Weyes Blood tryllebandt Vega og gjorde klichéer til visdomsord
Du kender sikkert myten om Narcissus, navnefaren til begrebet narcissisme. Romantiske tilnærmelser interesserede ikke den unge smukke mand, der endte sine dage med at stirre i en vandpyt. Forgabt i sit eget selvbillede.
Den græske myte har igennem tiden været udsat for et væld af kunstneriske fortolkninger – fra Michelangelo til Alanis Morissette – og kan med rette siges at være en gennemtærsket reference. En kliché.
Men i Store Vega pustede Weyes Blood nyt liv i den ældgamle fortælling med sangen ’God Turn Me Into a Flower’, der står tilbage som et af højdepunkterne fra onsdagens koncert.
Scenen med bandet blev mørklagt og Natalie Laura Mering stod i et spotlys iført, som altid, sin middelalderlige, kridhvide kjole. Varme, analoge synthesizer-flader lagde sig som en frodig skovbund under hendes vokal, der i lange koriske fraser søgte ud af mørket og mod himlen.
På en skærm kørte en hektisk video med arkivklip sat sammen af BBC-dokumentaristen Adam Curtis. Videoens zappende stil skabte en fascinerende modvægt til musikkens tålmodige væsen.
Her blev Merings sangskrivning sat på spidsen: det uligevægtige forhold mellem acceleration og fordybelse, som også er hendes incitament for at placere Narcissus-myten i nutiden. »You see the reflection and you want it more than truth«, sang hun med en indlevelse, der løftede ordene ud af deres floskler.
Weyes Blood længes efter nærværende relationer i hverdagens filtrerede skærmvælde, hvor menneskets verdensbillede kan indfanges med en selfiestang.
’Twin Flames’, der handler om adskilte sjælefrænder, skabte med sine bossa-vibes en forfriskende afløsning af den henslængte og velspillede folkrock, der prægede størstedelen af koncerten.
Nummeret med det medrivende omkvæd i Merings lyse register gled i over i en aldeles veloplagt udgave af det store epos ’Movies’ fra gennembrudsværket, ’Titanic Rising’.
Sangen, der knækker over på midten med den karakteristiske overgang fra synth-arpeggio til violin-bariolage, fik en ekstra dramatisk anden akt i live-udgaven. Buldrende synthbas fyldte hele rummet ud som et mytologisk uvejr, der tordnede om Merings vokal.
Med sin stoiske fremtoning i den hvide kjole og skridsikre vokal vågede hun over salen som et lysende fyrtårn i stormen.
Herefter blev koncerten ført sikkert i havn med Weyes Bloods barokpoppede signatur på numrene ’Andromeda’ og ’Hearts Aglow’.
Da det sidste ekstranummer – en sitrende og nedbarberet udgave af ’A Given Thing’ – sluttede med frasen »I can’t tell where you end and where I begin«, satte Mering et stærkt punktum for den tematisering af samhørighed, der var blevet spredt ud over hele koncerten.
Kort sagt:
Weyes Blood viste med sin fortryllende koncert i Vega, hvordan klichefyldte sætninger får en anden vægt, når de kommer fra hendes mytologisk fascinerende vokal.