For fem år siden blev et meme til evigheden skabt.
Fyre Festival blev lanceret som en influencer-promoveret luksusfestival i Caribien, men var i virkeligheden et kaos af slatne ostemadder, ødelagte telte og en generel mangel på … ja, alt.
Billeder og videoer fra den katastrofale begivenhed gik viralt, og stort set hele internettet kunne hente popcorn, mens man så det hele gå til grunde i real time. Gik man glip af spektaklet, da det udfoldede sig, kunne man senere se det hele i to dokumentarer, der nærstuderede shitshowet.
Festivalens bagmand, Billy McFarland, har tilbragt størstedelen af det halve årti, der er gået siden Fyre Festival, bag tremmer. Men nu har han altså fået fodlænken af, hvilket han har fejret med et interview i New York Times, hvor han fortæller om sine nye planer.
McFarland har nemlig en gæld på over 25 millioner dollar – mere end 183 millioner danske kroner – som han på en eller anden måde skal få betalt tilbage som erstatning til alle de festivalgæster, han fuppede med Fyre.
Hvordan skal den dømte bedrager lykkes med det? Ét ord: Tech.
»Jeg kunne godt tænke mig at lave noget tech-baseret«, lyder det i interviewet. »Det gode med tech er, at de er så fremadsynede og mere villige til at tage risici. Hvis jeg arbejdede i finansverdenen, ville det være sværere at komme tilbage. Tech er mere åbent. Måden, jeg fejlede på, var helt forkert, men på en måde er det ok at fejle, når man er iværksætter«.
Ovenstående udmelding er i øvrigt interessant set i lyset af, at McFarland i interviewet også kommer med sit syn på, hvad der var skyld i hans fejltagelser og det gigantiske bedrageri med Fyre. Nemlig tech. Igen.
Specifikt er det tech-verdenens »målet helliger midlet«-tænkning, som McFarland – kombineret med hybris og uvidenhed – ser som årsagen til bedrageriet, som han altså afsonede fire år for. Nu vil han dog alligevel gerne tilbage på tech-scenen.