På ’First Two Pages of Frankenstein’ opgiver The National at finde nye måder at være The National på – det er både godt og skidt
Albumtitlen ’First Two Pages of Frankenstein’ henviser til, at The Nationals Matt Berninger ved læsningen af to tilfældige sider i Mary Shelleys gotiske klassiker fra 1818 stødte på ord og sætninger, der for ham indkapslede den depression og skriveblokering, han led under i tiden efter udgivelsen af forgængeren ’I Am Easy To Find’.
Det er for så vidt lidt ironisk, at udgivelsen med sin ikke just mundrette titel præsenterer et band, der synes afklaret med ikke at forsøge at finde nye måder at være The National på.
Forgængeren fra 2019 virkede nemlig netop som et lidt for ofte halvhjertet forsøg på at vriste noget nyt ud af en formel – driftssikker alternativ rock tilsat Berningers patenterede blanding af belæsthed og svidende selvironi leveret med en rødvins-snøvlet vokal – som peakede i populærbevidstheden sådan cirka omkring udgivelsen af singlen ’Bloodbuzz, Ohio’ i 2010.
Med ’Frankenstein’ er Brooklyn-kvintetten – der nu om stunder er spredt ud over den ganske verden – vendt tilbage til sig selv. Det er både en god og en mindre god nyhed.
Det gode er, at bandet ikke siden ’Trouble Will Find Me’ har virket så opsat på at skrive sange, man kan nynne med på.
Den mindre gode nyhed er, at bandets lyd er som en fotokopi af en fotokopi af en spændende originaltegning.
Der er meget lidt variation i lydbilledet, der nærmer sig det harmløse eller tilforladelige. Man savner, at musikken føles påtrængende – også for bandet selv.
Når Bryan Devendorfs hektisk opfindsomme trommespil (der var så afgørende et trumfkort på eksempelvis hovedværket ’Boxer’) erstattes af søvnige trommemaskiner på blandt andet førstesinglen ’Tropic Morning News’ tager man sig i at tænke, at kreativ altmuligmand Aaron Dessner, der brugte pandemien på at smede kreative bånd med selveste Taylor Swift, har en lige lovlig tilbagelænet tilgang til sit day job i The National.
Bevares, jo mere man lytter til ’Frankenstein’, des mere sætter de skridsikre melodier sig fast og gør næsten behovet for mere instrumentel opfindsomhed overflødig.
Men når man så vækkes af sin behagelige slummer, som når der en sjælden gang sker noget lydmæssigt uventet (som den anderledes trommerytme og –miksning på ’Ice Machines’) ærgrer man sig alligevel over, at bandet så ofte forfalder til så lidet ophidsende lydkulisser.
Melodierne er af generelt høj kvalitet: ’Grease in Your Hair’ forsøger formentlig at indfange den samme vildskab som på ’Mr. November’. Det lykkes ikke helt, men melodien er svær ikke at skråle med på.
’This Isn’t Helping’ (med allestedsnærværende Phoebe Bridgers på backing-vokal) er lige så stilfærdigt smuk som dens protagonist er forbitret. Taylor Swift bidrager med en fin kontramelodi i omkvædet til den behersket optimistiske ’The Alcott’.
De to stemmer klæder hinanden overraskende godt. ’Once Upon a Poolside’ og ’Send For Me’ henholdsvis åbner og lukker albummet med klaverbåret, melankolsk vægt uden alt for mange Dessner-dikkedarer i lydbilledet.
Lyrisk er Berninger heldigvis mere ramsaltet og associerende end musikkens præg af The National-by-numbers lægger op til. På de sidste par album har han generelt besunget midtlivs- og parforholdskrisens til tider ydmygende ritualer. Men han gør det med større konsekvens end tidligere på ’Frankenstein’.
Allerede åbningssangen ’Once Upon A Poolside’ beskriver en ubalance i parforholdet, som synes at være en rød tråd på tværs af albummets 11 sange. Manden er den udsultede undermåler, der forfalder til selvhad: »I’m not doing anyone any kind of favors / watching airplanes land and sink into the pavement«.
På ’Eucalyptus’, en oplagt kandidat til albummets mest melodisk smittende skæring, oplister fortælleren alle de ting, der skal fordeles mellem parret ved det uundgåelige brud. Den kumulative effekt er sært rørende, også og måske især des mere nørdede genstandene er: Hvem skal have vinylpladerne med Cowboy Junkies og Afghan Whigs?
Afslutningsnummeret ’Send For Me’ markerer en slet skjult omvending: Her er taberhunden, der forgæves forsøger at være noget i den andens øjne, forvandlet til den beskytter, der ønsker at gøre det klart, at han ser den anden og står parat til at smide alt det, han har mellem hænderne for at hjælpe. Han er pludselig i stand til at række ud.
Man kan også sige det på den måde, at sidste sang er første sang, hvor Berningers fortæller forsøger at handle – og skabe håb – frem for at være en fange i sin egen misantropi.
På den måde peger ’First Two Pages of Frankenstein’ alligevel fremad mod et anderledes The National – selv når bandet lyder allermest og umiskendeligt som sig selv.
Kort sagt:
Det er så som så med den instrumentelle tænding, opfindsomhed og variation på ’First Two Pages of Frankenstein’. Heldigvis er Matt Berningers midtlivs- og parforholdskrisefortællinger medrivende nok og melodimaterialet det mest velsmurte siden ’Trouble Will Find Me’.