Rapperen Pinds debutalbum handler om kampen for at opnå succes trods modstand
Da Soundvenue for halvandet år siden guidede til nye danske hiphopnavne, der var værd at holde øje med, blev det unge talent Pind sammenlignet med Benjamin Hav.
Denne sammenligning var oplagt til at introducere den dengang knap så etablerede kunstner.
For ligesom Hav rapper Pind primært over elektroniske, ofte house-klingende beats (som han i øvrigt også selv producerer), ligesom Hav er han en følsom skikkelse, der glædeligt veksler mellem at rappe og at synge, og ligesom Hav er hans lyriske univers meget fragmenteret – som om hver linje ikke er tænkt i direkte forlængelse af den foregående, men i stedet som en del af et bredere emotionelt tapet.
Når man hører Pinds debutalbum ‘Lotus’, bliver det dog hurtigt tydeligt, at der er én stor forskel på Pind og Hav. Havs lyriske fragmenter er en serie af idiosynkratiske opspind, der er så rige på karakter, at en hel Facebook-gruppe kan hygge sig med at efterligne hans stil. Pind derimod giver os klichéer, vi har hørt tusind gange før.
Han er som en lotusblomst, for selv i mudderet kan han blomstre, erfarer vi på titelnummeret. Livet er for kort til at tænke for meget over alting, så i stedet siger han »carpe diem«. Når han har stress, søger han tryghed hos en kvinde ved navn »Mary Jane« (der er ingen præmie for at kunne regne ud, hvad det navn mon er en allegori for).
Det er den slags relativt idéforladte floskler, der udgør albummets centrale hooks. Det, numrene vil have til at sidde fast som deres primære meddelelse. De følelser, Pind gerne vil have dig til at tage med videre.
Men der er ellers glimt af en lyriker, der er i stand til mere og andet. På intronummeret ‘Velkommen til’ rapper han om en person, der har taget en guldtand på, men »sikkert ikke råd til at dække det« – det er et effektivt billede, han skaber her. På ‘Interlude’ får vi guldkorn som »har kneppet til dit Seebach-nummer nu i flere timer / hør’ ikk’ hva’ han synger, men jeg ved, hvad du mener«.
Det er bare som om, at hver gang, Pind skal klargøre et hitparat popomkvæd, ender han med at tilsidesætte opfindsomheden til fordel for det, der er så letforståeligt, at det ikke vover at sige noget spændende.
Pind har unægteligt talent, men han mangler endnu noget identitet. Ikke at identitet nødvendigvis er et krav, men det mest tilbagevendende emne på ‘Lotus’ er, at Pind har gennemgået meget modstand i sin rapkarriere, men at han alligevel ufortrødent kæmper videre (akkurat som en lotusblomst, jævnfør titelnummeret).
Men det kan være svært at mærke, hvad Pinds succes ville bidrage med, som vi ikke allerede har rigeligt af.
Den samme problematik plager ham som producer. Han er absolut kompetent. De ømme synthlines på ‘Carpe diem’ er både catchy og stemningsmæssigt passende. Singlen ‘Avalon’ er en regulær banger, der stadig forstår at give hans vokal plads nok til, at dedikerede fans afgjort vil rappe med i årevis. Og ‘Umage (outro)’ forstår virkelig at lyde så bragende, at der ikke er tvivl om, at dette er klimakset.
Men alligevel er der aldrig det der wow-øjeblik. Rettere eksponerer gentagne gennemlytninger, at trommerne på ‘Umage (outro)’ er mere komprimerede, end de har godt af, at den kække fnisen i baggrunden på ‘Mary Jane’ bliver belastende, og at de sungne passager i ‘Jeg ik nem at læse’ drukner uhensigtsmæssigt i lydbilledet.
‘Lotus’ er en fortælling om at kæmpe en sej kamp for at blive etableret som en del af dansk hiphops a-liste. Men albummet overbeviser mig desværre ikke om, at det er der, Pind hører til.
Kort sagt:
Pind har unægteligt talent, men han savner identitet – både som rapper og producer – på debutalbummet ‘Lotusblomst’.