‘(Watch My Moves)’ gør det let at forelske sig i Kurt Vile på ny

‘(Watch My Moves)’ gør det let at forelske sig i Kurt Vile på ny
Kurt Vile. (Foto: PR)

I Kurt Viles univers af uforpligtende tømmermandsrock lyder begyndelsen af hans niende studiealbum, ’(Watch My Moves)’, som et mindre jordskælv.

Væk er drømmetågen af guitarer, i stedet fægter et klaver mellem bas og diskant. Skifter pludselig toneart og får selskab af sløv, dyb saxofon. En ny retning for den blide guitarengel fra Philadelphia, der ellers har gjort det til et adelsmærke at blive i sit spor?

Trods alt ikke. ‘Goin on a Plane’, den korte albumåbner, lyder mere som skæmt end stilbrud. Alligevel viser sangen, at Kurt Vile er tilbage med energien intakt og et mere varieret album, end vi måske er vant til fra hans side.

Efter seks udgivelser hos Matador Records skifter Vile med sit nye parentesalbum til Verve, gammelt hjemsted for The Velvet Underground. Og det er fortsat Lou Reeds vrængende talesang, der går igen i den efterhånden 42-årige Viles musik.

Han lægger ikke skjul på hverken denne eller andre inspirationskilder. På albummet er der tekstlige referencer til både Neil Young og de outlaw-countrystjerner, der ligesom Reed og Young pegede bagud mod tidligere tiders musikalske guldalder i en søgen efter ‘klassisk’ rock eller country.

Kurt Vile tilhører samme klub for nostalgikere.

Alligevel kaster han sig i stor stil over synthesizer på ’(Watch My Moves)’. Men selvfølgelig fortrinsvis retrolydende Moog – og er det endda sprød mellotron, vi hører på coveret af Bruce Springsteens deep cut ‘Wages of Sin’ mod slutningen af albummet?

Det er første gang, synth dominerer så meget hos Vile. Den større klangmæssige palet gør imidlertid meget godt, også selv om jeg sjældent har hørt instrumentet spillet så, ja, sjusket.

Men det underspillede hører til hos Kurt Vile og hans backingband, The Violators. Skramlet bas, simple trommer, repetitive guitarfigurer. At der nu er kommet et nyt element ind i lydbilledet, holder blot eksperimentlysten ved lige.

I nogle numre hjælper synthen Vile til at forstyrre den musikalske syntaks. På ‘Palace of OKV in Reverse’ giver baglænsmotiver og svampede akkordbrydninger fornemmelsen af drømmende slowmotion. »Was it real, or was it only but a dream«, spørger han talesyngende, og det lyder jo egentlig irriterende lommefilosofisk.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Men Vile slipper af sted med sin tågede beatpoesi, måske fordi han blander den op med selvudlevering. »Playing in the music room in my underwear / feeling fine, and then my psyche crumble«, synger han med energisk ugidelighed på ‘Flyin (Like a Fast Train)’ og følger op med et simpelt, såret »aah-aah-uuh«.

Albummet eksperimenterer med, hvor langt man kan trække ugideligheden, før den bliver for overspillet. Flere sange har et udtalt metalag, som balancerer lige på kanten af det selvsmagende.

Singleforløberen ‘Like Exploding Stones’ begynder med en falsk start, dekonstruerer sit omkvæd til uh-råb og annoncerer nye formled: »Taking off now / Moog making noise now / guitars feeding back now«. Men Vile bluffer den hjem: »I’m just kidding and I’m just playing / and this is just a way that I’m making a living«.

Der er en del af den slags halvt opsætsige, halvt neutraliserende passager på ’(Watch My Moves)’, som ifølge Vile selv er et album om netop sangskrivning.

Tættest på at vise kløer er han på ‘Fo Sho’ midtvejs. Oven på klassiske rocktrommer, forvrænget elguitar og svampet leadsynth messer han sit credo: »Even if I’m wrong, gonna keep on singing my song / … it’s probably gonna be another long song«.

Man må overgive sig, og det gør jeg også selv. Okay, albummet falder lovlig til ro på sidste halvdel, hvor den akustiske guitar får overtaget. Men roen bliver aldrig endimensionel, det er vel kvaliteten ved Kurt Vile. Han prøver faktisk stadig.


Kort sagt:
Det er let at forelske sig i Kurt Vile på ny med hans niende studiealbum. Han balancerer på kanten af det selvoptagede uden at falde ned i dybet.

Kurt Vile. '(Watch My Moves)'. Album. Verve Records.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af