»Hey mom, there’s something in the backroom / Hope it’s not the creatures from above«.
Sådan sang Tom DeLonge skrækslagent på ‘Aliens Exist’, tredje nummer fra Blink-182’s tredje album, ‘Enema of the State’, der katapulterede poppunk-trioen til stjernestatus i 1999.
Dengang antog de fleste, at det hele bare var en stor, fed joke. Vi snakker trods alt om et band, der også står bag numre som ‘Ben Wah Balls’ og ‘Fuck a Dog’. Sarkasme har været en integreret del af Blinks DNA siden dag 1.
Men i lige akkurat dette tilfælde var DeLonge gravalvorlig. Han troede fuldt og fast på flyvende tallerkner, og han mente hvert et ord, da han i sangens andet vers beskyldte CIA for at dække over sandheden.
»Sikke en sølvpapirshat«, tænker du måske, og det samme gjorde lytterne. I mange år var DeLonges alienfobi noget, vi allesammen grinte af.
Men de færreste havde nok troet, at han ville gå så langt for sin sag.
På jagt efter aliens – og Bigfoot
Tom DeLonge blev opslugt af udenjordisk liv, længe før han begyndte at skrive sange om det.
Lige siden syvende klasse har han været overbevist om, at vi ikke var alene i universet, og at den amerikanske regering aktivt forsøgte at holde dette faktum hemmeligt for befolkningen.
»Efter Blink blev signet til et stort pladeselskab, brugte jeg min første check på at købe en computer, så jeg kunne dykke længere ned i emnet«, fortalte han i 2020 til The Guardian.
»Det er det eneste, jeg nogensinde har lavet udover at spille musik og at stifte familie«.
Konspirationsteorierne er altså ikke noget, DeLonge har tilegnet sig, efter han blev berømt. Blinks succes gav ham bare en platform til at dele disse teorier med omverdenen.
‘Aliens Exist’ er det mest åbenlyse eksempel, men det er langtfra det eneste. På nummeret ‘Watch the World’ af bandet Box Car Racer, som De Longe også var en del af, får han sneget et CIA-diss ind, og sideprojektet Angels & Airwaves lyder som én lang rumrejse.
Men det var ikke kun i musikken, at DeLonge dyrkede sin fascination af det ydre rum.
I 2019 kunne Bink-182’s trommeslager, allestedsnærværende Travis Barker, eksempelvis fortælle Joe Rogan, at DeLonge plejede at sidde klistret til vinduet i tourbussen i håbet om at spotte en UFO.
En anden gang skulle han endda have udsendt et eftersøgningshold i håbet om at finde selveste Bigfoot.
Derfor kom det nok heller ikke som den store overraskelse for Barker og bassisten Mark Hoppus, da DeLonge i 2015 valgte at forlade bandet for at fokusere på »ikke-musikalske aktiviteter«.
Eller sagt på en anden måde: Så han havde mere tid til at researche UFO’er.
Tærter i himlen
Mens Matt Skiba fra Alkaline Trio tog over i Blink-182, dannede DeLonge en ny trio med parapsykologen Harold E. Puthoff og Jim Semivan, der er tidligere efterretningsofficer i CIA.
Sammen stiftede de To the Stars Academy of Arts & Sciences (bare rolig, det er ikke et bandnavn), der blandt andet havde til formål at sikre forskere muligheden for at »udforske eksotisk videnskab og teknologier«.
Det lød langt ude, mente fansene. Tænk engang at forlade sit band for sådan en gang konspiratorisk vrøvl. Især når Blink var så godt i gang med deres comeback!
Men ifølge DeLonge selv var der tale om en misforståelse. Han var ikke blevet skør. Der findes bare vigtigere ting her i verden end poppunk.
»Hvorfor skulle jeg forlade rock’n’roll for noget, der ikke er data for? For at lede efter tærter i himlen, hvis det bare er noget, vi forestiller os? Nej! Det er jo sindssygt«, udtalte han sidenhen til Sky News.
»Men jeg ville forlade det for noget, som jeg oprigtigt mener kan ændre verden og have en positiv indvirkning og gøre den til et bedre sted. Noget, der skal håndteres, og noget, der er alvorligt«.
Fra ugens joke til Pentagon
Så lykkedes det DeLonge og co. at ændre verden? På en måde, ja.
I 2017 kunne To the Starts Academy of Arts & Sciences nemlig dele tre videoer, der angiveligt skulle være filmet af amerikanske flådepiloter, og som viser en række flyvende objekter, der bevæger sig exceptionelt hurtigt.
Dengang herskede der tvivl om, hvorvidt optagelserne var ægte. Men to år senere bekræftede den amerikanske flåde, at videoerne faktisk var filmet af deres piloter, og at de i øvrigt betragtede objekterne som »uidentificerbare«.
I 2020 valgte Pentagon sågar at offentliggøre videoerne på deres egne kanaler – og det var en glædens dag for DeLonge og co.
Var optagelserne et klokkeklart bevis for, at alieninvasionen er lige rundt om hjørnet? Måske ikke (og så vidt jeg ved, fandt han heller aldrig Bigfoot).
Men siden er debatten om UFO’er – eller UAP’er, som det nu hedder i den officielle terminologi – for alvor blusset op. Det er noget, der dækkes i seriøse medier og diskuteres i den amerikanske kongres.
Man stemples ikke længere automatisk som sølvpapirshat, hvis man tror, der er noget uforklaret oppe i skyerne.
Den historie er DeLonge en del af. For han lykkedes om ikke andet med at bevise én ting: Nemlig at visse informationer bliver hemmeligholdt for den bredere befolkning.
Akkurat som han sang det for snart 25 år siden.
Tom DeLonge vendte tilbage til Blink-182 i oktober 2022. Tirsdag den 12. september spiller bandet i Royal Arena.