The Cures eminente koncert i Royal Arena gjorde mig forelsket i bandet på ny
Lad mig lige få to halvmavesure »anmeldere finder altid noget at brokke sig over«-pointer af vejen, inden jeg begynder at rose The Cures koncert i Royal Arena til skyerne.
For det første: Det nye nummer med titlen ‘And Nothing Is Forever’ var ikke særlig godt. Dens romantiske soundscape nærmede sig det banale, som var det soundtracket til en Lifetime-film eller en dårlig romcom.
Og som mange andre Cure-sange varede den længe, men her uden substansen til at holde den oppe. De to andre nye tracks, ‘Alone’ og ‘Endsong’, var dog betydeligt stærkere.
For det andet: Fra tid til anden jokkede Robert Smith i spinaten med sit guitarspil. Det var aldrig katastrofalt eller noget, og han indrømmede det endda selv på et tidspunkt: »Hvis du laver en fejl, så sørg for at lave den to gange; så tror folk, det er med vilje«, forklarede han spøgefuldt fra scenen.
Den store konklusion fra knap tre timer i selskab med The Cure fredag aften var dog ikke disse petitesser, men i stedet hvor eminent bandet omfavnede deres alsidighed.
The Cure er et af de få bands, der trækker tråde til både artsy, støjende shoegazere som My Bloody Valentine og til mainstream-hitmagere som Adele.
De kan få os til at synge med på fængslende new wave-sange, de kan skabe bragende arenarock-momenter, de kan lave dyster gothrock, og de kan lave øm dreampop – og i Royal Arena gjorde de det hele.
De havde elegant gemt størstedelen af de mest poppede (og mest populære) skæringer til sidst. De lød skønt, og den dag jeg ikke længere bliver rørt af ‘Just Like Heaven’ eller ‘In Between Days’ har jeg nok groet et hjerte af sten.
Den slags sange var overvejende ret studienære, men tiltag som lidt crooning i slutningen af ‘Friday I’m In Love’ og scatsang til sidst i ‘Close To Me’ (som Robert Smith i øvrigt gav den kæreste lille dans til) gjorde, at det heller ikke føltes for indøvet.
Arenarock er ikke det, man typisk forbinder med The Cure, men de forstod stedvist at brage igennem med en lyd, der kun er så store sale værdig.
Der blev endda sat et trommecam op på storskærmen bag gruppen under ‘Push’, hvis riff bragede løs med en kraft, der kommanderede publikum til at klappe i takt.
Robert Smiths ængstelige råben under ‘Fascination Street’ ville gøre de fleste posthardcore-vokalister til skamme, og under ‘Burn’ kunne Smith og bassist Simon Gallup ikke dy sig fra at posere med deres spader, som var det en hardrockbanger – hvilket det faktisk lidt blev i liveudgaven, når der kom ekstra meget støj på guitarerne, og trommeslager Jason Cooper vakte mindelser om John Bonhams mest dyriske stunder.
Den instrumentale ekvilibrisme blev hjulpet godt på vej af, at lyden var knivskarp. Hvis ikke den havde været det, ville jeg blandt andet ikke kunne nyde, hvordan Gallup på et nummer som ‘A Night Like This’ havde en så levende bas, at den næsten kunne være en tilfredsstillende, drabelig komposition for sig selv, isoleret fra resten af instrumenterne. Og jeg ville næppe kunne sætte pris på, hvor mange makabre følelser Robert Smith var i stand til at kommunikere gennem ét enkelt skrig i starten af ‘Want’.
Der var så meget finesse over hele linjen, at jeg om muligt gik ud af salen som større Cure-fan, end jeg var, da jeg trådte ind. Og jeg har lyttet til dem, siden jeg var teenager, så det siger noget om, hvor meget detaljerigdom denne koncert emmede af. Det var fredag, og jeg blev forelsket i The Cure på ny!
Kort sagt:
The Cure serverede en mangefacetteret koncert, der både rummede det drømmende, det ængstelige, det arenarock-storladne og det helt poppede – og alle disse sider af gruppen blev fremvist med vellyd og detaljerigdom i spandevis.