1. Sudan Archives ‘Natural Brown Prom Queen’ (9. september)
Sudan Archives har lagt violinen på hylden – eller i hvert fald givet den knap så meget opmærksomhed som tidligere – selv om den ellers var definerende for hendes flotte 2019-debut. Men det gør ikke noget, når artpop-sangeren med knap så meget violin har udgivet nogle af sine bedste og mest eventyrlystne singler hidtil.
2. Sampa the Great ‘As Above, So Below’ (9. september)
Efter et imponerende debutalbum i 2019 og en efterfølgende stærk Roskilde-koncert har vi øjnene rettet mod dette raptalent fra Zambia, hvis konceptuelle toner fortsat lyder fængslende på de seneste singler.
3. Oliver Sim ‘Hideous Bastard’ (9. september)
The xx har ikke gang i meget som gruppe for tiden, men de tre medlemmer har gang i solokarriererne. I øjeblikket er der vind i sejlene for Oliver Sim, hvis solodebut blandt andet kommer til at inkludere den ømme ballade ‘GMT’.
4. Rina Sawayama ‘Hold The Girl’ (16. september)
Du så hende jo på Roskilde Festival. Du ved, at hun er popmusikkens fremtid. Og hvis du ikke så hende, så må du trøste dig selv ved at høre Rina Sawayamas nye album, hvor hun endnu en gang vil få 00’er-pop til at lyde futuristisk.
5. Whitney ‘Spark’ (16. september)
Man er altid i hyggeligt selskab, når indiefolk-duoen Whitney står for musikken. Med singlen ‘Real Love’ er der endda kommet lidt mere r’n’b over lyden, hvilket virker som et spændende tiltag.
6. Christine and the Queens ‘Redcar les adorables étoiles’ (23. september)
I bedste Bowie-ånd udforsker Chris sit nye alias Redcar på denne kommende udgivelse, hvor han at dømme ud fra sangteksterne primært kommer til at synge på fransk. Det bliver spændende, om han kan leve op til det høje niveau fra 2018-forgængeren ‘Chris’.
7. Alex G ‘God Save the Animals’ (23. september)
Apropos nyfundne identiteter: Lo-fi-kunstneren Alex G har droppet det akavede »(Sandy)« fra sit navn, mens han lader op til en udgivelse, der efter singlerne at dømme bliver et af hans mere rockede udspil.
8. Kid Cudi ‘Entergalactic’ (30. september)
Albummet ‘Entergalactic’ lander samme dag som en animeret serie af samme navn, som Kid Cudi også selv står bag. Han spiller hovedrollen, og omkring ham møder vi blandt andre 070 Shake, Timothée Chalamet, Jaden Smith, Macaulay Culkin og Ty Dolla Sign. Sikke et team.
9. Yeah Yeah Yeahs ‘Cool It Down’ (30. september)
De var stildefinerende for 00’erne’s indierockscene, men efter den skuffende 2013-udgivelse ‘Mosquito’ har der ikke været meget lyd fra dem. Yeah Yeah Yeahs vendte dog for nogle måneder siden fornemt tilbage med en smuk Perfume Genius-duet, så forventningerne til comebacket er høje.
10. Daphni ‘Cherry’ (7. oktober)
Dan Snaith er bedst kendt som indietronica-kunstneren Caribou, men han står også bag det mere rendyrkede house-alias Daphni. I 2019 udgav Daphni den vidunderlige ‘Sizzling EP’, og singlerne fra ‘Cherry’ har holdt samme høje standard.
11. The 1975 ‘Being Funny In a Foreign Language’ (14. oktober)
2020-albummet ‘Notes on a Conditional Form’ splittede både fans og kritikere (her på Soundvenue gav vi topkarakter). Forud for efterfølgeren har poprockgruppen udgivet de fornemme singler ‘Happiness’ og ‘Part of the Band’, og eventyrlysten er umiddelbart stadig i live.
