Det blik glemmer jeg aldrig.
Måske fordi det gjorde mig oprigtigt ængstelig. Var der stadig en vej tilbage til virkeligheden i de øjne?
Det var en sen nattetime på årets Roskilde Festival. Christine and the Queens stod på Orange Scene foran et tøvende publikum, som hurtigt blev til en lille skare.
De virkede ligesom jeg selv ængstelige. Festivalen havde annonceret et popbrag, men franskmanden leverede et hårdkogt teaterstykke. Det var som DR2 på en natklub. Folk skred.
Og udvandringens indflydelse på Chris? Ingen, absolut ingen.
Du kunne have kastet hvad som helst efter ham. Skæve pløkker, indsmuglede slotspilsnere, manuskriptet til Carl Th. Dreyers film om Jeanne d’Arc.
Hans stirrende blik ville ikke have bøjet af for noget.
Fuldstændig kompromisløst stod den franske sanger med blottet overkrop og bevægede sig rundt på scenen som en blanding af Michael Jackson og Don Quixote.
Det var en stramt koreograferet ensomhed.
Sine to musikere havde han fyret nogle dage forinden. Nu var det bare Chris og et backingtrack med 11 sange fra det nye album, ‘Paranoïa, Angels, True Love’.
Plus rablende monologer om engle, om kønnets absurditet, om det »ritual«, der udspillede sig på scenen.
»I am cleansing my soul«, fortalte Chris med teaterstemme, stadig med de stirrende, besatte øjne.
Alle kunne se, at det var en rolle, han spillede. At det var en rituel måde at bearbejde tab, identitet og spiritualitet på. Men ingen kunne slippe tanken: Havde rollen overtaget livet?
Var Christine and the Queens stadig i stand til at skelne mellem performance og virkelighed?
Noget i det blik sagde mig, at svaret var nej. Men jeg var ikke helt sikker. Nu, to en halv måned senere, vender blikket – og resten af denne totalt kompromisløse popkunstner – tilbage til Danmark. Måske kan koncerten på lørdag i Store Vega give et klarere svar.
Tilbage til at skrive radikal freakpop
Koncerten på Orange Scene var forfærdelig at overvære.
Chris virkede manisk i sine stramme bevægelser og abstrakte monologer. Han virkede forladt – på scenen og i livet.
Men den var også fremragende.
Malplaceret som ingen anden koncert på den scene nogensinde, ja. Men teknisk uovertruffen med et vokalt overskud som få andre på festivalen.
Og så var den ambitiøs. Et forsøg på at sprænge rammerne for, hvad en popkoncert kan rumme af smerte og refleksioner over tilværelsen.
Måske også et forsøg på at skille fårene fra bukkene.
For Christine and the Queens startede jo egentlig som et ret radikalt projekt i starten af 10’erne.
På den første ep, ‘Miséricorde’ fra 2011, var der linjer om selvmordsforsøg side om side med kæk »freakpop« om flydende køn og forestående synder.
Siden blev projektet mere hymnisk på debutalbummet ‘Chaleur humaine’. Måske som en slags drømmesyn, lyden af en utopisk verden.
Gennembruddet kom for alvor med det 80’er-poppede og højenergiske album ‘Chris’ i 2018, og det er det udtryk, Christine and the Queens lige siden har set ud til at flygte fra.
Væk fra det alt for åbenlyst inviterende, hen imod en mindre, men måske endnu mere dedikeret fanskare.
Den lille skare har så til gengæld også fået noget at tygge på med Chris’ seneste to udgivelser.
Hop med Chris ned i kaninhullet
De seneste år har været kaotiske for Héloïse Adélaïde Letissier.
Moderens pludselige død i 2019 ramte hårdt, men satte også franskmandens kønsopfattelse fri. I 2022 ændrede han sine personlige pronomener til han/ham.
Christine and the Queens har altid været et sted, hvor han kunne afprøve identiteter, men med ‘Redcar les adorables étoiles’ og ‘Paranoïa, Angels, True Love’ har maskespillet skiftet gear.
Den teaterkunst, Letissier studerede som ung i Lyon, har nu fået lov at spille hovedrollen. Måske fordi det nogle gange er nødvendigt med et distancerende lag, hvis man skal lade sine inderste traumer få frit løb.
‘Redcar’ var et markant opgør med det boblende og elegante udtryk, der havde gjort Christine and the Queens til en headliner i poppens verden.
I stedet for stramme produktioner var albummet søvnigt. Det lød som en demo og sumpede rundt i opsætsige, repetitive former. Bruddet var vigtigere end retningen.
Chris var hoppet ned i et kaninhul.
Men ‘Redcar’ banede vejen for noget endnu større. Pludselig virkede alt muligt i Christine and the Queens’ univers, og det frirum greb han ud efter på ‘Paranoïa’.
Halvanden times musik. Tre akter. Robottisk gæstevokal fra Chris’ spirit animal, Madonna. Det var pop tænkt som opera, en genfødsel af den progressive rocks filosoferende idealer.
Ligesom den forkætrede tænkerock havde gjort det generationer før, delte Christine and the Queens’ progressive drejning vandene.
Projektet var blevet et andet. Et, der nok passer bedre til Store Vega og intime teatersale, end det gør til Orange Scene.
Det er hårdt, men måske er det vigtigt
For Letissier ligner Christine and the Queens i dag et projekt, hvor noget er vigtigere end musikken.
Det var måske det, jeg så i hans blik på Orange. Ikke bare en frygtløshed, men også en desperation, for det »noget« ser ud til at være hele Chris’ eksistens.
Det er hårdt at være vidne til. Svært at trænge igennem muren til det terapeutiske rum, han folder ud på scenen uden at bryde rollen.
Men måske er det vigtigt. Måske er det virkelig en udvidelse af popmusikkens manøvrerum. Og måske er det ikke.
Døm selv på lørdag, når Christine and the Queens igen sætter alt på spil, denne gang i Store Vega i København.
Du kommer aldrig til at glemme det blik.