Overskriften på denne artikel er selvfølgelig en forældet stereotypificering af punkmiljøet. Men det er ikke desto mindre en sjov opgave at skulle finde bands, som kan finde et publikum uden for det af og til lidt indelukkede punkmiljøs cirkler.
Timingen for en artikel som denne er god, for der foregår en masse i især det københavnske punkmiljø i disse dage. Ikke siden K-Town-scenens velmagtsdage i starten af 00’erne har der været en så alsidig musikscene.
Ganske vist er mange af musikerne gengangere fra de sidste 20 års aktivitet, men nye bands er kommet til, og ikke alting peger tilbage.
Inden vi kommer til selve musikken, vil jeg for en god ordens skyld indskyde, at jeg har personlige relationer til flere af de nævnte bands. Den slags er umuligt at undgå, når man færdes i et miljø af begrænset størrelse.
Jeg har derudover valgt at holde mig til bands inden for det mere melodiske felt af punkrock, og desuden har jeg valgt at fokusere på mere eller mindre nye, aktuelle bands. Ingen Gorilla Angreb, Cola Freaks eller No Hope For The Kids her.
Nok intro, lad os kaste os ud i det.
De hypede: Pleaser
Pleaser har på rekordtid skabt et navn for sig selv med et hav af koncerter, blandt andet på Roskilde Festival og Metal Magic, og med deres selvbetitlede debutalbum udgivet på det lokale indielabel Part Time Records. Den varme modtagelse er fortjent, for pladen har sit helt eget dystre udtryk, der forekommer både skrøbeligt og bomstærkt.
Pleaser er et band, der skal opleves live for virkelig at få fuld valuta for pengene. Deres lydunivers, som de selv beskriver som »dark, cute og sejt«, er sammensat af cirka 100 forskellige genrer i løbet af et nummer.
Der er både hardcore, emo, alt-rock og en lille smule black metal at finde. Teksterne bliver sunget i et ofte unisont frontalangreb fra de to guitarister og forsangere, Annie Nyvold og Sophie Lake.
De rutinerede: Big Mess
Big Mess har efterhånden figureret på den københavnske punkscene i små ti år. Det har været en fornøjelse at følge den naturlige bevægelse fra poppunket emo over dramatisk postpunk, til hvor de er nu.
For sangskrivningen på de seneste to udgivelser, ep’en ‘Bestial Pop’ fra 2020 og især den nyudkomne ‘Cleaning Up With Big Mess’, er stærkere end nogensinde.
De formår at fylde deres udgangspunkt i melodisk punkrock med referencer til britisk glamrock, amerikanske girl-groups fra 60’erne og powerpop a la Cars. Især på det seneste album har numrene en tidløs karakter.
De internationale: JJ and the A’s
JJ and the A’s diskografi tæller i skrivende stund kun en selvbetitlet ep og et kassettebånd. Ep’en er dog udgivet af det højtagtede London-label La Vida Es Un Mus og bandet spillede på den seneste (og desværre sidste) Static Shock Festival i London.
Det er rutinerede kræfter, der driver dette højoktane punkband. Guitarist og sangskriver Will Kinser, en herboende amerikaner, har spillet i et hav af bands inklusive Born Dead og Red Dons i USA plus Cesspool, Tyrant og Sun Bather herhjemme.
Tag bind for øjnene kast en dartpil ud i det blå, og du vil ramme et band, som JJ har spillet trommer eller andet i: Planet Y, Cesspool, Indre Krig, Ulcéras, Direct Youth, Kort Hævn, Polio & Julie. Listen er formentlig længere. Han er en moderne K-Town legende, og han bliver kun bedre og hurtigere, som dagene går.
Den Barcelona-baserede forsanger Kimias spyttende, vrængende vokallevering fuldender den medrivende lyd.
Musikken er ofte sovset ind i synthesizere, hvilket kombineret med den melodiske tilgang til guitarriff og vokalmelodier runder musikken med en slags powerpunk-feeling.
Jeg tror ikke, de ville blive kede af at blive sammenlignet med eksempelvis de forskellige bands, den californiske guitargud Rikk Agnew har spillet i (Adolescents, D.I., Christian Death og 45 Grave), Screamers og af og til endda Wipers, som er et af de absolut vigtigste amerikanske punkbands.
De jyske: Troop Transport
Aarhusianske Troop Transport er, i min optik, det bedste band, der er kommet ud af byen siden Cola Freaks. De har i 2023 udgivet et kassettebånd, der med sin spilletid på 16 minutter får fremelsket 10 enormt catchy, dansable punkrocksange.
Der er ild i trommeslager Jakob Carøes højre hihathånd. Der bliver sunget på både dansk og engelsk.
Det er nok det band i denne anbefalingsrække, der kommer tættest på, hvad mange forbinder med punkrock. Musikken stinker langt væk af læderjakker og denimbukser – ja, de har sgu endda en sang, der hedder ’Levis’. Der er en sang, der handler om at bruge sin surt optjente løn på bajere, ‘Løn’.
Udover at kunne deres Killed By Death-opsamlinger (med sjældne amerikanske punksingler fra slut-70’erne og start-80’erne) på rygraden, tror jeg også, at de har lyttet til en del punk fra sydstatslabels som Goner Records (Jay Reatard, Oblivians, Carbonas m.fl.).
De helt unge: Jakobe
Jakobe er et band, der er udsprunget af Ungdomshuset på Dortheavej i Nordvest post-corona. Det kan godt være, at de kun har udgivet en demo med tre sange, ‘U-Mixed (Demo)’, men ikke desto mindre skal de nævnes i denne sammenhæng.
Jeg kender ikke et eneste af deres medlemmer, men jeg er ret sikker på, at de vil hade mig for at nævne dem uden for punkscenens fire usynlige vægge. Opmærksomhed udefra er ikke noget for 16-årige punkere.
Men jeg kan sgu ikke dy mig, for de er med til at puste nyt liv i en scene, der primært er befolket af folk, der har været aktive længe. Deres eksistens og tilstedeværelse på scenen er essentiel for dens overlevelse.
Musikalsk ligger de et sted mellem britisk anarkopunk og amerikansk riot grrrl. Sidstnævnte inspirationskilde blev understreget, da de til et halloweenshow med coverbands i Ungdomshuset gav den som Bikini Kill (til samme show spillede Big Mess i øvrigt som Ramones).
For nylig, til Pleasers releaseshow, så jeg dem spille. Trommeslageren havde brækket kravebenet og spillede derfor hele sættet med én arm. Det var rodet. Det var mærkeligt. Det var fucking fedt.