Christine and the Queens startede som Michael Jackson og endte som en genfødt engel
I sommer gav Christine and the Queens en af de mest udskældte koncerter på årets Roskilde Festival.
På det tidspunkt havde jeg bevæget mig ind i Gloria for at bevidne en totalt vanvittig gabber-koncert fra Lady Neptune. Jeg havde derfor kun andres beretninger fra seancen som referenceramme, da jeg lørdag aften stod i Store Vega for at se det totalteater, der åbenbart faldt til jorden på Orange Scene.
Ligesom på Roskilde Festival var der tale om en sætliste bygget over den abstrakte popopera ‘Paranoïa, Angels and True Love’. Men det, der åbenbart faldt til jorden på Orange, var noget så dragende og fængslende i Vegas mere intime rammer.
Allerede fra åbningsnummeret, ‘Tears Can Be So Soft’, var jeg betaget. Chris performede røven ud af bukserne som vokalist, og samtidig sørgede han for mimik over hele linjen, så vi endnu lettere kunne lukkes ind i hans følelsesliv.
Nåh ja, og så dansede han genialt godt. Han var her i starten af koncerten udstyret med en enlig sort handske, så han fremstod som en fransk Michael Jackson. Da førstesangen slog over i et instrumentalt stykke, gav han tilmed en danseopvisning direkte efter Jacksons opskrift – før den så udviklede sig til robotdans og dernæst noget, der lignede jazzballet.
Dansen var hele vejen igennem en vigtig ingrediens i totaloplevelsen. Under slutningen på ‘Marvin Descending’ brugte Chris sine bevægelser til at udforske maskulinitet, og hans dansetrin var således som taget direkte fra ‘I’m Just Ken’-sekvensen i ‘Barbie’.
Jovist, det blev lidt langhåret til tider. Hele seancen var udformet som en abstrakt lille fortælling, hvor Chris udforskede menneskelige forståelser af køn – dels ved forskellige slags dans, dels ved at iklæde sig både bukser, skørt og et stykke rustning ud over den ene arm.
Han fortalte, at han var træt af at være menneske, og at han hellere ville leve i solen. Ganske passende fik han mod slutningen af koncerten lov til at transcendere menneskelige forståelser af sind, krop og køn, da han blev overrakt nogle englevinger under ‘Shine’.
Jeg skal ikke påstå, at jeg forstod alle Chris’ abstrakte kunstneriske udskejelser. Eksempelvis tør jeg ikke forklare, hvad han mente, da han fortalte, at engle som ham spiser vores bønner (altså det at bede, ikke planterne), vores håb og vores poesi.
Men jeg kunne føle det hele vejen igennem. Og det er vel langt vigtigere.
Da han kærtegnede en løvestatue under ‘Full of Life’ for derefter at sætte sig og ride på den, kunne man mærke et ømt, trygt bånd opstå mellem ham og statuen. Det var svært ikke at blive lidt rørt over det, uanset hvor bizart det lyder, når jeg forklarer det. Han udviste en fantastisk dramaturgisk sans for at få musikken og de visuelle seancer til at matche.
Da Chris senere rejste sig fra løven, var det svært ikke at dele den begejstring, han udviste, når han hoppede ekstatisk rundt med et stort smil på læben – som om han lige havde udrettet noget kæmpestort.
Senere, da han under ‘I Met an Angel’ begyndte at bede mod himlen (eller rettere en rød lampe i loftet), blev jeg med lethed grebet af, at noget vildt var på vej til at udfolde sig. Og ganske rigtigt havde vi at gøre med et klart højdepunkt i koncerten. Det udviklede sig til, at han dansede manisk rundt i cirkler, mens bandet fyrede op for et sonisk tætpakket bombardement, der kun blev mere kolossalt for hver takt.
Når det til tider blev så sonisk storladent, var det egentlig også på sin plads med lidt langhårede monologer mellem numrene. Så kunne man lige nå at få pusten.
Sikke et vildt show. Og hvor er det fedt, at vi endelig fik det til en dansk scene, hvor det kunne få lov at komme til sin ret.
Kort sagt:
Det kan godt være, at Christine and the Queens’ popopera-koncert delte vandene på Roskilde Festival, men i Vegas mere intime rammer fungerede det upåklageligt. Det var følsomt, det var intellektuelt og det var majestætisk gribende – selv hvis man ikke fattede alt, der foregik.