Bar Italia er et af årets mest lovende nye rocknavne – i Lille Vega var de nærmest fastfrosne
Mandag aften var tiden endelig inde til at finde ud af, om London-bandet Bar Italia kan leve op til den omfattende hype, de har været indhyllet i siden første færd.
Bandet består som udgangspunkt af de to guitarister og sangere Jezmi Fehmi og Sam Fenton samt sanger og fokuspunkt Nina Cristante, men live har de udvidet besætningen med en bassist og en trommeslager.
Med to albumudgivelser i år plus de løse, mere skitse-agtige sange fra før, de blev signet til Matador Records, burde de have materiale nok i bagagen til en varieret optræden.
Jeg glædede mig til at finde ud af, om sangene, der i indspillet form ofte fremstår ret kynisk tilbageholdende og uden den mindste smule varme, ville kunne fungere uden for pladens vakuum.
Det skulle dog hurtigt vise sig, at det ikke var tilfældet. Langt det meste af det medbragte materiale flød sammen i én køre, og det syntes mig en smule uinspireret. Ærgerligt, for de kan altså sagtens ryste rigtig gode sange af sig.
Bar Italia var bedst under de numre, hvor de tre sangeres samspil kommer til udtryk – såsom ‘My Kiss Era’ og ‘Bibs’ fra deres seneste album, ‘The Twits’. Når de er hver for sig, er det kun Jezmi Fehmi, der for alvor kan bære byrden som sanger.
Som i aftenens højdepunkt, ‘Punkt’, hvor hans beklagelser var mere skabede end på plade. Den slags trak dem en smule ud af deres semi-arrogante udgangspunkt.
Begge guitarister sled godt i det, men trommeslageren spillede, som var han lejet ind fra det lokale gymnasieband, og bassistens eneste rolle var at understøtte rytmeguitaren. Sådan er sangene skrevet, men det virkede bare ikke særlig godt live.
‘Nurse!’ fra ‘Tracey Denim’ fik ikke folk til at »move like crazy«, som sangen ellers bedyrer, men virkede til gengæld til at være en publikumfavorit taget i betragtning af antallet af iPhones, der blev hevet op af lommerne.
Det tog cirka en halv koncert for trioen at spille sig varme, men i og med at de startede i nærmest fastfrossen form, efterlod det dem i sidste ende en smule lunkne.
Der blev med andre ord ikke givet ved dørene, og det er formentlig med fuldt overlæg. Langt hen ad vejen føltes bandets optræden nemlig køligt kalkuleret. De er på én gang seje og kiksede, cool og cringe, og de synes at være fuldt ud bevidste om, at deres sange er nærmest blottet for hooks.
Man skal selvfølgelig købe bandets præmis for at forstå dem. De er lige så meget visuelle kunstnere, som de er et »ægte« rockband, og deres arrogante, kyniske optræden er selvfølgelig en del af deres image.
Dertil kommer det menneskelige aspekt. De er et relativt nyt band, der har været konstant på turné i lang tid, og som har udsigt til endnu flere måneder på landevejen.
Måske er de udbrændte? I så fald er en råkold november-mandag i København altså ikke det sted, man har mest lyst til at befinde sig.
Alligevel er der noget nedslående ved at se på et band, der virkelig ikke ligner, at de har lyst til at være der. De få gange, de smilede til hinanden, sendte nærmest chokbølger gennem Stauning-salen.
Kort sagt:
Det tog cirka en halv koncert for det hypede London-band Bar Italia at spille sig varme i Lille Vega. Men i og med at de startede i nærmest fastfrossen form, efterlod det dem i sidste ende bare en smule lunkne.