Najaaraq Vestbirks første udgivelse under kunstnernavnet Courtesy udsprang af en pandemi og udkommer nu, mens en krig raser lige hinsides horisonten. ’Night Journeys’ er på den måde et værk, der er formet af én katastrofe og nu ser dagens lys samtidig med, at en anden er ved at udspille sig.
Den ildevarslende omstændighed er ikke gået ubemærket forbi den danske stjerne-dj. Tværtimod.
Da jeg fanger Courtesy over Zoom, få dage før debut-ep’en skal udkomme, forklarer hun, at ’Night Journeys’ blev skabt af en søvnløshed, der var fremkaldt af en pandemibetinget angsttilstand – og at hun nu forsøger at nyde et form for kortvarigt pusterum i tilværelsen, før situationen i Ukraine potentielt eskalerer til en endnu større global krise.
»Det er ikke noget, man tænker på lige så meget, når man bor i København. Men jeg bor i Berlin, og her er krigen i Ukraine meget, meget tæt på. Hovedbanegården er fyldt med flygtninge, og mange mangler et sted at sove. I Danmark føles det måske, som at krigen finder sted i et helt andet land. Men for os er det en realitet, der er meget tæt på«, forklarer hun og påpeger, at der kun er et enkelt land – Polen – mellem det østlige Tyskland og Ukraine.
Krigens realitet minder Courtesy om perioden for to år siden, lige før verden blev ramt af corona. »Jeg har det, som om vi er i starten af pandemien igen. Hvor man bare venter på, at man igen bliver påvirket. Jeg nyder bare at dj’e igen, fordi det føles, som om det bliver tager fra mig igen snart«.
Den frygt føler mange mennesker for tiden. Men den er måske endnu mere akut for Najaaraq Vestbirk i og med, at coronaen og den medfølgende globale lockdown kom på det værst tænkelige tidspunkt for hende.
Karriere på pause
»Courtesy er i gang med en international karriere af Mø-dimensioner«, lød overskriften på vores interview med Najaaraq Vestbirk i 2018, og det indkapsler ret præcist, hvor meget medvind hendes dj-karriere havde i tiden lige før corona.
Najaaraq Vestbirk havde jobs på de største og mest anerkendte klubber og festivaler verden over, og hun var med til at skabe en veritabel global hype omkring dansk techno med en række compilations på sit eget pladeselskab, Kulør.
Set fra Danmark har det måske ikke altid været åbenlyst, med mindre man følger technomiljøet. Men Courtesy var – og er – en global stjerne.
Så kom corona og stoppede alt det fra den ene dag til den anden. Najaaraq Vestbirk blev de facto arbejdsløs. For som techno-dj har man jo ikke streams eller andre indkomstkilder at falde tilbage på.
»Det første år var jeg ikke berettiget til nogen som helst støtte«, forklarer hun. »Så der var et helt år, hvor jeg ikke havde nogen indkomst overhovedet. Når man er en person, der ikke ejer en lejlighed eller har nogen pension, var det en ret forfærdelig situation«.
Samtidig med at den økonomiske situation var ved at blive uholdbar for Najaaraq Vestbirk, begyndte angsten også at melde sig. Hun kunne ikke sove og havde det, som hun siger, »helt vildt dårligt«.
Løsningen på begge problemer blev at begynde at producere musik. Det var både en måde at forarbejde den angstbetingede insomnia – og en potentiel fremtidsplan for økonomien.
»Jeg skulle enten starte på et studie eller give den hele armen med min musikkarriere og de kreative ting, jeg ville«, forklarer hun. »Jeg valgte at satse det hele på mit musikprojekt og på Courtesy«.
All-in på Courtesy
Beslutningen om at satse hele biksen på musikken har nu udmundet sig i ep’en ’Night Journeys’, der netop er udkommet, samt en turné, der starter på legendariske Berghain i Berlin 4. maj og kommer forbi Hotel Cecil i København 19. maj. Og selvom vejen til solodebuten har været noget af en kamp, er den ep ikke en synderligt dyster udgivelse.
»Det der med at have det dårligt og så lave helt vildt mørk musik, det er ikke sådan, jeg har det. Jeg har ikke lyst til at dykke ned i smerten«, forklarer Courtesy, der samtidig understreger, at hun ikke tror på, at man nødvendigvis laver bedre musik, bare fordi man har det skidt.
»Jeg bryder mig ikke så meget om den glorificering af lidelse, der godt kan opstå i relation til kunstnere«, som hun siger.
’Night Journeys’ lyder umiddelbart heller ikke som sådan en glorificering. Der er ikke tale om dystre eller destruktive technotracks, men en samling smukke, afdæmpede ambient-suiter. Det lyder mere som musik, der er skabt til at give en følelse af harmoni og ro, end som soundtracket af et sind, der sitrer af søvnmangel.
Courtesy siger selv, at musikken mere beskriver en tilstand, hun ville ønske, hun havde, end den måde, hun rent faktisk havde det på, da hun skrev den.
På en måde har ’Night Journeys’ været en selvopfyldende profeti. For Najaaraq Vestbirk har rent faktisk rykket sig nærmere den idealtilstand, sangene skildrer.
»Det har ikke været en rar rejse, men nu står jeg med en karriere, som jeg synes kunstnerisk er en del mere spændende«, siger hun. »Det er forfærdeligt at sige, men pandemien har været det bedste, der nogensinde er sket for min karriere«.
Det er som om, Courtesy nu har fået et ekstra støtteben i form af musikkarrieren, der har givet hende den balance, der før har manglet. Til sommer skal hun således spille dj-sets til technoevents, men også optræde live med sin egen musik til en række festivaler. »Det føles ret fantastisk at kune gøre begge ting«, siger hun.
Najaaraq Vestbirk virker i det hele taget rolig og afklaret omkring, hvad hun vil, og – måske endnu vigtigere – hvad hun ikke vil. Har Courtesy måske endda fundet en eller anden form for zen efter pandemi-angsten, insomniaen og de ildevarslende verdensbegivenheder?
»Jeg er enormt bekymret for samtiden, men jeg har det godt med mig selv«, siger hun. »Før var det mit indre, der gjorde, at jeg havde det dårligt. Nu er det den ydre verden. Jeg passer på mig selv, men man er ikke garanteret for, hvad der sker omkring en«.
Er det for meget at kalde det udsagn for optimistisk? Det er det nok. Men for Courtesy lader der alligevel til at være sket et skift. Hun er blevet en udgivende artist og virker samtidig som om, hun er blevet et menneske i balance med sig selv. Najaaraq Vestbirk virker ikke som én, der ligger søvnløs længere.