070 Shakes basfrekvenser rystede Apollo – rygtet lyder, at murene vibrerer endnu

Den nærmest fængselsgårdslignende Apollo-scene var fyldt til bristepunktet og summede af forventning, inden 070 Shake skulle gå på. Et begejstringens brøl gjaldede ud over det flisebelagte underlag, da hun dukkede op. Fra det første dundrende, bastunge beat blev sat i gang af hendes dj, der nærmest ikke rørte sig ud af flækken, var der dømt banger city.

Hun strøg hurtigt gennem kæmpehits som ‘Skin and Bones’ og ‘Cocoon’ med masser af fællessang. Løbende gav hun den som agitator med opfordringer til moshpits og befalinger til sikkerhedspersonalet om, at de skulle lade folk gøre, som de har lyst til, så længe de ikke gjorde nogen fortræd. Med frie tøjler bølgede de forreste publikumsrækker frem og tilbage og gav liv til de sterile omgivelser.

Til tider bliver 070 Shake betegnet som rapper, men i min ydmyge optik kan man lige så godt kalde hende singer/songwriter eller soulsanger. På plade er feberdynen trukket helt op over ørerne, og sangene er ofte indelukkede og introverte.

Men hvis man gik ind til aftenens koncert med sådanne forventninger, ville man hurtigt blive skuffet. For live blev de klagende og sorgfulde opråb om forlist kærlighed sendt til månen – godt hjulpet på vej af en heftig dosis autotune og den allestedsnærværende bas.

I nogle numre kunne man godt have undværet overforbruget af vokaleffekten, for hendes stemme er i sandhed smuk, som den er. Det gik ud over kæmpeballaden ‘Guilty Conscience’, der mimer passager fra Ben E. King’s udødelige ‘Stand By Me’. Men publikum endte heldigvis med at synge det meste af sangen for hende, og således glemte man hurtigt alt om, hvordan det burde være.

Bassen buldrede gennem hele sættet, så man af og til måtte mærke efter, om ens indvolde stadig sad, hvor de skulle. Det var uundværligt for energien i hendes sæt, men det gik også en smule ud over de finere detaljer i noget af materialet.

I hendes måske bedste nummer, ‘In the Pines’, der indeholder referencer til både Wipers (‘D7’), Lead Belly (‘Where Did You Sleep Last Night’) og dermed også Nirvana, der har spillet covers af begge sange, druknede guitarsamplet fuldstændig i et hav af basfrekvenser.

Det var måske mest en skam for de mere tilbageholdende koncertgængere omme bagved, men fuldstændig ligegyldigt for de moshende, dansende og hoppende fans oppe foran.

Det var til gengæld dejligt at se et så populært stjerneskud som 070 Shake med et så minimalt sceneshow. Udover nogle sporadiske visuals på storskærmen bag hende, var der ikke meget, der var planlagt. Man kunne glemme alt om et kalkuleret sæt med koreograferet dans, kostumeskift og indøvede replikker. Hun tog tingene, som de kom, og sagde uden de store betænkeligheder, hvad der faldt hende ind.

Hendes små taler mellem numrene var ikke alle lige skarpe, og timingen i hendes opfordringer til forskellige aktiviteter – at sætte sig ned, at sætte sig på hinandens skuldre, at kramme den, man stod ved siden af og fortælle dem, at man elskede dem – var af og til lidt akavede. Men det var charmerende og befriende, at det foregik under så afslappede forhold.

På et tidspunkt satte et bøvet ‘Seven Nation Army’-kor ind. Hendes ansigtsudtryk var decideret priceless, og gud ske tak og lov fik hun det stoppet med en a capella-intro til ‘Under the Moon’.

Efter et afsluttende reprise af ‘Cocoon’ lavede hun et uovervejet mic-drop – eller nærmere mic-throw – ud i publikumsmasserne. Og så forsvandt hun af syne.