Min indre gymnasieindiepige jubler over Feists nye album ’Multitudes’
Hvor var du i 2007?
Jeg var lige startet i 1. g, og har nok sjældent været så identitetssøgende som da. Men til undsætning kom så canadiske Leslie Feist med sit absolutte gennembrudsalbum, ’The Reminder’.
De bløde, folkede toner derfra udgjorde min klippe midt i nye sociale indtryk, matematikafleveringer og busture hjem til forstaden med main character-syndrom. Som en svamp sugede jeg blandingen af intellektuelle sadgirl-vibes, optimistiske klappefigurer og quirky vokalarrangementer til mig.
Siden da har Feist primært været et nostalgisk og sporadisk bekendtskab for mig.
Med kun to album siden 2007 er det heller ikke, fordi hun har sat en dyd i at være ovenud produktiv. Til gengæld har Feists musik holdt et konsekvent højt kvalitetsniveau på det mere attitudefyldte album ’Metals’ fra 2011 og lofi-skramlede ’Pleasure’ fra 2017.
Seks år senere er Feist nu igen på musikalsk fremmarch med sit femte album, ‘Multitudes’.
Et album, som man må siges sparkes i gang med et brag på den Caroline Polachek-lydende ‘In Lightning’.
Med skæve taktarter fra første anslag (i først fem og så fire, hvis man er teorinørd) og dissonerende korklange, minder nummeret mit nu +30-årige selv om, hvorfor en ung spirende musiknørd var så fascineret af Feists lydunivers.
Det er den nærmest Bowie-klingende ’Borrow Trouble’ med sin medrivende kakofoni af tunge trommer, forvrænget saxofon og fandenivoldske råb på samme måde udtryk for.
Det virker nemlig, som om Leslie Feist udnytter alle virkemidlerne i teoribogen, og på den måde løber musikken også risikoen for at virke fortænkt. ’Multitudes’ føles dog nærmere som et møde med en kunstner, der besidder legesyge og musikalsk overskud i lige mål.
Både ’In Lightning’ og ’Borrow Trouble’ skiller sig dog ud på albummet, som derudover primært indeholder det, man vel med rette kan kalde Feists spidskompetence: Nemlig de klassiske folksange.
Her træder hendes elegante vokal og tekstunivers tydeligt frem mellem drømmende intermezzoer og detaljerige fingerspil, som understøtter de smukke melodilinjer på eksempelvis ’Forever Before’, hvor Feist rammende besynger sin nye tilværelse som mor til sin adoptivdatter.
Den ode til det mere alternative moderskab og livets begyndelse står side om side med døden på ’Multitudes’ (heraf titlen), mest tydeligt på ’Become The Earth’ hvor Feist behandler farens død over en hjemsøgende instrumentering og et næsten universalromantisk fokus på, hvordan vi alle i sidste ende er forbundne gennem naturen – og kærligheden ikke mindst.
I det hele taget kredser ‘Multitudes’ tekstligt om at acceptere, hvordan livet ofte ender anderledes, end vi forestillede os.
»We will struggle with the truth / That sometimes we don’t get to / Love who we are meant to,« synger Feist på ’Love Who We are Meant To’ og indkapsler på den måde det smukke i, hvordan kærligheden og livets mange bristede håb og tab kan føre os på nye og måske rigtigere veje.
Det er dog ikke altid, Feist formår at gøre de store eksistentielle tanker til noget nært og vedkommende.
På eksempelvis den Joni Mitchell-inspirerede ’The Redwing’ eller ’Calling All the Gods’ bliver tekstlinjer som »The earth sustains all different kinds of people« udtryk for en flad spirituel tematik, hvor man som lytter bliver i tvivl om, hvor Feist egentlig er i musikken. Den overtænkning, der som tidligere nævnt ikke er til stede musikalsk, viser sig stedvist tematisk.
Det udgør dog et fåtal af øjeblikke på ’Multitudes’, der overordnet må siges at emme af musikalsk overskud og indie excellence. Min indre gymnasiepige jubler.
Kort sagt:
’Multitudes’ rummer store følelser og udnytter alle teoribogens virkemidler. Albummet har legesyge og musikalsk overskud i lige mål – det er indie excellence.