Feist narrede mig til at tro, at hun havde sparet pengene, da hun gav sæsonens næstdyreste Vega-koncert
540 kr. for én koncert – endda uden opvarmning.
Hele resten af 2023 er der kun én Store Vega-koncert, Christine and the Queens, der overstiger prisen på Feists koncert, der var rykket ned fra K.B. Hallen, og som selv i denne mindre sal ikke formåede at blive udsolgt.
Så jeg var ærlig talt lidt provokeret i starten af koncerten. Jovist, der var en rigtig yndig, lille in the round-scene i midten af salen, og Feist var virkelig dygtig til både at spille og at kommunikere med sit publikum. Men jeg var næppe den eneste, der forventede lidt mere, når billetprisen var så høj.
Store Vegas sædvanlige scene var iklædt et hvidt forhængstæppe, hvor en projektor afspillede video fra et telefonkamera. Feist havde ikke nogen kamerafører med, så først var hun nødsaget til at placere telefonen på sit kamerastativ, hvor den kun opfangede den nedre halvdel af hendes guitar.
Efter noget tid spurgte hun, om der var nogen i publikum, der var villig til at bevæge sig rundt i salen og filme koncerten. Tjansen gik til en fyr ved navn Henry, der var fløjet hertil fra Canada.
Når jeg undlod at fokusere på den pinagtige budget/billetpris-ratio, var det dog let at blive opslugt af musikken. Lige fra åbningsnummeret ‘The Bad in Each Other’ var der masser af nærvær og intimitet fra Feist, der beskrev sin lille cirkulære scene som »den venligste lille gladiator-grav nogensinde«.
På andet track, ‘Mushaboom’, mestrede hun at få publikum til at synge med, og hun brugte pedaler til at loope sin egen vokal, så de skønneste harmonier kunne opstå. Til tredje track, den Joni Mitchell-klingende ‘The Redwing’, fik hun koncertgængerne til at fremvise nostalgiske og rørende billeder til kameramanden Henry, der virkelig varmede om hjertet.
Feist havde tøvet lidt med at give sin telefon til Henry, men han var faktisk rigtig god med kameraet. Han lod øjeblikkeligt til at forstå hendes kunstneriske vision om at lade videoen være en måde at få publikum integreret i musikken.
Han var egentlig helt mistænkelig god …
Efter knap en time i Feists selskab filmede han, at han hentede en notesbog et eller andet sted fra. Den bog bragte han på scenen. Feist spurgte publikum, om hun skulle læse i den, og linjer derfra inspirerede Feist til en smuk spoken word-poesi-monolog om alt fra, hvordan hun misunder træers evne til at vokse, til hvordan hun relaterer til 🤷-emojien.
Gnidningsfrit slog denne monolog over i en a cappella-udgave af ‘I Took All My Rings Off’, der nærmest kompulsivt bevægede hende først ud i publikum og dernæst op på scenen. Tæppet faldt, og pludselig var der et fuldt band, der var klar til at underholde os yderligere en time!
Det viste sig senere – uden at vi efterhånden var særlig overraskede – at Henry ikke rent faktisk var en tilfældig ivrig koncertgænger. Han var den eksperimentelle filmmager Colby Richardson, der har arbejdet på flere af Feists musikvideoer. Det var imponerende, hvor godt det var maskeret, at han hele tiden var tænkt ind i planen.
Timen med fuldt band var en fryd at overvære. På ‘Borrow Trouble’ var lyden fyldig, som var det en Springsteen-hymne, mens den på ‘Any Party’ var rå og faldefærdig i en grad, der mindede om indie-opkomlingerne i Wednesday.
Særligt smukt blev det under ‘1, 2, 3, 4’, der var blevet totalt gentænkt, så versene blev æteriske i en næsten Cocteau Twins-kanaliserende grad, mens omkvædet stadig havde den twee-eufori, der gav sangen dens oprindelige succes. Men da hun succesfuldt inddelte salen i flerstemmigt kor, fik sangens budskab om kærlighed en kropslig karakter, som emmede gennem alle de fremmede, jeg stod i salen med.
Sikke et troll move. At lade som om, man bare er troppet op med et par guitarer, et pedalbræt og en smartphone, når folk har betalt fuld pris, for så at trække tæppet totalt væk under os og give en uforglemmelig koncertoplevelse.
Den havde jeg sgu ikke set komme.
Kort sagt:
Feist startede sin koncert helt alene på scenen uden så meget som en person til at operere hendes medbragte telefonkamera. Men da koncerten var overstået, havde hun vendt formatet på hovedet. En hjernevridende oplevelse, der var alle pengene værd.