12. Plains ‘I Walked With You a Ways’ (14. oktober)
Plains er en helt ny country-superduo bestående af Waxahatchee og Jess Williamson. Begge kunstnere har gennem årene storimponeret med deres respektive singer/songwriter-karrierer, og deres første single som duo, ‘Problem With It’, lover mere af samme kaliber.
13. Tove Lo ‘Dirt Femme’ (14. oktober)
Tid til lidt beskidt, klubbet popmusik. Musik så flabet, at Tove Lo vælger at sample ‘Popcorn’ (hør ovenfor). Elektroniske beats, man ikke kan sidde stille til.
14. Arctic Monkeys ‘The Car’ (21. oktober)
Forgængeren ‘Tranquility Base Hotel & Casino’ blev udgivet uden én eneste singleforløber. Vi mistænker, at Arctic Monkeys kører samme stunt endnu en gang, og vi tør slet ikke gisne om lyden.
15. Carly Rae Jepsen ‘The Loneliest Time’ (21. oktober)
De fleste popsnedkere ville aldrig være i stand til at toppe ‘Call Me Maybe’. Carly Rae Jepsen gør det hver eneste albumcyklus, og hun har allerede denne gang udgivet et lille popmesterværk med singlen ‘Beach House’. Vi er så klar på flere ørehængere.
16. Dry Cleaning ‘Stumpwork’ (21. oktober)
Sidste år fik postpunkerne i Dry Cleaning et velfortjent gennembrud, særligt grundet forsanger Florence Shaws unikke spoken word-vokal. Lige om lidt er de klar med efterfølgeren til debuten, og vokalens idiosynkratiske charme er stadig velbevaret.
17. 100 Gecs ‘10000 Gecs’
100 Gecs har hypet ‘10000 Gecs’ i evigheder, og omtrent halvdelen af hyperpop-duoens nylige Vega-koncert var materiale fra det kommende album. Det føles som om, det kan blive udgivet uden varsel når som helst, og så er det tid til mere vanvid, hvor ska, gamelan og electropop mødes smurt ind i autotune.
18. ASAP Rocky ‘All Smiles’
ASAP Rockys forhold med Rihanna har efter sigende inspireret ‘All Smiles’. Og, øh, den tidligere The Smiths-forsanger Morrissey medvirker åbenbart også på albummet. Vi ved ikke meget mere om ‘All Smiles’, men vi er da spændte på at se, hvordan Morrissey på et Rihanna-inspireret hiphopalbum lyder.
19. Björk ‘Fossora’
Björk har i noget tid antydet, at en efterfølger til 2017-albummet ‘Utopia’ var på vej. Nu har hun netop annonceret, at det udkommer dette efterår under titlen ‘Fossora’. Hun har også sagt, at to af sangene på albummet er skrevet til hendes mor, og at r’n’b/gospel-alkymisten Serpentwithfeet medvirker på et nummer.
20. Cardi B’s andet album
Vi har ventet i lang tid på en efterfølger til ‘Invasion of Privacy’, og diverse singler har gødet jorden. Men efter ‘Hot Shit’ kan der vel ikke være længe til endnu et album med potent traprap?
21. Grimes ‘Book 1’ og ‘Fairies Cum First’
Det er efterhånden svært at følge med i alle de ting, Grimes har gang i, men hun burde da stadig være i stand til at producere stærk elektronisk artpop. Hun har selv erklæret, at hendes næste album ‘Book 1’ bliver hendes hidtil bedste, og som opvarmning har hun annonceret en ep med den ejendommelige titel ‘Fairies Cum First’.
22. Sky Ferreira ‘Masochism’
Efter et rod af en mislykket Roskilde-koncert er det ikke fordi, vi nødvendigvis føler os særlig sikre på, at Ferreiras evigt udskudte albumtoer ‘Masochism’ rent faktisk er lige om hjørnet. Men den alternative synthpop-kunstner er da i det mindste begyndt at udgive nye singler igen, så alt håb er ikke ude.