Roskilde Festival: Da Afskum hamrede mikrofonen mod sin blottede brystkasse, kunne det høres hele vejen til Orange Scene

Sidste år spillede Afskum på den gamle opvarmningsscene Rising. Jeg var ikke selv til stede, men snakken gik efterfølgende om et helt unikt talent i det danske musikvækstlag. Noget decideret vanvittigt.

Sidenhen er der kommet en hel plade, der også har fået stor ros. Jeg gik derfor til koncerten med en vis grad af forventninger.

Men vanvid er ikke det rigtige ord at bruge om Afskum.

For ganske vist er Prince Askar en glimrende entertainer, og jo, han fik da stagedivet et par gange, men det er altså ikke nok til at kalde det for decideret vanvid.

Måske er det derfor på tide, her tidligt i Afskums karriere at justere diskursen omkring vanvidsartisten og fokusere på, hvad musikken er: Et godt kørende synthpop/post-punk projekt, som ikke nødvendigvis er meget mere outreret end mange andre acts på scenen.

Afskum optrådte i dag med et glimrende liveband, primært bestående af tre synthesizere, hvoraf to også spillede guitar og bas, heriblandt det store producertalent August Kulmann – og så menneskemaskinen Mikkel Fink (fra Collider bl.a.) på trommer. De kværnede sig gennem arrangementer der mindede om både Sisters of Mercy og Prurients ‘Bermuda Drain’.

Bandet kom lynhurtigt fra start med ‘Kommer i bølger’ og den iskolde lyd spredte sig ud over det oplagte publikum.

Mange af numrene er bygget op på samme måde som denne – et synthbåret drive med stive maskinelle, trommerytmer afbrudt af et vokalbreak og så nedtælling til et bombastisk omkvæd.

Skabelonen er effektiv – men i længden savnede man variation.

Derfor var afvekslingen kærkommen, som på den nye single med den kryptiske titel ‘En cowboy blev til solen’, som med sin western-twang ekkoer de helt gamle Disneyland After Dark-sange som ‘Jonnie’ og ‘Call of the Wild’.

For det var undtagelserne i sætlisten der var koncertens styrke, og en af disse var det absolutte højdepunkt i form af den store ballade ‘Til evig tid’, hvor en halvakustisk guitar lagde et fundament til gæsteoptræden af en trompetist, der fik blæst liv i de bagerste rækker på Eos-grunden.

Afskums autotunede, bassede stemme skabte genklang og de benhårde socialrealistiske tekster fik et ekstra rygstød af hans energiske sceneoptræden.

For der skal ikke herske nogen tvivl om, at Afskum leverer en energisk performance, og får pisket en hektisk stemning op blandt publikum.

Prince Askars interaktion med publikum var mest effektiv i debutsinglen ‘Min kniv er flottere end din’, hvor han fik dem til at klappe i takt med, at han klaskede sig så hårdt i sin blottede brystkasse, at hans hjerte og publikums hænder endte med at banke i takt.

Det gik i mikrofonen, og kunne høres helt ovre til den nærmeste koncert-konkurrent i form af Tinariwen på Orange.

Afskum viste sig som en dygtig frontfigur for et velspillende band – også selvom han ikke var selve inkarnationen af vanvid.