Weyes Blood tryllebandt Vega og gjorde klichéer til visdomsord

Weyes Blood tryllebandt Vega og gjorde klichéer til visdomsord
Weyes Blood i Store Vega. (Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue)

Du kender sikkert myten om Narcissus, navnefaren til begrebet narcissisme. Romantiske tilnærmelser interesserede ikke den unge smukke mand, der endte sine dage med at stirre i en vandpyt. Forgabt i sit eget selvbillede.

Den græske myte har igennem tiden været udsat for et væld af kunstneriske fortolkninger – fra Michelangelo til Alanis Morissette – og kan med rette siges at være en gennemtærsket reference. En kliché.

Men i Store Vega pustede Weyes Blood nyt liv i den ældgamle fortælling med sangen ’God Turn Me Into a Flower’, der står tilbage som et af højdepunkterne fra onsdagens koncert.

Scenen med bandet blev mørklagt og Natalie Laura Mering stod i et spotlys iført, som altid, sin middelalderlige, kridhvide kjole. Varme, analoge synthesizer-flader lagde sig som en frodig skovbund under hendes vokal, der i lange koriske fraser søgte ud af mørket og mod himlen.

På en skærm kørte en hektisk video med arkivklip sat sammen af BBC-dokumentaristen Adam Curtis. Videoens zappende stil skabte en fascinerende modvægt til musikkens tålmodige væsen.

Weyes Blood i Store Vega. (Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue)

Her blev Merings sangskrivning sat på spidsen: det uligevægtige forhold mellem acceleration og fordybelse, som også er hendes incitament for at placere Narcissus-myten i nutiden. »You see the reflection and you want it more than truth«, sang hun med en indlevelse, der løftede ordene ud af deres floskler. 

Weyes Blood længes efter nærværende relationer i hverdagens filtrerede skærmvælde, hvor menneskets verdensbillede kan indfanges med en selfiestang.

’Twin Flames’, der handler om adskilte sjælefrænder, skabte med sine bossa-vibes en forfriskende afløsning af den henslængte og velspillede folkrock, der prægede størstedelen af koncerten.

Nummeret med det medrivende omkvæd i Merings lyse register gled i over i en aldeles veloplagt udgave af det store epos ’Movies’ fra gennembrudsværket, ’Titanic Rising’.

Sangen, der knækker over på midten med den karakteristiske overgang fra synth-arpeggio til violin-bariolage, fik en ekstra dramatisk anden akt i live-udgaven. Buldrende synthbas fyldte hele rummet ud som et mytologisk uvejr, der tordnede om Merings vokal.

Med sin stoiske fremtoning i den hvide kjole og skridsikre vokal vågede hun over salen som et lysende fyrtårn i stormen.

Herefter blev koncerten ført sikkert i havn med Weyes Bloods barokpoppede signatur på numrene ’Andromeda’ og ’Hearts Aglow’.

Da det sidste ekstranummer – en sitrende og nedbarberet udgave af ’A Given Thing’ – sluttede med frasen »I can’t tell where you end and where I begin«, satte Mering et stærkt punktum for den tematisering af samhørighed, der var blevet spredt ud over hele koncerten.  


Kort sagt:
Weyes Blood viste med sin fortryllende koncert i Vega, hvordan klichefyldte sætninger får en anden vægt, når de kommer fra hendes mytologisk fascinerende vokal.

Weyes Blood. Koncert. Store Vega.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af