‘Dance Fever’: Er der ikke snart nogen, som kan forløse Florence Welchs gigantiske potentiale?
Hvad er det, der holder Florence Welch tilbage?
Den 35-årige engelske sanger er et paradoks. Hendes vokal sitrer af ængstelse og kan fiksere de fleste med sin urolige skælven. Der er hele tiden et jordskred på vej, fornemmer man.
Alligevel er det altid et næsten formularisk, dunkende klimaks, hendes sange søger. Ikke sammenbruddet, men ekstasen.
Hun erkender det selv på ‘Dance Fever’, det nye album fra Florence + The Machine. »There is nothing else that I know how to do / but to open up my arms and give it all to you«, synger hun på anden skæring, ‘Free’.
Men sangen virker lalleglad med sin konstant pumpende bas og Jack Antonoffs filmiske produktion. »I am free«, proklamerer Welch og lyder som en mentalcoach. Er det ikke lige netop det, hun ikke er – fri?
I hvert fald er der et dionysisk potentiale på ‘Dance Fever’, som aldrig helt folder sig ud.
Albummet begynder overrumplende. ‘King’ er med lethed en af årets mest intenst ætsende præstationer. Et afpillet, indierocket lydbillede forvandles gradvist til Maskinens velkendte kulmination af frisatte strygere, harpe og tingeltangel.
Welch lyder imidlertid, som om hun er draget af et mørke i sig selv. »I am no mother, I am no bride, I am king«, indrømmer hun med lige dele beklagelse og trods, inden stemmen bliver helt guttural. Vi har aldrig været tættere på i hverken overført eller konkret betydning.
Det er næsten et Joker-øjeblik. Outsideren, der giver pokker i sin utilpassethed og annoncerer et stormløb. Welch har med sin blottede vokal den fulde kontrol og triumferer med et krigsråb.
Desværre ender hun med at trække sig. Resten af albummet kan ikke leve op til det løfte, ‘King’ afgiver.
Hvad der skulle have været et monument over et mytisk ritual om at danse sig ihjel, ender på ‘Choreomania’ som en tom opbygning af energi. »Something is coming«, synger Welch, men det kommer aldrig. Vi skimter en ond synthbas undervejs, som giver vokalen modspil, men den bliver udkonkurreret af et tindrende lyst instrumentarium.
Derfra kniber det med at holde fokus. Vi når forbi healingsekvensen ‘Back in Town’ og et par teatralske mellemspil med fingerknips og ritualistisk sangercirkel. Men albummets midte føles fastlåst i gamle former.
Især den faldende bas med dramatiske klavermarkeringer træder frem. Først i ‘Dream Girl Evil’, der med blæsere, tamburin, rumklang og fire slag i gulvet lyder som Adeles ‘Rolling in the Deep’.
Den indiegospel føles støvet. Det gør også westernpræget efterfølgende på ‘Cassandra’ med elguitar og orgel. Bedre fungerer det skramlede beat på den effektive ‘Daffodil’, hvor det nøgne udråbsomkvæd giver en fornemmelse af plads.
Men retningen er svær at blive klog på.
Ikke mindst når der følges op med discostrygere i den fængende, men lidt rodede coronarefleksion ‘My Love’. Eller når Florence + The Machine slutter af med forsigtigjazzede whiskers på ‘The Bomb’ og strandklar slideguitar på ‘Morning Elvis’.
Det er, som om det hele løber ud i sandet.
Florence Welch har aldrig været tættere på at prikke hul ind til de mægtige, mytologiske kræfter, hun bærer i sig. Men der mangler fokus, og derfor kommer ‘Dance Fever’ til at lyde som et rollespil – med stærke øjeblikke, men uden den store forløsning af potentialet.
Sæt Maskinen fri!
Kort sagt:
Florence + The Machine lægger an til det helt store, mytologiske ridt på deres femte studiealbum, ‘Dance Fever’. Det starter overrumplende, men fokusset svigter, og potentialet forløses aldrig.