Kashmirs genopstandelse i Royal Arena viste sjældent sete sider af bandet
For otte år siden meldte Kashmir ud, at de gik på pause. For fem år siden ændrede den pause sig til en decideret opløsning. Og for to et halvt år siden meddelte gruppen, at de alligevel ville vende tilbage – dog kun i live-format. Man skulle ikke forvente, at der kom ny musik.
Forsanger Kasper Eistrup har da også siden opløsningen virket langt mere interesseret i at kreere billedkunst og lytte til klassisk musik end i rocken, så jeg frygtede ærlig talt, at det var pengene, der motiverede gendannelsen.
Måske er jeg dog bare en kyniker. For hvis deres koncert i Royal Arena skulle være et cashgrab, var det godt nok et godt cashgrab, der hurtigt gjorde tvivlen til skamme.
Helt store hits som ‘Rocket Brothers’, ‘Mom in Love, Daddy in Space’ og ‘Splittet til atomer’ blev leveret i sobre, studienære udgaver. Det var ikke det mest ophidsende, hvis man har hørt sangene til hudløshed, men der var stadig masser af detaljerigdom i lyden – og salen osede af nostalgi og fællessang.
Men når setlisten bevægede sig væk fra de allermest radio-kanoniserede hits, tog bandet sig nogle flere friheder. Den lange, semi-proggede ‘No Balance Palace’ bevægede sig over noget dyster støjrock a la tidlig Sort Sol, over ufiltreret luftguitar-egnet arenarock, for da at gå til et let metallisk stykke, hvor Eistrups vokal var så animeret, at den ledte tankerne hen mod Iron Maidens Bruce Dickinson. Det mundede ud i noget blid, svævende artrock a la tidlig Genesis. Det var nogle sjældent sete sider af Kashmir, men de mestrede dem fornemt.
Apropos sjældent sete sider af Kashmir: de sidste par år af bandets oprindelige levetid nægtede de praktisk talt at anerkende eksistensen af deres to første album, de funk-grungede ‘Travelogue’ og ‘Cruzential’. Men i denne genopstandelse fik vi tre fanfavoritter derfra i spil. Alle var de dejligt grimme og beskidte – hvis jeg ikke var på en siddeplads, havde jeg nok spejdet efter en moshpit.
Men de blev samtidig leveret på et langt mere ambitiøst niveau, end det daværende post-efterskoleband var i stand til. ‘The Story of Jamie Fame Flame’ fik tilført en lækker, blueset guitarsolo og ‘Leather Crane’ bød på et længere, ret frækt instrumentalt stykke, hvor Henrik Lindstrand kom med nogle funky, jazzede indspark på orgelet.
‘Cruzential’-klassikeren ‘Vote for Dick Taid’ endte overraskende som aftenens måske bedste nummer. Den allerede hektiske dosis politisk funkpunk blev præsenteret med et intenst, hastigt blinkende lysshow og velvalgte videoklip bag bandet – hvor verdensledere delte skærmtid med kommercielle produkter og konsekvenser af klimaforandringer. Regner vi Eistrups dyriske skrig og den ustandselige instrumentale vildskab oveni, resulterede det i en decideret hårrejsende oplevelse.
To numre var dog i min optik alvorlige svipsere, begge fra gruppens (i min optik undervurderede) afsluttende album, ‘E.A.R.’. ‘Peace in the Heart’ blev så storladen, at sentimentaliteten i sangskrivningen gik lidt tabt. Ofte skændtes instrumenterne om plads i lydbilledet i stedet for at komplementere hinanden. Det blev simpelthen for bragende til rent faktisk at lyde godt.
I den anden ende var den oprindeligt upbeat popsang ‘Purple Heart’. Den startede meget stille og underspillet, for så at køre et crescendo, der udviklede sig til en storladen dosis arenarock. Det lød som hvis U2 anno deres mest selvhøjtidelige periode (2014?) forsøgte at genskabe Coldplays ‘Fix You’. Det var et ret anstrengt forsøg på at gøre en ellers glimrende sang mere højtragende, end den kunne holde til.
Disse to fejltrin hørte dog til undtagelserne. Alle fire medlemmer af Kashmir spillede generelt rigtig overbevisende, og kemien var gennemtrængende. Og så bliver jeg sgu ligeglad med, om det er et cashgrab eller ej.
Kort sagt:
Kashmir havde rig lyd, stærke lysshows og højt ambitionsniveau i Royal Arena. Og hvis vi ser bort fra to alvorlige svipsere, enten matchede eller overgik de studieudgaverne i deres fremførsel.