Weyes Blood tryllebandt Vega og gjorde klichéer til visdomsord
![Weyes Blood tryllebandt Vega og gjorde klichéer til visdomsord](https://soundvenue.com/wp-content/uploads/2023/02/DSF2654-2192x1233.jpg?v=1675334584)
Du kender sikkert myten om Narcissus, navnefaren til begrebet narcissisme. Romantiske tilnærmelser interesserede ikke den unge smukke mand, der endte sine dage med at stirre i en vandpyt. Forgabt i sit eget selvbillede.
Den græske myte har igennem tiden været udsat for et væld af kunstneriske fortolkninger – fra Michelangelo til Alanis Morissette – og kan med rette siges at være en gennemtærsket reference. En kliché.
Men i Store Vega pustede Weyes Blood nyt liv i den ældgamle fortælling med sangen ’God Turn Me Into a Flower’, der står tilbage som et af højdepunkterne fra onsdagens koncert.
Scenen med bandet blev mørklagt og Natalie Laura Mering stod i et spotlys iført, som altid, sin middelalderlige, kridhvide kjole. Varme, analoge synthesizer-flader lagde sig som en frodig skovbund under hendes vokal, der i lange koriske fraser søgte ud af mørket og mod himlen.
På en skærm kørte en hektisk video med arkivklip sat sammen af BBC-dokumentaristen Adam Curtis. Videoens zappende stil skabte en fascinerende modvægt til musikkens tålmodige væsen.
![](https://soundvenue.com/wp-content/uploads/2023/02/DSF3550.jpg)
Her blev Merings sangskrivning sat på spidsen: det uligevægtige forhold mellem acceleration og fordybelse, som også er hendes incitament for at placere Narcissus-myten i nutiden. »You see the reflection and you want it more than truth«, sang hun med en indlevelse, der løftede ordene ud af deres floskler.
Weyes Blood længes efter nærværende relationer i hverdagens filtrerede skærmvælde, hvor menneskets verdensbillede kan indfanges med en selfiestang.
’Twin Flames’, der handler om adskilte sjælefrænder, skabte med sine bossa-vibes en forfriskende afløsning af den henslængte og velspillede folkrock, der prægede størstedelen af koncerten.
Nummeret med det medrivende omkvæd i Merings lyse register gled i over i en aldeles veloplagt udgave af det store epos ’Movies’ fra gennembrudsværket, ’Titanic Rising’.
Sangen, der knækker over på midten med den karakteristiske overgang fra synth-arpeggio til violin-bariolage, fik en ekstra dramatisk anden akt i live-udgaven. Buldrende synthbas fyldte hele rummet ud som et mytologisk uvejr, der tordnede om Merings vokal.
Med sin stoiske fremtoning i den hvide kjole og skridsikre vokal vågede hun over salen som et lysende fyrtårn i stormen.
Herefter blev koncerten ført sikkert i havn med Weyes Bloods barokpoppede signatur på numrene ’Andromeda’ og ’Hearts Aglow’.
Da det sidste ekstranummer – en sitrende og nedbarberet udgave af ’A Given Thing’ – sluttede med frasen »I can’t tell where you end and where I begin«, satte Mering et stærkt punktum for den tematisering af samhørighed, der var blevet spredt ud over hele koncerten.
Kort sagt:
Weyes Blood viste med sin fortryllende koncert i Vega, hvordan klichefyldte sætninger får en anden vægt, når de kommer fra hendes mytologisk fascinerende vokal.