Hvorfor i alverden spillede Guldimund sine sange i kronologisk rækkefølge?
»I er meget stille«, lød det fra Asger Nordtorp aka Guldimund efter andet nummer. Den højtidelige stemning i Koncerthuset skulle afmonteres. »Man må altså godt synge med, selvom vi er til klassisk koncert«.
Nordtorp har vænnet sig til, at hans trofaste publikum hjælper ham med de ordrige tekster, når han spiller live. Men i kulturens højborg var vi sat i et anderledes observerende forhold til musikken. På godt og ondt.
Det var nærmest bare et spørgsmål om tid, før nogen måtte give Guldimund nøglerne til de hellige haller i DR. Hans musik, som bejler til højkulturen igennem prismet af hverdagens intriger, er som skabt til den karismatiske sal. Hele to ekstrakoncerter måtte der til for at tilfredsstille hypen.
Koncerten var som et diasshow over Nordtorps vej mod dette skæbnesvangre flueben i karrierens bucket list. Fra den Steppeulven-triumferende debut til P3-invasionen med lytterhittet ’Det kun vigtigt, hvad det er’.
Ret atypisk var koncerten bygget op som en uafbrudt tidslinje igennem Guldimunds to opusser efterfulgt af to nye ekstranumre i en rækkefølge, der var stort set uændret fra pladerne.
Egentlig gav det god mening, fordi Guldimunds musik er øjebliksbilleder – scener fra et levet liv, der akkumulerer fra sang til sang. Men det virkede unødigt fair over for værkerne at spille dem i deres fulde længde.
Jeg savnede et knæk i kronologien: Hvorfor var det nødvendigt at stille nuets højdepunkt på en piedestal af fortidens bedrifter? Koncerten havde karakter af sejrsrunde, og det gjorde den også en anelse selvsmagende.
Guldimund kompenserede for koncertens forudsigelige sætliste ved at arrangere numrene med de kolossale kontraster, der også bor i hans ekspressive vokal. Med 11 musikere, et kvindekor og et gigantisk orgel til rådighed var der næsten ingen grænser for, hvad der kunne lade sig gøre.
Folkemusikerne gjorde sårbarheden endnu mere porøs i ‘Det kun vigtigt, hvad det er’, som blev fulgt op af en forfriskende sart udgave af ‘Forstår du?’.
Som modspil til de skrøbelige passager var der utallige klimakssøgende instrumentale soli. En virtuositet, der også emmede fra Nordtorp, når han bevægede sig op i sit lyse fuldregister på eksempelvis ‘Dem, vi plejede at være’.
Selvom koncerten lagde op til, at vi skulle bevæges enten ved de spinkle momenter eller den storladne højmessestemning, blev højdepunkterne for mig de tidspunkter, hvor esserne blev i ærmet, og sangene fik lov at spille sig selv – som med for eksempel ‘En sang om engle’.
For det føltes mest af alt, som om de store udsving blot skulle godtgøre den stædige sætliste.
Kort sagt:
Guldimund indtog DR Koncerthuset med en koncert, der føltes som et diasshow over karrierens bedrifter. Til trods for de store dynamiske udsving lykkedes det aldrig at overbevise om den stædige sætliste.