‘C’mon You Know’: Liam Gallagher jagter det øjeblik, hvor sangskrivningen slår klik – det gør den ikke lige hver gang

‘C’mon You Know’: Liam Gallagher jagter det øjeblik, hvor sangskrivningen slår klik – det gør den ikke lige hver gang
Liam Gallagher. (Foto: Greg Williams)

Hvad er det, der inspirerer den tidligere Oasis-frontmand Liam Gallagher til at lave ny musik? Hvad vil han ud med her anno 2022? Hvad har han at sige, han ikke har sagt før?

Det er spørgsmål, jeg har grublet over for hver single, vi har fået fra Liam Gallaghers nye album ‘C’mon You Know’. Nogle af dem har endda været ganske stærke rockskæringer.

Eksempelvis har den ustandselige madchester-banger ‘Better Days’ dejligt dansable trommerytmer, et rigt lydbillede (med blandt andet nogle spicy strygere) og en øjeblikkeligt fængslende vokalmelodi – der efter sigende er interpoleret fra Tove Los ‘Bad Days’, men selv synes jeg, det er et stretch at sammenligne de to melodier.

Jeg ville være et skarn, hvis jeg benægtede, at ‘Better Days’ er et godt nummer. Men det er et nummer, jeg ikke kan mærke en særlig investeret kunstner i.

Liam Gallagher har et eller andet sted altid haft det problem, at hans musik kun er let at blive investeret i, så længe håndværket er der. Det har jo aldrig været artistiske statements, der drev værket. På de to første Oasis-album var håndværket bare af så ualmindeligt konsekvent høj kaliber, at der aldrig nogensinde var grund til at gruble over, hvad han egentlig ville sige.

Lad os sammenligne Liam Gallagher med rivalen Damon Albarn. Albarn har også skrevet sit udbud af sløje sange. Men et dårligt Albarn-nummer har ofte i det mindste nogle musikalske ideer, der tydeligt fascinerer ham – og tit har han mange tanker om samfundet, han længes efter at få ud i verden. De prisværdige ambitioner gør det let at tilgive et lidt kedeligt resultat.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Når jeg støder på en knap så velskåret Liam Gallagher-sang, sidder jeg derimod med en næsten eksistentiel følelse af: ‘Hvorfor spilder jeg min tid på at lytte til det her?’. Og Gallagher er ude af stand til at give mig et svar.

Kig eksempelvis på pikrock-braget ‘I’m Free’. Lyrisk er det en satire over de selverklærede ‘fritænkere’, man finder i konspirationsverdenen – med en direkte reference til Alex Jones’ website InfoWars. Men det er ikke en satire, der har særlig skarpe, unikke pointer om den mentalitet. Sangens egentlige synd er dog at besidde en ensformig melodi, hastigt trættende riffs og ikke mindst bizarre reggaestykker, der ikke rigtig passer med resten af lyden.

Så hvis den hverken sonisk eller lyrisk føles som om, Gallagher har noget på hjerte, hvorfor skal man så spilde sin tid på så sløset håndværk?

Omkring halvdelen af tracklisten lider af, at jeg stiller dette spørgsmål. De sentimentale Paul McCartney-pasticher ‘It Was Not Meant to Be’ og ‘Moscow Rules’ er ikke nær så fundamentalt dårligt skruet sammen som ‘I’m Free’, men de transcenderer aldrig Beatles-forlægget.

‘Too Good For Giving Up’ er en så hyperidyllisk selvtillidshymne, at den føles mere lalleglad end inspirerende. Og afslutteren (hvis vi ignorerer bonustracks) ‘Oh Sweet Children’ udskifter Lennon med McCartney i det, der føles som den mest langtrukne sang nogensinde til kun at vare tre minutter – simpelthen fordi den aldrig danner sin egen identitet.

Men der er heldigvis flere sange som ‘Better Days’. Den ligeledes dansable ‘Everything’s Electric’ er et klasseeksempel på Gallaghers øre for melodier, og på ‘Diamond in the Dark’ overtager ét hook nærmest altid, hvor det andet slap – velsammensat er sangskrivningen.

Åbningsnummeret ‘More Power’ er med sin effektive brug af børnekor et eksempel på, at de mere højtragende, sårbare sange stadig er noget, Gallagher behersker. Når vi når klimakset med alle strygerne, slår det hele bare klik.

For at vende tilbage til mit indledende spørgsmål, mistænker jeg, at det er det, der motiverer Gallaghers sangskrivning nu, hvis ikke siden starten: Jagten på de der øjeblikke, hvor kompositionen og lyden bare slår klik. Højst halvdelen af sangene på ‘C’mon You Know’ kan dog prale af den bedrift.


Kort sagt:
Der er nogle rigtig velsammensatte, melodiøse rocktracks på ‘C’mon You Know’, men omkring halvdelen af sangene er så fattige på gnister, at det kan undre, hvorfor Gallagher følte sig inspireret til at skrive dem.

Liam Gallagher. 'C'mon You Know'. Album. Warner.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af