‘The Land Is Inhospitable and So Are We’: Mitski er tilbage i sjælerystende topform
Med udgivelsen af sidste års ’Laurel Hell’ virkede Mitski for første gang i sin karriere usikker på, hvad hun egentlig skulle stille op med sin kunst. Skulle hun lege med de store og blive popstjerne, eller skulle hun surmule ovre i hjørnet og insistere på sin outsider-status?
Albummet satte sig mellem to stole. Det var karrierens største skuffelse. Et retningsforvirret synthpop-eksperiment, hvor Mitski virkede alt for optaget af det spørgsmål, som berømte mennesker tilsyneladende ikke kan undslippe, men som det kan være svært for os andre at goutere: Hvordan kan jeg være mig selv i en verden, der hele tiden vil have et stykke af mig?
Heldigvis er Mitski nu tilbage i topform på ‘The Land Is Inhospitable and So Are We’, der markerer et radikalt stil- og stemningsskifte, og som meget vel kan have resulteret i hendes mest helstøbte kunstneriske statement til dato.
Stilskiftet lader sig forholdsvis ligetil beskrive, for Mitski serverer her en form for gospel- og orkesterbåret country, der balancerer det rudimentære og det komplekse på overbevisende vis.
På tredje skæring, ’Heaven’, omfavner hun for alvor den såkaldte countrypolitan-stil, inklusive pedal steel og fuldt orkester, der giver mindelser om alt fra Roy Orbison til Angel Olsen. En stil, hun flirter med albummet igennem, men som hun også hele tiden udfordrer eller skubber til ved at foretage stilistiske højresving.
Som når hun for eksempel lader lyden af gøende hunde og summende insekter gå i en form for dialog med korstemmerne på outroen til ’I’m Your Man’, eller når et mariachi-inspireret arrangement pludselig overtager den ellers kuldslåede ’When Memories Snow’.
Hendes store fortrin frem for en kollega som netop Angel Olsen (som det nye album helt sikkert vil blive sammenlignet med), er dels, at Mitski er så god til at udtrykke sine særheder musikalsk, men også det faktum, at hun er en langt mere interessant lyriker.
Hvor Olsen synger i abstraktioner og almindeligheder, er Mitski optaget af helt konkrete ting. Men på en fragmenteret måde, der tvinger lytteren til at spidse ører eller endda se bag om ordene for at lede efter sammenhænge.
Der foregår altid mere i Mitskis sange, end de umiddelbart lægger op til. Det fortrængte, foruroligende og farlige pibler frem fra sprækkerne, hvis man tør se efter.
På ’The Land Is Inhospitable and So Are We’ får Mitski på bare 32 minutter og 11 sange øje på de følelser, mange af os har, men som vi i mødet med omverdenen glatter ud eller holder skjult, og så forstørrer hun de følelser.
Hun er ildevarslende konkret i sin omfavnelse af ting, kulturen har lært os at se ned på. Dyb ensomhed, små irrationelle tvangshandlinger og selvskadende adfærd. Fantasier om at være noget andet end den, man er – for eksempel ved at bytte plads med en fugl i natten (’The Deal’) eller sågar være det lys, der udgår fra månen (’My Love Mine All Mine’).
Det smukke og, ja, sjælerystende ved disse sange er, at al den ensomhed og splittelse, som Mitskis lyrik formidler, viser os et menneske, der måske nok er ved at miste sig selv, men som finder fred på den anden side af alt det skamfulde og tabuiserede. Uanset om det giver mening for andre eller ej.
På ’The Frost’ synger Mitski linjerne: »It looks like we’ve been left in the attic / But you’re not here to see / It’s just witness-less me«.
Det afgørende ord her er »witness-less«. For det er den form for neologisme, som kun i Mitskis hænder giver perfekt mening. Og som hendes musik i denne ombæring ikke bare understøtter, men intensiverer.
Kort sagt:
Efter sidste års lunkne synthpop-eksperiment foretager Mitski et radikalt stil- og stemningsskifte på sit nye album, hvis omfavnelse af countrypolitan-lyden resulterer i karrierens måske mest helstøbte kunstneriske statement.