Kind Mod Kinds koncert på Roskilde Festival var en energiudladning, man kan leve højt på i 100 år

Der var lagt op til en fest, da Kind Mod Kind skulle lukke den første af Roskildes ’First Days’. Det kunne mærkes tydeligt på både fremmødet foran Eos og promillen blandt koncertgæsterne.

Så var det bare op til Kind Mod Kind at gribe chancen og vise, at deres klubpop også kunne fungere under Roskilde Festivals åbne nattehimmel. Det må man sige, at de gjorde.

Foran en rejsende sol startede et ni kvinder stort kor med at give en smuk version af ’Der hvor du møder mig’ inden først forsanger Julius Amdisen og siden resten af bandet selvsikkert indtog scenen.

Derefter gik det over stok og sten i tæt symbiose med et publikum, der løftede bandet på den der unikke måde, som Roskilde er så legendarisk for.

’Jeg går amok’ blev leveret med et pulserende beat, og tekstens opfordring til at »danse indtil jeg siger stop« blev taget som en direkte ordre af publikum, der halvvejs gennem sangen også var nede på hug, inden de eksploderede i entusiastisk hoppen og dansen.

Et billigt trick, jovist, men også et, der virker, når publikum er klar til at gribe bandet.

Men Kind Mod Kind har også styr på både deres musikalske og koncerttekniske virkemidler.

Tag bare ’Detaljen’, hvis dynamik mellem de ømme vers og smadrede omkvæd fungerede perfekt, så publikum kunne lade op under versene og så ellers bryde ud i dans, arme i vejret og fællessang.

Samtidig stod forsanger Amdisens vokal knivskarpt, og især hans himmelstræbende falset imponerede under den åbne nattehimmel, som den svævede frit ovenpå bandets bund af bankende klubmusik og sommetider nærmest smadret techno.

For der blev godt nok også smadret igennem. ’Din verdens optur’ kulminerede i et modbydeligt drop, hvorefter der næsten gik drum n’ bass i den, godt hjulpet på vej af en imponerende energisk indsats af trommeslager Andreas Grønne, der flere gange forvandlede sig til et rent monster bag trommerne.

Herefter gik bandet i en flydende overgang direkte videre over i deres seneste single ’Love Isn’t Easy’, hvor stemningen ramte et ekstatisk kogepunkt, da sangens gæstevokalist, Medina, kom på scenen og sang sit andet vers, der godt nok langt hen ad vejen blev overdøvet af et enstemmigt jubelbrøl fra publikum.

Og som de stod der ved sangen afslutning, Amdisen og Medina, med hinanden i hånden og armene hævet i fælles triumf, blev det næsten et symbolsk billede på hele Kind Mod Kinds aften på Roskilde Festival.

De kom, de så, de greb natten, og de sejrede.

»Giv jer selv en hånd. Det her er den sygeste energi. Det kan vi leve højt på i 100 år«, sagde en tydeligt benovet Julius Amdisen omtrent halvvejs gennem koncerten.

Den følelse er jeg ikke i tvivl om, at publikum gengældte.