Depeche Modes lalleglade gennembrudshit fungerede uventet godt til en koncert, hvor døden rumsterede
Da Depeche Mode havde afrundet hovedsættet til deres Royal Arena-koncert lørdag aften med en majestætisk udgave af det ikoniske hit ‘Enjoy the Silence’, stod den på ekstranumre.
Det første af disse var ‘Condemnation’ som vi fik i en intim, nedbarberet udgave, hvor Dave Gahan og Martin Gore stod for enden af catwalken. Dave lød påfaldende sårbar i dette minimalistiske setup, hvor Gore betvang en akustisk guitar, og publikum uprovokeret fandt telefonlommelygterne frem.
‘Condemnation’ har over 30 år på bagen, men den føltes aktuel som aldrig før. Når Gahan sang om lidelse og ulykke med denne grad af oprigtighed, var det således svært ikke at tænke på bandets tidligere keyboardist Andy Fletcher, der døde for to år siden. Hans død blev behandlet på den eminente ‘Memento Mori’ fra sidste år, og den kastede sine ofte usagte skygger over flere dele af koncerten.
Den eneste gang, han eksplicit blev nævnt, var da Gahan dedikerede ‘Behind the Wheel’ til det afdøde bandmedlem. Men emotionelt fyldte han meget mere.
Midt i alt mørket boblede et spørgsmål frem: Er der nogen mening med at feste videre, når verden er så præget af død og sorg? Depeche Modes dunkle univers flirter tit med nihilismen, men ender konsekvent med at afvise den. Under den stilfærdige, fortrinsvis akustiske ‘Condemnation’ kunne man komme til at overveje, om der mon stadig var puls og nerve tilbage i bandet, eller om døden havde opslugt den.
Her gjorde de noget helt genialt. Det andet ekstranummer var nemlig den dansable og lalleglade gennembrudssingle ‘Just Can’t Get Enough’, som på overfladen er meget fjern fra den dystopi, der ellers kendetegner synthpopgruppen.
Da trommeslager Christian Eigner satte gang i de hastige takter til ‘Just Can’t Get Enough’, bredte der sig en tiltrængt følelse af eufori, der ikke stod i modsætning til showets dystre tone. Som om gruppen sagde ja, der er al denne tristesse i verden, og nej, den skal vi ikke ignorere – men kærligheden til vores medmennesker, der opstår midt i denne dystopi, er værd at fejre.
Dén stemning blev effektivt opnået, fordi bandet spillede så helvedes godt. Eigner hamrede trommerne, som om hans liv afhang af det. Martin Gore og livekeyboardist Peter Gordeno stod for de smukkeste korvokaler, mens de overdyngede publikum med sangens ikoniske synthriff. Og Dave Gahan var totalt i hopla, samtidig med at han osede af overskud. Til sidst i nummeret begyndte han at dirigere publikum, så vi også skulle synge de fraser, Gordeno og Gore ellers tidligere havde sunget – fællesskabsfølelsen var unægtelig.
Vi var kommet hinsides døden takket være enormt velspillet synthpop. Stemningen var skiftet, men niveauet var det samme høje, de havde lagt for dagen hele aftenen.
De tætpakkede synthlag på ‘Precious’, den tunge rockguitar på ‘I Feel You’, den kommanderende, industrial-klingende dommedagsstemning på ‘A Pain I’m Used To’ – det hele lød bare pissegodt.
Samtidig var der sådan et vidunderligt samvær i salen. Folk overgav sig til mørket sammen. Særligt brillerede klassikeren ‘Black Celebration’ i dette regi, hvor det føltes, som om vi i fællesskab afholdt et slags dødsritual, mens Gahan grufuldt spankulerede rundt på scenen, nærmest som en Disney-skurk, med dystert charmerende bevægelser.
Der var altid en nysgerrighed efter at udforske, hvor disse ellers ofte årtier gamle numre mon kunne bæres hen. Netop derfor var megasællerten ‘Personal Jesus’ et eminent afslutningsnummer. Vi kender den alle til hudløshed, og alligevel blev introen serveret i en beskidt, nærmest Queens of the Stone Age-klingende ørkenrockudgave med godt med støv på guitaren. Groovet blev konstant udvidet – lige når man troede, at det ikke kunne lyde bedre, kom der lige et nyt lag synths på, som gjorde det endnu smukkere.
Min eneste anke skulle lige være, at der var nogle få steder under koncerten (‘Policy of Truth’, ‘Everything Counts’, ‘A Pain I’m Used To’), hvor en guitar eller et keyboard tydeligvis var tracket.
En uheldig konsekvens af at gå fra kvintet til kvartet i livesammenhæng efter Fletchers død. Men ellers behandlede de døden på den mest rørende, stilfulde og forløsende måde.
Kort sagt:
Døden rumsterede i Depeche Modes Royal Arena-koncert, men de kom forløsende og rørende videre på den anden side af den – blandt andet takket være sonisk nysgerrighed, en teatralsk frontmand og overvældende vellyd.