i ordets mest konservative, klassiske betydning. London-musikeren går op i tekster, levering og flows. I bars. Ikke nødvendigvis i autotune eller melodier.
»Turn off the autotune, let’s hear how you really rap«, lød det allerede på 2020-sangen ’A Day In the Life’. Det credo gælder stadig på hans nye album ’23’.
Når man lytter til en rapper som Central Cee, der i så høj grad tror på sin egen stemme og rapform, er det svært ikke at stille et grundlæggende spørgsmål: Hvad er vigtigst som rapper? At være god til mange forskellige ting – eller at kunne én ting virkelig godt?
Det spørgsmål findes der selvfølgelig ikke et entydigt svar på, men den globale udvikling de seneste år har mere gået mod artister, der kan lave flere forskellige former for sange. I England er det måske stadig i højere grad klassisk skolede rappere som Central Cee, Dave, Stormzy og Headie One, der dominerer.
Men de fleste andre steder er præget af rappere, der gør som Drake og skifter mellem dancehall, drill, New Orleans bounce og afrobeats alt efter, hvilket humør de er i.
I Danmark inkarnerer folk som Gilli den udvikling. Han kunne sagtens bare lave grime eller gaderap, hvis det var det, han ville. Men han foretrækker at flyve jorden rundt på global genrehopping. Senest på det storhittende ’Carnival’, der levede op til titlens løfte om eksotiske, dansevenlige rytmer.
Nutidens hiphopscene er fyldt med rappere, der sætter melodier over tekster og tror på spontanitet og omskiftelighed snarere end loyalitet mod ét særligt æstetisk ideal. Men der findes også stadig folk som Central Cee, der går direkte imod den udvikling, og det er faktisk virkelig befriende på sin egen måde.
Stueren drill-musik
London-rapperen er vokset op i det hårde Shepherd’s Bush-område og har skrevet tekster, siden han var otte år, har han fortalt Crack Magazine. Og han lyder vitterlig også som én, der nærmest har rappet siden han kunne tale.
Både fordi hans tekster altid er leveret med knivskarp præcision og perfekt timing. Men også fordi Central Cee er så tilpas på et beat, at hans vers altid lyder ubesværede. Han leverer ikke sine rim som en Eminem-agtig raprobot, men med en gadedrengs charme og glimt i øjet.
Som når han skriver små detaljer ind i sange som det saxofondrevne hit ’Retail Therapy’: »Told her that I’m a Gemini, now she’s on Google checking the compatibility«. Eller når han rapper sin Toyota ud på landet for at sælge stoffer bare for at tjene 100 pund på ’Khabib’.
De to dele af London-rapperens personlighed sameksisterer gennem al hans musik. Han leverer en rap replik eller en hurtig bemærkning det ene øjeblik og fortæller om at sidde i tilrøgede forladte huse og sælge stoffer det næste.
Cental Cee kan også, i modsætning til så mange andre hårde drill-rappere, finde ud af at skrive kærlighedssange. ‘Mrs’ er hans version af 50 Cent-klassikeren ’21 Questions’: En kortlægning af et kompliceret kærlighedsforhold mellem to mennesker, der kæmper for at få tilværelsen til at hænge sammen.
Central Cees sans for detaljer og fængende formuleringer skinner også klart igennem på ’23’, fordi albummets produktioner altid giver hans vokal rigelig plads.
Rapperen foretrækker beats, der er bygget rundt omkring den bastunge drill-lyd, hvor 808-trommerne bobler under overfladen. Men i modsætning til så mange andre sange i den genre, har hans musik også en del lysere elementer. De soulede og jazzede lyde og svævende stemmesamples er som små solstråler, der oplyser det mørke, bastunge lydunivers.
Det gør på en måde ’23’ til albummet, der gør den ellers så udskældte drill-musik stueren. Det her er nemlig ikke entydigt dyster musik, der lyder som en afspejling af volden på gaden. Det er mere et varieret soundtrack til fortællingen om at slippe væk.
En specialist
Størstedelen af sangene på ’23’ kortlægger vejen fra fattigdom og kriminalitet til succesfuld musikkarriere.
Den stærkeste sang på albummet, ’Lil Bro’, giver desuden den velkendte historie et nyt twist ved at iscenesætte en dialog mellem Central Cee og dennes virkelige lillebror, Lil Bro, der diskuterer fordele og ulemper ved det kriminelle liv. Den ældre prøver at overbevise den yngre om ikke at prøve lykken på gaden, men i stedet finde en bedre vej i livet.
Det lyder måske som et lige lovlig corny koncept, men på grund af de umiskendelige personlige aktier Central Cee har i at overbevise sin bror, føles sangen nærmest som en livsvigtig scene fra de to rapperes liv. Man fornemmer, hvad der er på spil for en rapper som Central Cee.
Måske er det også derfor, Central Cee rapper, som han gør. Man skal kunne høre ham og forstå ham, når han fortæller sin historie.
For nej, Central Cee ikke er verdens mest varierede rapper. Nogle gange kan man savne lidt variation på ’23’, der også kun har gæster på to sange. Albummet kører i ét tempo.
Men samtidig er der også noget fascinerende kompromisløst ved, at han vitterligt har én stil, som han har perfektioneret. Man kunne sige, at det gør ham endimensionel. Eller man kunne sige, at det gør ham til en specialist, der koncentrerer sig om at mestre én disciplin.
For i en tid, hvor hiphoppen i stigende grad føles som en paraplybetegnelse, der rummer mange forskellige lyde, er det faktisk befriende at høre en artist, der bare fokuserer på den mest rendyrkede version af genren.
Kort sagt:
Central Cee gør drill-musikken stueren på albummet ’23’, der kortlægger hans opstigning fra fattig kriminel til feteret rapstjerne gennem hårdtslående sange, der fokuserer på klassisk rap fremfor autotune og melodiske virkemidler.