Hvorfor gør Pauline alting til et spørgsmål om liv og død?

Hvorfor gør Pauline alting til et spørgsmål om liv og død?
Pauline. (Foto: Mads Fisker)

Siden The Minds of 99 dukkede op for snart et årti siden, har vi set en regulær eksplosion af new wave-klingende, dansksproget poprock, der forener melankoli med stadion-sensibilitet: Patina, Kalaset, Drengestreger, Statisk, Undertekst, Jung, Zar Paulo – det føles som om, en ny gruppe er at finde om hvert hjørne.

Pauline hører til her, men er samtidig lidt af en afstikker i bølgen, for den er ikke synderligt rig på hverken kvindelige vokalister eller solokunstnere.

Men hun skiller sig også ud som sangskriver.

Hendes melodier er ofte ørehængere, og det er intet under, at hun har haft solid radiosucces på både P3 og P4 med de singler, hun har udgivet forud for debutalbummet ‘Noget for nogen’.

Men Pauline er også bemærkelsesværdig for sin gravitas. Skal man udpege nogle ligesindede i den boldgade, peger pilen mod Jung – hvilket nok også skyldes, at Jung-producer Ole Brodersen Meyer er inde over Paulines debut. Men hvor Jungs tekstunivers har for vane at blive så vagt, at trioen aldrig for alvor bliver følelsesmæssigt potente, er Pauline meget direkte.

Et omkvæd, der for fuld udblæsning lyder »Jeg vil bare se dig lide lidt, se dig lide lidt / jeg vil bare få det meget bedre, så meget, så meget bedre, hvis du lider lidt«, er så brutalt og dramatisk, at det klinger mere af 00’ernes emo-poprock end af Paulines kontemporære.

Det er isoleret set ret potent. Følelserne har lige så meget stadionformat som de pulserende trommer og de punchy riffs – og Paulines insisterende, affektive vokal gør kun følelserne større.

Der er aldrig skyggen af ligegyldighed over det emotionelle univers, hun præsenterer. Men heller ikke skyggen af selvironi. Det ville klæde Pauline af og til at tage et skridt tilbage og give en kæk metatekstuel anerkendelse af, hvor meget angst albummet byder på.

»Jeg vil brænde mig / brænde mig, så jeg kan sige, at jeg har levet«, lyder det på den akustiske ballade ‘At fryse om sommeren’, og angsten gentager sig på albummets sidste egentlige sang, ‘Livet venter ikke’; »og før vi ved det, er det forbi«.

Igen, det er næsten emo, hvor direkte hendes pinsel er kommunikeret, og uden en selvironisk pause fra tid til anden bliver al den konstante tristesse lidt trættende.

Det er smerte, der driver værket på ‘Noget for nogen’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

En af de få knap så direkte tekster finder vi på balladen ‘Når jeg dør’, hvor fortælleren indædt påstår, at hun ikke er bange for at dø, omend hele den omgivende tekst emmer af dødsangst. Mens jeg er fristet til at rose brugen af en upålidelig fortæller, sidder jeg bare tilbage og tænker: Jesus, det her album er mørkt – mørkere end det helt kan tillade sig.

Hvordan gik vi fra ekskæresten på hittet ‘Ny og næ’, der gav Pauline regn, da hun bad om læ, til blot to tracks derefter at overveje det uundgåelige faktum, at Pauline en dag skal dø?

Alt på det her album munder ud i dybdegående smerte og spørgsmål om liv eller død. »Vindende hvisker i dit øre: Du er i live, indtil du dør«.

Der er dog noget rigtig godt pophåndværk på ‘Noget for nogen’. Jeg elsker, hvordan trommerne på andet vers af den catchy banger ‘Helt blind’ går i gang præcis, idet Pauline synger ordet »banker«.

Og så har Pauline i bedste Hayley Williams-stil en vokallevering, der er følelsesladet nok til, at jeg aldrig er i tvivl om, at hendes følelser vitterligt er så højlydte.

Samlet bliver det hele bare lidt af en mundfuld.


Kort sagt:
Pauline albumdebuterer med nogle ret så velkonstruerede popsange, men melodramaet bliver så overgearet, at det risikerer at blive både ensartet og ude af proportioner, når alting gang på gang skal gøres til et spørgsmål om liv og død.

Pauline. 'Noget for nogen'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af