Man kan ikke andet end at overgive sig til Holly Humberstones skrøbelige mirakel af en stemme
»Jeg troede aldrig, jeg ville kunne gøre det her«, sagde Holly Humberstone godt halvvejs gennem sin koncert fredag aften i DR Koncerthusets Studie 2.
Det var selve det at optræde, hun refererede til. For den britiske sangskriver brød igennem under lockdown, hvor den slags slet ikke var en mulighed.
På sin vis giver det perfekt mening, at Humberstone fandt et publikum i en krisetid. Ligesom hos forbilledet Phoebe Bridgers synes verdens undergang altid at rumstere i baggrunden af hendes hyperintime alt-pop, og for mange, inklusive undertegnede, blev hun selve soundtracket til nedlukningen.
Da verden åbnede op igen, var hun en stjerne. Men det havde sine konsekvenser. Humberstone fik aldrig den live-erfaring, som ophøjelsen til stjernestatus krævede af hende. Hun nåede knap nok at spille for 50 mennesker, før hun pludselig skulle spille for 500.
Det kunne man stedvist godt mærke fredag aften, hvor såvel hendes mekaniske publikumsinteraktion som hendes kejtede kropssprog vidnede om en kunstner, der stadig er ved at finde sig til rette på en scene.
Men hvad Humberstone endnu ikke besidder som performer, kompenserede hun for med sit skrøbelige mirakel af en stemme, der i en live-setting ikke bare matchede hendes studieindspilninger, men ofte overgik dem.
Popbaskeren ‘The Walls Are Way Too Thin’ gik rent ind med sit sprukne sidste omkvæd, og det samme gjorde hendes grådlabile fraseringer i det katarsiske kontraststykke på ‘Girl’. Andre gange, som i den country-shufflende ‘Ghost Me’, var vokalen mere spinkel, og især i det akustiske, intime ekstranummer ‘Room Service’ var hun i sit rette element.
Selv de små skønhedsfejl på den nye single ‘Dive’ og den klaverdrevne, nærmest Adele-agtige breakup-ballade ‘London Is Lonely’ endte med at være til hendes fordel. Humberstone er velsignet en stemme, der konstant lyder, som om den er ved gå i småstykker, og hvor hvert eneste stemmeknæk synes at rumme flere følelser, end der er plads til i en dagbog.
Man kan ikke andet end at overgive sig.
Koncerten sluttede på toppen. Nærmere bestemt med fanfavoritten ‘Scarlett’ – en fuckfinger til hendes bedste venindes ekskæreste – der i en live-setting fik en beskidt, feedback-tung indierock-overhaling a la The 1975’s ‘Sex’, og hvor hele salen skrålede med på sangens snakkesyngende andet vers.
Her virkede Holly Humberstone til at hvile mere i sin optræden. Som om hun alligevel har lært en ting eller to af at turnere med Olivia Rodrigo og dennes oprørske, riot grrrl-kanaliserende energi.
»Jeg tror, jeg spiller på en festival i Danmark snart«, bemærkede Holly Humberstone mod slutningen af koncerten, og hun havde helt ret: Bare få timer inden koncerten blev det annonceret, at det britiske stjerneskud lægger vejen forbi Bøgeskoven til sommer.
Der er mødepligt, hvis du skal på Smukfest i år.
Kort sagt:
Holly Humberstone er stadig ved at finde sig til rette på en scene, men hun kompenserede med sit skrøbelige mirakel af en stemme, der i en live-setting ikke bare matchede hendes studieindspilninger, men ofte overgik dem.