Los Angeles.
Det er svaret, hvis du spørger mange danske musikere, hvad drømmedestinationen er. At flyve over Atlanten og tage til L.A. for at prøve at bryde igennem i den amerikanske musikbranche er en af de helt klassiske fortællinger – om du er sanger, instrumentalist eller producer.
Men der er også dem, der vælger at vende flyveren 180 grader og søge mod lokationer, der ikke har samme forjættede status som den californiske storby, men som måske bærer lige så meget musikalsk kvalitet.
Lukas B.L har valgt at gøre netop det.
Den danske hiphop-producer er efterhånden et anerkendt navn både indenlands og udenlands. Han har tidligere produceret for danske kunstnere som Carmon og Benjamin Hav, og har derudover også lavet musik for store nordamerikanske navne som YoungBoy Never Broke Again og Tory Lanez.
Men nu har han valgt at gå en anden vej. Lukas B.L har gjort op med den klassiske gennembrudsfortælling, og har i stedet rettet blikket mod Europa. Det har ført til en nyfunden form for succes, og samarbejder med navne som tyske Reezy, italienske MamboLosco og engelske Nafe Smallz – men også til oplevelser, der ville skræmme de fleste væk.
Hvordan er det lige gået til? Og hvorfor har han lige præcis valgt at satse på Europa? Det har vi mødt ham til en snak om en sensommerdag i København.
Hvordan har du det for tiden?
»Jeg har det sgu’ godt. Jeg kom hjem fra Berlin for godt og vel en måned siden, og jeg føler, at jeg har fat i noget, der giver mening for mig. Jeg har rettet fokusset mod Europa. Jeg har prøvet at være i L.A., men jeg synes, det kan være lidt overfladisk derovre. Nu har jeg også været i London, i Milano og i Tyskland, og de miljøer føles meget mere ægte«.
På hvilken måde?
»Jeg var i Tyskland, for eksempel, hvor jeg mødte producerduoen The Cratez. Jeg kommer op i deres studiekompleks, og der hænger diamant-plaques og nok femten nummer ettere (hitlistecertifikater, red.). Det er sindssygt. Så møder jeg dem, og de er fuldstændig chill«.
»De bød mig på kaffe, og vi snakkede om, hvor jeg var fra. Derefter lod han mig bare sidde i førerstolen, sætte min computer til, og vise mine beats frem. Hvis man smutter ned til nogle af de største i L.A., så tror jeg, det er noget helt andet. Så vil de nærmest ikke engang sige ’hej’«.
Hvorfor valgte du Tyskland?
»Jeg havde produceret et nummer for en artist, der hedder Reezy. Det gik nummer to på den tyske hitliste, og selve albummet gik nummer et. Jeg havde overhovedet ikke set det komme. Så var jeg sådan: ’Okay, Tyskland kan også noget’«.
Hvordan skete det?
»Jeg havde sendt ham beats i flere måneder, og så lige pludselig var der et beat, der sad. Reezy producerer også lidt selv, så jeg sendte lydsporene til ham, så han også kunne gøre sin ting. Han tilføjede en Jersey bounce-del, som er meget inde lige nu«.
Var det også dér, du fik øjnene op for det europæiske hiphop-marked?
»Det begyndte fordi, jeg har lyttet til rigtig meget britisk hiphop. Så sad jeg en dag i Danmark, og tænkte: London ligger jo lige ved siden af, hvorfor tager jeg ikke bare derhen?«
»Jeg har før produceret for Headie One og Nafe Smallz, og denne gang endte jeg også i sessions med nogle fede artister og producere. Det gav mig lyst til at undersøge, hvad der ellers findes i Europa. Jeg begyndte at kigge tyske, italienske og franske hitlister igennem. Der var noget sindssygt musik. Rapperne var virkelig fede«.
Den britiske hiphopscene er stærk. Hvordan var det ellers at være i London?
»Jeg har en sjov historie derfra. Jeg havde lånt et hus af DPA (Danske Populærautorer, forening af komponister og tekstforfattere, red.) for at have et sted, jeg kunne producere. Jeg havde inviteret en artist over, og han spurgte, om han måtte invitere en ven over«.
»Pludselig var klokken to om natten, og der stod 50-60 mennesker, jeg ikke havde inviteret, i det hus. De var dækket fuldt ud i balaclavas (elefanthuer, red.). Så var der en kæmpe tumult på et tidspunkt mellem nogle stykker, som havde hevet køkkenknive frem og stod og råbte ad hinanden. Jeg var ikke involveret i det. Jeg var bare sådan: ’Jeg kan ikke gøre noget, jeg skal ikke blande mig’«.
»Jeg ringede til min manager, og vi blev enige om, at jeg bare skal ride it out. Jeg kan ikke ringe til politiet. Det var helt nakket. Jeg blev bandlyst fra at bruge huset i to år og fik en stor bøde. Det er nogle ret vilde mennesker«.
Det lyder vanvittigt. Er det så vildt alle steder i Europa?
»Jeg tror næsten, jeg har en historie fra hvert sted, jeg har været. I Italien havde jeg en session med en rapper, der hedder Paky Glory. Og han er åbenbart med i Camorraen – altså den italienske mafia«.
»Jeg pullede up til hans studie, og pludselig kommer to fyre ind, der – uden at overdrive – er to meter høje. De er helt buff, med tatoveringer i ansigtet, og bagved kommer Paky Glory, der er halvanden meter høj. Han trykker min hånd sådan ægte mafioso og siger: ’Hey bro, how are you?’«.
»De kan heller ikke rigtig tale engelsk, så hans producer har sin ven med, der snakker halvgodt engelsk og skal oversætte. Så sidder jeg alene nede i Italien med mafia-typer og skal vise beats frem«.
Hvordan var det ellers i Italien?
»Jeg blev taget godt imod. Jeg var hos en af de største rappere dernede, Shiva, som havde et lejlighedskompleks, der hedder Milano West. De har deres egne engineers, deres egne producere, deres egne sample-makers og deres egne artister. Det var en kæmpe inspiration at opleve sådan et hold«.
»Jeg spillede en del af mine beats for ham, og har efterfølgende fået at vide, at han har skrevet numre til en del af de beats«.
Har du også fået mere smag for europæisk hiphop, efter du har haft et første gennembrud?
»Ja. Jeg synes bare, der er en langt større musikalsk diversitet her. Når jeg lytter til fransk, tysk eller italiensk rap, så prøver de alt muligt. I Italien laver de drill-beats, garage-beats, house-beats – de laver endda nogle helt popslasker-agtige beats. Man kan være mere kreativ, og det kan jeg bare godt lide«.
»Jeg vil virkelig gerne blive ved med at holde fast i at lave diverse beats – og vise, at man ikke behøver at være bange for at prøve ting af. Det forstår de i Europa. Jeg clicker bedre med de mennesker, jeg har mødt i Europa, og så er de allesammen kun halvanden time væk med en flyver«.