Rihannas første single i seks år lyder mere som ‘Mamma Mia’ end ‘Black Panther’

Den gode nyhed er, at Rihanna udgiver musik igen. Den dårlige er, at hendes første single i over et halvt årti er lidt af et antiklimaks.
Rihannas første single i seks år lyder mere som ‘Mamma Mia’ end ‘Black Panther’
Rihanna. (Foto: PR)

KOMMENTAR. Rihannas ’Lift Me Up’ er mange ting.

Det er superstjernens første single i seks år. Den er samtidig også en hyldest til skuespilleren Chadwick Boseman, der spillede titelrollen i ’Black Panther’ og døde af kræft i 2020.  

Nummeret er med på soundtracket til efterfølgeren til dén film og skal således fungere som alvorsfuld hyldest til den tidligere hovedperson og samtidig være dramatisk nok til at fungere som del af et soundtrack til en Marvel-film. Der er også allerede hviskerier om, at ’Lift Me Up’ har Oscar-chancer for bedste sang.

Rihanna-comeback, Boseman-hyldest, Oscar-kandidat: Som sagt, mange ting.

Men frem for alt er det stille ’Lift Me Up’ én ting: Et antiklimaks.

Sangen føles ikke som Det Store Comeback for Rihanna, men mere som en ret så klassisk soundtrack-udgivelse.

Det er i virkeligheden fint nok. Rihanna har længe virket ligeglad med forestillingen om, at hun skal skabe hits for at leve op til sin popstjernestatus. Se bare ’Anti’ som bevis.

I det perspektiv er det passende, at hun ikke vender tilbage med, lad os sige, en ny ’Bitch, Better Have My Money’. Men med noget stille, smukt og underspillet.

Problemet er bare, at ’Lift Me Up’ også er et antiklimaks som ballade. Sangen etablerer en øm stemning, og det er fantastisk at høre Rihannas stemme igen. Men så … sker der bare ikke rigtig så meget.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Sangen står stille. Der er ingen trommer og intet momentum. Ingen power. Man sidder og venter på en bevægelse, der aldrig kommer.

En spansk guitar triller sagte i baggrunden, mens Rihanna leverer noget, der lyder som en blanding af en vuggevise og afskedssang. Det lyder som noget, der kunne spilles til en begravelse.

En afskedssang kan ellers gå mange veje.

Den kan udtrykke håb som Janet Jacksons ‘Together Again’, krænge smerten ud som så mange ballader eller skildre savnet som Puff Daddys ’I’ll Be Missing You’. Rihanna vælger at lave en lullaby: En sang at drømme sig væk til.

»Hold me when you go to sleep«, synger hun, og man er lige ved selv at finde nærmeste hovedpude.

Min kollega Sofie Aukdal har sammenlignet sangen med ABBA’s ’I Have A Dream’, hvilket rammer den halvt søvnige, halvt højtidelige stemning meget godt: Det her lyder mere som ’Mamma Mia 3’ end som ’Black Panther’.

Det stilistiske valg er der to problemer i.

Dels, at hvem som helst egentlig kunne have sunget det her nummer. Den føles som en generisk, storladen soundtrack-sang, ikke som en Rihanna-sang.

Dels, selvfølgelig, at ’I Have A Dream’-vibes hverken er det, man havde håbet på fra et Rihanna-comeback eller af en hyldest til Chadwick Boseman.

Selvfølgelig er det en smuk tanke at skabe en vuggevise til den afdøde skuespiller.

Men havde det ikke været langt mere interessant at hylde ham med en sang, der spejlede Black Panther-karakterens styrke? Havde sådan en medrivende sang ikke også givet os et mere interessant Rihanna-comeback?

Det finder vi aldrig ud af.

For det, vi har fået, er ’Lift Me Up’. En sang, der lykkes med det umulige: At få både Bosemans Sorte Panter og Rihannas comeback til at virke søvndyssende.  

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af