PORTRÆT. At høre Jacob Collier forklare sin musik er lidt som at se ’Inception’. Hver gang man tror, man endelig har forstået én hemmelighed, åbenbarer der sig to nye. Der er sange inden i sangene, tonearter mellem tonearterne, lag på lag af ekstremt komplekse rytmer og harmonier. Det er ikke helt uden grund, at han er blevet kaldt zoomernes Mozart.
Med overraskende stort held er det lykkedes Collier at skabe en gennemnørdet udgave af funket r’n’b-pop, uden musikken lyder som pubertær MGK-jam. I 2020 blev hans seneste udgivelse, ’Djesse Vol. 3’, nomineret til en Grammy for årets album, hvilket i sig selv var så sensationelt, at han nok levede med, at prisen gik til Taylor Swifts ’Folklore’.
Det mest interessante den aften var nemlig, at Collier og den tilgang til musik, han repræsenterer, tog skridtet op på den allerstørste scene. Mere end nogen anden i det selskab er han en materialisering af YouTube, en kunstner, der som teenager lagde komplicerede DIY-covers op på tjenesten og siden har brugt den til at udveksle dristige musikalske ideer med sine følgere.
I livesendinger, der har strakt sig over hele dage, har man kunnet sende fragmenter af melodier til Collier, som så har brugt dem til at bygge sange med helt umulige harmoniske drejninger direkte i Logic. Eller også har han brugt timer på at gennemgå sine egne tracks for følgerne, spor for spor. Og spor er der mange af; hans personlige rekord er de 646 spor på den festlige ’All I Need’, der gæstes af Mahalia og Ty Dolla $ign.
Hans Mac Pro har så også 384 gigabyte hukommelse og en processor med 28 kerner. Prøv at gå ned i Elgiganten og bed om det samme.
Alting går hurtigt, når Collier forklarer og producerer. Det er lidt som at se verden omdannet til søjler af binær kode, når han navigerer i sine uendelige Logic-filer.
Men den 27-årige englænder – der spiller to udsolgte koncerter i Store Vega 14.-15. juli – er exceptionelt velformuleret. Pludselig flipper han helt ud, bliver den ivrigste musikteoretiker og taler om undertoner, negativ harmoni og symmetriske former i musikken.
Knap to millioner har set ham blive interviewet af mednørden June Lee. Første spørgsmål til Collier: Forklar lige det, du kalder den »super-ultra-hyper-mega-meta-lydiske skala«. Og det gør han så med et fjoget smil. Jeg skal nok lade være med at prøve det samme.
Følsom fyr hænger ud med Olivia Rodrigo
Da Disney tidligere i år præsenterede Olivia Rodrigos musikfilm ’Driving Home 2 U’, var det med en scene, hvor ’Sour’-sangeren sidder på kølerhjelmen af en lyseblå jeep sammen med Jacob Collier og taler om kærlighed, midt ude i ørkenen.
Måske handlede det om at vise, at en musikernes musiker som Collier sagde god for Rodrigo. Han udnævnte mere eller mindre ’Driver’s License’ til historiens bedste breakup-sang. Men det handlede vel også om at vise, at Collier er cool nok til at føre en afslappet samtale med et mainstreamikon uden at begynde at moonwalke baglæns gennem kvintcirklen.
Det kan godt være, han hænger ud med Quincy Jones og Herbie Hancock, og at hans musikalske begavelse er nærmest udenjordisk. Men han har også en meget direkte, følsom side. Nogle af hans mest gribende sange er ballader; enkle er de måske ikke, men dog medrivende.
Skulle det være en modsætning til at skrive komplekse, kloge sange? Ikke ifølge zoomernes Mozart. ’Hideaway’, en paradisisk slæbende ballade fra debutalbummet ’In My Room’, er på den ene side en overvældende lykkepille, på den anden side en musikteoretisk øvelse.
Nummeret starter med at stemme i 432 hertz, men slutter i 440 hertz. Altså lyder tonen a en anelse lavere i introen end i outroen. Collier, der har totalt gehør, justerer simpelthen selve tonaliteten i løbet af ’Hideaway’, fordi 432 hertz i hans sjældne ører lyder som noget indendørs, mens 440 hertz lyder udendørs. Musikken åbner sig i helt konkret forstand. ’Inception’!
Stormzys troldmand er internettets redning
Det er ti år siden, Jacob Collier begyndte at gå viralt med hjemmestrikkede covers af blandt andre Stevie Wonder. Allerede fra begyndelsen, hvor videoerne mest bestod af en håndfuld Jacob’er med variationer over viltert morgenhår, var de udvidede harmonier af en anden verden.
Siden kom alle former for instrumenter til, og Colliers private musikrum – han bor stadig hjemme med sin mor og sine søstre i det nordlige London – blev et fænomen. I 2017 fik han sin første Grammy for et latterligt vildt cover af temasangen til ’The Flintstones’.
Apropos ’Inception’ er Hans Zimmer bare en af de mange, der har det vildt over Collier. I en ny BBC-dokumentar kalder Stormzy ham en troldmand, mens Chris Martin kigger ud i luften som en drømmende hundehvalp og ikke forstår noget som helst, men bare gerne vil bruge Collier i sine sange. Så det har han – ligesom SZA, Alicia Keys og Kehlani – gjort.
Hvad er det, der fungerer så godt for Jacob Collier? Måske at han faktisk også kan finde ud af at begrænse sig. Men man forstår først less is more, når man har fundet ud af, hvad more kan være. Både det minimale og det maksimale får plads i den verden, han prøver at opbygge med sin musik.
Men måske er den vigtigste egenskab ved Collier hans fjogede begejstring. Nogle gange kan det være let at glemme, hvor fantastisk et potentiale internettet indeholder. Det kommer man i tanke om, når man ser det kæmpe fællesskab af musiknørderi, hans følgere dyrker. De lever for hans super-ultra-hyper-mega-meta-lydiske excesser.
Det er lidt som at se Leonard Bernstein – den amerikanske dirigent og komponist bag ’West Side Story’ – der med sine formidlingsevner gjorde klassisk musik til noget, alle forstod. Han blev et kulturelt ikon i 1950’erne, da han tonede frem på CBS og forklarede Beethoven for alle amerikanere.
Hos Collier er Beethoven bare skiftet ud med mikrotonalitet, semispirituel musikteori og futuristisk r’n’b. Hold godt fast.
Da vi gik ind i det 21. århundrede, blev nørden cool. Tænk Adam Brody i ’Orange County’. Nu er nørderi måske fortrængt af vrede som kulturel markør, se bare alle Twitter-tråde i verden nogensinde. Jacob Collier og det nuttet begejstrede fællesskab, han repræsenterer, er selvfølgelig en flok drømmere. Men de minder os om, at internettet godt kan være et fantastisk sted. Super-ultra-hyper-mega-meta-fantastisk.
Jacob Collier spiller to udsolgte koncerter i Store Vega 14.-15. juli.