Maggie Rogers laver fantastiske popsange – tænk hvis hendes tekster kunne matche det musikalske niveau
Da Maggie Rogers i 2017 gjorde sit indtog i musikbranchen, var hun på mange måder som skabt til tiden; hendes pludselige berømmelse kunne tilskrives et viralt YouTube-klip, hun tilsluttede sig et ekstremt lovende vækstlag af unge kvindelige indiepop-artister og producere, og hendes luftige vokal med de mange små knæk blev et lidt mindre poppet alternativ til den allestedsnærværende Julia Michaels-lyd (alle husker ‘Issues’).
Debutalbummet ‘Heard It In A Past Life’ (2019) cementerede dernæst, at hun var langt mere end blot god timing – hun var også en fantastisk sangskriver, sanger og producer, og albummet sikrede hende en Grammy-nominering som Best New Artist.
Siden da har den nu 28-årige amerikaner færdiggjort en uddannelse på Harvard, levet igennem en pandemi og, ikke mindst, færdiggjort sit andet album, ‘Surrender’. Et album, der bygger videre på takterne fra debuten, men samtidig tilføjer noget nyt til hendes elegante singer/songwriter-pop.
På ‘Surrender’ dyrker Maggie Rogers i høj grad det tidløse og klassiske; frisuren og de lange øjenvipper oser af Twiggy, flere steder skriger instrumenteringen Bruce Springsteen, og ‘That’s Where I Am’-musikvideoen har en næsten Bowie-excentrisk karakter (og indeholder desuden en cameo fra den mindst ligeså excentriske David Byrne).
Rogers kan sagtens bære den nye stil, og de 12 sange på ‘Surrender’ fremviser virkelig flot hendes sangskriverevner – denne gang i en mere rocket indpakning end man hørte på ‘Heard It In a Past Life’. Åbningsnummeret ‘Overdrive’ er tungt og stadionværdigt, og på ‘Shatter’ synger Rogers igennem som aldrig før på omkvædets »I don’t even care if it nearly kills me«.
Melodierne er elegante og intuitive, og særligt midtertracket ‘Be Cool’ er et sangskrivningshøjdepunkt fra Rogers’ hånd. Både melodi og produktion går op i en højere enhed, og sangen har en 90’er-grynet charme over sig, som passer vanvittigt godt ind i Rogers’ univers.
‘Be Cool’ er ifølge Rogers en hyldest til de venner, der hjalp hende med bevare roen under diverse corona-lockdowns. Et tema, der går igen på hele albummet, som er skrevet under – ja, du gættede rigtigt – corona-pandemien.
Der er ikke en finger at sætte på hverken sangskrivning eller produktion på ‘Surrender’, men lyrisk savner man dog, at der indimellem bliver gravet et par spadestik dybere.
Da Maggie Rogers annoncerede ‘Surrender’, skrev hun, at albummet skulle ses som »historier om vrede og fred og selvfrelse«. Og lige så abstrakt som den beskrivelse er, lige så abstrakte er en stor del af teksterne på albummet.
Rogers skriver om stemninger, forløsning og eufori, som jo er menneskelige og genkendelige følelser, men med det høje abstraktionsniveau og et primært metaforisk sprog rammer teksterne aldrig helt så dybt som hos singer/songwriter-kolleger a la Phoebe Bridgers, Lucy Dacus eller Taylor Swift for den sags skyld.
På den fine ‘I’ve Got a Friend’ (som i øvrigt har besøg af blandt andet Clairo) og balladen ‘Horses’ synger Rogers mere anekdotisk, og her kan man tydeligt mærke, at der er mere på spil. Den slags øjeblikke savner jeg lidt flere af i løbet af albummets 12 sange.
Rent musikalsk er ‘Surrender’ dog et virkelig stærkt album, der endnu engang viser Maggie Rogers’ åbenlyse talent. Hvis lyrikken med tiden kan matche det musikalske niveau, er der noget helt sublimt i vente.
Kort sagt:
Der er ikke en finger at sætte på hverken sangskrivning eller produktion på ‘Surrender’, men lyrisk savner man, at der indimellem bliver gravet et par spadestik dybere.