Sangen ‘Sorrow’ klinger stadig i mine AirPods, da jeg stiller cyklen foran Ingolfs Kaffebar på Amager, hvor jeg møder Goss med det borgerlige navn Mads Damsgaard. En melankolsk Mads i mit øre bliver afløst af en mere imødekommende og opstemt Mads ude i virkeligheden.
Det halvlange hår lægger sig om hans alvorlige ansigt, og frakken går fra skuldrene og et godt stykke ned mod jorden. Jeg er klar til at snakke om, hvad der for mig føles som et tungt tema. Men for en mand, der lige har lavet et album om, hvor skidt det står til på Jorden, er Mads i fint humør og afvæbner hurtigt min forventning om en times dommedagssvælgen.
»Jeg synes også, der er noget opløftende i det tema. Når man siger ’I feel like planet earth’, så tænker folk: ’Okay, han har det ikke godt’. Og det har jeg heller ikke haft. Men man tænker også, planeten skal nok klare den. Og det synes jeg er en tanke, som man kan holde fast i på en god måde. Det kan godt være, vi fucker det op for os selv, men planeten skal nok klare den«.
‘I Feel Like Planet Earth’ er ikke et album om verdens ende, men mere om, at verden måske er ved at have fået nok af os. Om det er godt eller skidt, må være op til den enkelte at bedømme. Goss er bare budbringeren med 11 numre, der er halvt elektronisk, eksperimenterende pop, halvt jordnær country. Sangene er både melankolske og mol-agtige, men også melodiske og vellydende, sørgelige og håbefulde.
Fremdriftsvandreture og depressioner
Selv om Goss nu virker som en mand, der er ovenpå, så er det ikke ud af ingenting, at han har følt et bånd med vores opslidte jord. Han har nemlig selv lidt af en såkaldt belastelsesdepression.
»Jeg arbejdede for meget og pressede mig selv lidt for hårdt. Min kæreste gik igennem alt muligt, der var skimmelsvamp i kælderen, et sommerhus, der skulle renoveres. Det var sådan en tåge, der sneg sig ind over mig. Lige pludselig lagde jeg mærke til; okay, nu har jeg i et halvt år ikke været særlig glad, jeg føler mig ikke som mig selv, og jeg ser ikke frem til så mange ting’«.
Det gik op for Mads, at den evindelige fremdrift, jagten efter mere, havde fået grebet om halsen på ham. Selv på vandreturene med kæresten, en aktivitet der ellers skulle være afslappende, afkoblende, blev han bidt af en stræben efter at komme hurtigere ud over landskabet.
»Ruterne er altid normeret på timer. Når man skal gå fra den hytte til den hytte, så tager det otte timer. Og så er jeg altid sådan: ’Den kan vi tage på syv’«.
Mads griner. Han kan godt kan se absurditeten i det og fortsætter: »Og min kæreste er jo fucking irriteret over det. Altså kan vi ikke bare lige gå her og have det fedt? Men jeg er besat af, at vi skal nå frem hurtigere, end man kan«.
Han nikker ivrigt, da jeg påpeger, at det vel også er her, han mener, der går kludder i den for menneskeheden. Ligesom han vil for hurtigt udover stepperne, vil vi som menneskehed hele tiden videre til det næste. Nu vil vi til Mars, nu vil vi lave et virtuelt univers, nu vil vi have en telefon, der kan det og det. Indtil det bliver for meget.
Min gamle ven, Planeten
Samtidig med at Mads indså, at han havde det svært, begyndte han at se ligheder mellem sig selv og planeten, altså den vi bor på. Begge var pressede, arbejdede over evne.
»Jeg er meget optaget af verdens og planetens tilstand. Jeg er fra landet, og min far er sindssygt proaktiv, vil aldrig flyve igen og er blevet vegetar og sådan. Det optog mig meget. Og lige pludselig gik det op for mig, at der var mange steder, hvor mig og planeten var ens. Og det synes jeg var spændende at kigge mere på, de broer og ligheder der var mellem mig og planeten. Har jeg det også sådan her, fordi planeten har det sådan?«
»It’s not the same world / but it’s the same world«, lyder det på sangen af samme navn. Verden er ikke længere den samme, men det er den samme verden. Og jeg er ikke længere den samme. Dermed var konceptet landet. Albummet skulle påpege, at vi presser både os selv og jorden for hårdt. Men det er ikke lige til at skrive om, når man selv er langt fra perfekt.
»Det kan blive meget pege fingre-agtigt. ’Olien er ond, den hvide mand er ond’ og sådan. Det er sindssygt svært, også fordi man selv er så viklet ind i det. Jeg spillede for eksempel to koncerter i Mexico i efteråret. Giver det mening at flyve derover og hjem igen?«
Det handler altså mere om at udvise omsorg for og finde et fællesskab med den planet, som for få lytter til, når oliekronerne skal fordeles, og højhusene skal bygges.
»Mest af alt forestiller jeg mig, at pladen er en samtale med planeten. Det er mig, der ringer til min gamle ven planeten og siger: ’Fuck man, jeg har det fanme kogt. Jeg har det pres, og jeg føler ikke, jeg er, som jeg plejede at være’. Og så siger planeten: ’Kom lige over, lad os tage en bajer og snakke om det’. Og planeten er ligesom en god ven, der er sådan: ’Det kan jeg godt forstå, jeg kender godt den følelse’«.
Vi skal tilbage til nærværet, tilbage til vores ven Planeten, som virker så langt væk, selv om den er lige for fødderne af os. Tilbage til naturen og havet, som det lyder på den countryklingende ‘Ocean’.
»Back to who I used to be / and the kid inside of me / I wanna go«.
Hvis du elsker nogen, så sæt dem fri
Med al den snak om planetens forfatning er det svært ikke at tænke på vores rolle i alt det her. Er der overhovedet plads til os, når vi ødelægger så meget?
»Jeg har altid tænkt, vi var fede nok, men jeg synes, det er blevet svært inden for de sidste par år at heppe på os. Den følelse har jeg ikke haft før. Det lyder som en meget tung tanke, men for eksempel i sangen ‘Copenhagen Bluebird’ synger jeg om at føle mere sympati for et træ eller en bølge eller fuglene. De er mindre invasive. De er mere … okay«.
Når alt kommer til alt, er vi »ikke særlig fede« som Mads siger.
»Vi er så optagede af alt det, vi laver. Vi er så begravede i menneskeheden. ’Wow den her sang er fucking banger’, eller ’wow nu har vi opfundet det her, fuck hvor er vi vilde’. Men vi har aldrig lavet noget, der kan komme i nærheden af naturen«.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på sangen ‘Set Them Free’, hvor Goss’ countrypop mødes med Ivan$ito’s spanske gloser og let sydlandske guitarfraseringer. »What you gonna do when you love somebody? / set them free«, synger han halvt opgivende, halvt bekræftende.
Hvis man elsker nogen, skal man sætte dem fri. Det er en klassisk trope i ’ulykkelig kælighed’-genren. Men ville Mads også ønske, at jorden var fri for os?
»Jeg synes, det er sjovt at snakke om. Jeg har ikke noget problem med, hvis vi skulle forsvinde. Det er der nok mange andre, der ville have. Men det er virkelig ikke, fordi jeg hader mennesker. Jeg har kæmpe kærlighed til alle mine venner og familie. Og jeg er jo selv et menneske og har det fint med mig selv. Jeg håber, vi finder en bedre måde at leve på planeten på. Men hvis vi ikke formår det, så ville jeg ikke have noget problem med, at vi ikke overlevede. Men så er det jo også bare vores egen skyld, så er det jo, fordi vi har failet max!«