O Days: Underworld sendte trykbølger gennem publikum – holder min krop nogensinde op med at dunke igen?
Mørbanket efter Underworlds koncert på O Days tænker jeg: Holder min krop mon nogensinde op med at dunke igen?
De garvede technobaroner ved noget om, hvordan man faciliterer et rave. Publikum var mødt talstærkt op til festivalens absolutte hovednavn, forberedt på at tage imod stortrommeslagene som klubsultne boksebolde.
I 90’erne lykkedes Underworld med at popularisere EDM-kulturen uden at slække på integriteten. Der var både noget for »indie- og popungerne og den elektroniske elite«, som en anmelder skrev om hovedværket ’Dubnobaswithmyheadman’ fra 1994.
Mantraet var fri leg. Bandet gav slip på tankerne om, hvem de skulle være, og hvad de skulle lave, og det har resulteret i noget af klubhistoriens allermest intuitive elektroniske musik.
At duoens musik med årene er blevet betydelig mere blankpoleret – grænsende til det artige – er anden fortælling. Lørdag aften fik vi begge udgaver.
De to modne mænd indtog scenen som kaptajner i et rumskib fra fortidens fremtid. Rick Smith holdt sig bag kommandobroen, mens Karl Hyde gejlede publikum op med sine henførte spjæt.
Hyde indtog sin atypiske forsangerrolle, som om der ikke var gået en dag siden 1994.
Oftest er hans vokal og nonsens-tekster et repetitivt lag i mixet af mange andre roller – ligeværdig med en hvilken som helst synthesizer. Det skortede dog ingenlunde på hans indlevende dedikation.
Fascinerende var det at opleve, hvordan han farvelagde musikken med sine vokaler, der gerne var stærkt manipuleret af distortion, chorus eller vocoder.
Koncerten var – som ethvert EDM-set – hele tiden et spørgsmål om opbygning og forløsning. Men hvor andre i branchen har et meget nøjeregnende forhold til droppet, har Underworld en befriende tendens til at vælte ind i det.
Den rejselystne ‘Dark and Long – Dark Train’ blev omhyggeligt udhugget med tålmodighed i modulationerne. På storskærmen blev vi transporteret på togskinner og gudhjælpemig, om de ikke – med en ufrivillig Infernal-reference – havde skrevet »from Romford to København«. Lidt søgt.
’Shudder / King of Snake’ satte efterfølgende tempoet op med det hektiske basloop, og stortrommernes tonsende trykbølger satte publikum i ekstase.
Efterhånden mistede duoen dog grebet. Meget af det nye materiale føltes for moderigtigt, for subtilt, og især den seneste single, ’And the Colour Red’, blev en energidræber.
Heldigvis havde bandet gemt det bedste til sidst, og ’Born Slippy .NUXX’ – udødeliggjort af Trainspotting-filmen – lukkede techno-ballet med et brag, der nok kommer til at pumpe i kroppen et par dage endnu.
Kort sagt:
Technolegenderne fra Underworld indtog O Days med et dunkende rave, der var lige ved at snuble på målstregen, men som blev reddet af en udødelig klubklassiker.