‘Spark’: Whitneys nye album er et optimistisk kram i en tid, hvor man let kan komme til at fokusere for meget på dårlige nyheder
Tænder man for nyhederne i disse dage, er det let at fodre ens indre pessimist. Klima og krig. Flygtninge og pandemi. Derfor er det skønt, at Whitney netop har udskrevet den perfekte kur i form af et ukueligt optimistisk, men langt fra perfekt tredje album.
Som altid kredser Whitneys sange om kærlighed, venskab, forelskelse og snigende breakups, men musikken dyrker også håb, optimisme og ideen om, at alt nok skal blive godt igen.
Som duoen synger allerede på albummets anden sang ‘Back Then’:
»We found a way to live while the world was burning / real life was caving in / good days were bound to end / never thought back then / we could learn to love again«.
I Whitneys univers er der håb og lys på den anden side af enhver krise, og det er selve albummet ‘Spark’ også en slags manifestation af i sig selv.
Siden debutalbummet fra 2016 har Whitney excelleret i deres helt egen »light in the attic / dusty old singles vibe« – for nu at bruge bandets egne ord. Men på duoens tredje album har tonen fået en anden lyd.
Da bandmedlemmerne Julien Ehrlich og Max Kakacek under de senere års nedlukninger begyndte at arbejde på ny musik igen, stod de nemlig også ansigt til ansigt med erkendelsen af, at den stil, der havde udgjort fundamentet på deres to første album, ikke længere inspirerede dem.
I stedet lod de sig inspirere af en anden slags nostalgi i form af popidoler som Usher og Gwen Stefani, der dominerede på fjernsynsskærmen i deres barndom.
Dermed ikke sagt, at Whitney er gået fuld 00’er-pop, men deres organiske og varme Laurel Canyon-folk er blevet erstattet af et mere elektronisk, disco-groovet og ligefrem dansabelt udtryk med antydninger af r’n’b.
På den måde er ‘Spark’ muligvis Whitneys mest nuancerede album til dato. De næsten hiphop-venlige grooves giver sange som ‘Real Love’ og ‘Never Crossed My Mind’ en helt ny drivkraft, men der er også sange som ‘Heart Will Beat’, der lyder, som Whitney altid har gjort.
I det hele taget er ‘Spark’ ikke så stor en forandring, som man kunne forledes til at tro ved første lyt. Langt hen ad vejen er kernen i Whitneys sangskrivning den samme. Den er bare blevet sendt gennem en ny musikalsk prisme, der spreder makkerparrets velkendte sangskrivning og øre for den gode melodi ud i nye retninger.
Desværre hænder det dog også, at netop den gode sangskrivning bliver lidt glemt i jagten på et nyt udtryk. Især på albummets sidste halvdel er det som om, at Whitney sommetider mister retningen i lækre studieeksperimenter, hvor de kæler for detaljen, men også farer vild i lag af loops og harmonier – som på sangene ‘Self’ og ‘Terminal’, der begge føles smukke, men også lidt uforløste.
Det er smooth og lækkert, men noget af den naive charme, der gjorde Whitneys første par album så unikke, går desværre tabt i det generelle udtryk på ’Spark’.
Den nye indpakning føles på en måde mere kold og maskinel. Og det er synd. For Whitney er bedst, når man kan mærke varmen og menneskeligheden hos de to bagmænd.
Hvilket man heldigvis også kan nogle steder på ’Spark’.
»I know this life / only brings bad news / but I’m gonna try / to hold on to you«, synger de for eksempel på den smukke og afdæmpede ‘Twirl’, så musikken føles som et trøstende og håbefuldt kram.
Kort sagt:
På deres tredje album har Whitney lagt deres nostalgiske signaturlyd på hylden til fordel for en mere elektronisk poppet lyd, men kernen i deres sangskrivning er stadig den samme.