Drew Sycamore lovede en fest på Orange Scene, men det lød mere som en ordre

Drew Sycamore lovede en fest på Orange Scene, men det lød mere som en ordre
Drew Sycamore på Roskilde Festivals Orange Scene. (Foto: Bo Källberg/Soundvenue)

Med højtaljet tjekkethed og sølvglinsende rustning lignede Drew Sycamore en krigsklar valkyrie, da hun åbnede Roskilde Festivals mest ikoniske scene.

»Jeg mener det, når jeg siger, at det her bliver en fest«, prøvede hun. Var det et løfte eller en ordre?

Få mennesker har så driftsikker en hitmaskine som Sycamore, så festligt kunne det vel ikke rigtig undgå at blive. Hendes stramme pop lever af funkede beats og enkle melodier, som i de bedste øjeblikke omdanner verden til en kærlighedsstorm af catchiness.

På Orange Scene nåede vi bare aldrig dybere end den platoniske kærlighed.

Kraftig komprimering gav et klart lydbillede, men det var på bekostning af dynamik. Sycamore virkede både fysisk og musikalsk låst fast af det stramme setup, og de drifter, hun sang om, forblev et overfladefænomen. Hitparaden virkede klaustrofobisk.

Drew Sycamore på Roskilde Festivals Orange Scene. (Foto: Bo Källberg/Soundvenue)

»Okay, vi prøver lige noget«, udbrød hun undervejs. »Kan I lide fadøl?«, råbte hun så.

Der findes altså større eksperimenter her i verden.

Til gengæld var det befriende, når bandet en sjælden gang fik plads til at trække vejret. Det skete for eksempel på ’Bodytalk’, hvor Sycamore spillede et enkelt westernmotiv på sin orange elguitar. Et tiltrængt åndehul.

Den latterligt medrivende afslutning blev en forudsigelig triumf. Først med den percussive lyrik i ’45 Fahrenheit Girl’, siden med den tilbageholdte energi i ’I Wanne Be Dancing’.

Men mange numre gled identitetsløst ind og ud af hinanden i den stramme rytmemaskine. Det blev en fest på bestilling.

Drew Sycamore. Koncert. Roskilde Festival, Orange Scene.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af