‘Fingers’: Mads Koch har prøvet så mange ting af i karrieren – er dette virkelig kernen?

‘Fingers’: Mads Koch har prøvet så mange ting af i karrieren – er dette virkelig kernen?
Mads Koch. (Foto: Amalie Holm Pedersen)

Mads Kochs karriere har taget mange drejninger.

Først var han forsanger i fremadstormende og festlige Kiss Kiss Kiss. Det var han også, da bandet pludselig blev eksperimenterende og kejtet med deres andet og sidste album, ’Ponte 25’ fra 2012.

Siden har han skrevet sange til andre kunstnere som Lord Siva, Jada og Mø. Men også en håndfuld klassiske korværker af kort varighed. Nu er han så klar med et debutalbum i eget navn fuld af glidende steelguitar og vegetativ americana.

Forhåbentlig er Mads Koch ikke færdig med at prøve nye ting af. For ’Fingers’ virker som et folkrockprojekt uden de store perspektiver.

Albummet udspringer ifølge kunstneren selv af den pause fra hitmaskinen, som corona tilbød. Nu var der tid til at lade musikken flyde frit i stedet for at tænke i faste skemaer.

Men mærker man den frisættelse på ’Fingers’? Ikke rigtig.

Kochs luftige hviskevokal lyder gennem hele albummet så bedøvet, at det føles som at stå midt i en ny nedlukning. Sammen med monoton rytmeguitar, skramlet kontrabas, sløve trommer og afmålt steelguitar giver det en næsten sekterisk stemning på flere numre.

Det er synd, for bag det bedrøvelige udtryk gemmer sig en glimrende sangskrivning. Koch former sine melodier elegant og holder liv i dem med små, afmålte harmoniske variationer. Især ‘The Lake’ har en god melodisk energi, og det klæder vokalen med en anelse mere staccato for at bryde med vemodet.

Til gengæld er teksterne på albummet nogle af de mest ubehjælpelige, jeg har hørt. Det gælder også ‘The Lake’: »You dive in the lake / the moment you wake / you dive in the lake / there ain’t no mistake«.

Indholdet er fladt, og de kompakte sætninger lyder ofte bare som dårligt engelsk. Selv kalder Mads Koch det »små sprogblomster«. Botaniker er han ikke.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Af og til får musikken besøg af strygere og fløjte. På to instrumentale numre hører man endda messingblæsere. Men det giver ikke den nye energi, man mangler. Tværtimod gør det på et nummer som ‘Gripping Wraith’ bare lydbilledet rodet.

Man savner, at nogen viser initiativ.

Den ene gang, hvor en tværfløjte slår sig løs – i slutningen af den valsede ‘Lovers at the Graveyard’ – forsvinder den om bagest i mixet. Men okay, der var vi også lige ved at bryde ud af tristessen. Godt, det blev afværget.

’Fingers’ skriger på variation, men redningen kommer for sent med den ret fængende ‘Sirens’ til sidst på albummet. Her er der lidt af den dynamik, man ellers savner på mange monotone numre. Lidt.

Mads Koch har med ’Fingers’ gerne villet skabe et personligt album. Derfor forstår jeg ikke, at udtrykket på alle parametre – tekst, vokal, instrumenter, produktion – er trukket i retning af det distancerede og udynamiske.

For en kunstner, der har prøvet så mange ting af i sin karriere, kan dette da ikke være kernen. Eller hvad?


Kort sagt:
‘Fingers’ skulle have været Mads Kochs mest personlige album. Så hvorfor er der ikke mere liv i hans bedrøvelige folkrock?

Mads Koch. 'Fingers'. Album. Margaret.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af