Der er kuldegysningsgaranti, uanset hvilket sprog Ida Laurberg synger på

Der er kuldegysningsgaranti, uanset hvilket sprog Ida Laurberg synger på
Ida Laurberg på Train. (Foto: Daniel Reumert/Soundvenue)

Hvordan spiller man en hel koncert, når man endegyldigt har droppet sin engelsksprogede emopop, men man kun har nået at udgive sølle tre sange på sit modersmål?

Den udfordring stod Ida Laurberg over for, da hun torsdag aften lagde vejen forbi Train i Aarhus som det første af tre stop på sin igangværende danmarksturné.

Måske var det også derfor, Laurberg valgte at åbne koncerten med et cover. Nærmere bestemt en fortolkning af ‘Solen er så rød, mor’, der vel sjældent har lydt bedre end i hendes hænder, og som i øvrigt gled ubesværet over i hendes seneste single, ‘Mellem mor og far’.

Højskolesangen var en kærlig påmindelse om det, vi allerede godt vidste: At Laurberg er et gudsbenådet vokaltalent, hvis overlegne stemme kan være lige så skrøbelig, som den kan være kraftfuld.

Min kollega Jennifer Frydensbjerg Lehmann har brugt ordet »sirenesang«, og det er ikke nogen dårlig beskrivelse. Der er kuldegysningsgaranti, uanset hvilket sprog Laurberg synger på.

Ida Laurberg på Train. (Foto: Daniel Reumert/Soundvenue)

Men lige for tiden synger hun altså på dansk. Og det har vist sig at være en god beslutning. Såvel short girl-sangen ‘Terrier’ (»den med hunden!«, som hun selv formulerede det) og Andreas Odbjerg-samarbejdet ‘Jeg ka rigtig godt li’ dig’ er blevet vaskeægte hits.

Ikke overraskende endte disse sange med at være aftenens højdepunkter. Især fordi de begge fik en overraskende intim lille intro, og fordi Laurberg under sidstnævnte omfavnede kærlighedsduettens småkiksede nampedrops ved at pege på sig selv med himmelvendte øjne i omkvædet.

»Det danske sprog giver mig mulighed for at have meget mere af min personlighed og humor med i tekstuniverset«, har Laurberg udtalt, og der er noget om snakken.

Men tilbage til aftenens store udfordring: Hvad med resten af kataloget? De sange, der ikke allerede har gået deres sejrsgang på P3, og som størstedelen af publikum vel næppe havde hørt før?

Laurberg har heldigvis ingen mangel på solide popbaskere, der gør lige så charmerende brug af det danske sprog som de sange, vi allerede kender. Vi snakker selvironiske beretninger om at flytte ind i forældrenes anneks og om hjørnetænder, der er lige så skæve som ens personlighed.

Sidstnævnte gjorde sig især bemærket med pastelfarvede poppunk-guitarer, der vækkede mindelser om Paramore i 00’erne. Det klædte hende.

Ida Laurberg på Train. (Foto: Daniel Reumert/Soundvenue)

Men disse nye sange viste også en anden, mere dyster side af det danske pophåb. Fra en mordfantasi forklædt som et børnerim til den mest deprimerende fødselsdagssang siden The Smiths’ ‘Unhappy Birthday’.

Allermørkest blev det under et selverklæret trauma dump af en akustisk ballade om skam og selvskade, der ikke ulig Laurbergs tidlige singler klingede af Billie Eilish. Gik man og troede, at hendes dystre tekstunivers var dødt og begravet med det engelske sprog, kan man godt tro om igen.

Fælles for dem alle var, at de lød som hits. Resonerede de hos publikum på samme måde som singlerne? Selvfølgelig ikke. Men for mig at se er det kun et spørgsmål om tid, før Danmark kan synge med på dem alle sammen.

Albummet skulle være lige rundt om hjørnet. Så vi kan godt forberede os på, at hun kommer til at dominere hitlisterne i år.


Kort sagt:
Publikum kendte kun en brøkdel af sætlisten, men de nye sange sendte et klart signal: Vi kommer til at høre rigtig, rigtig meget til Ida Laurberg i år.

Ida Laurberg. Koncert. Train.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af