‘Mellem himmel & jord’: Gobs er ikke blot en kopi af Gilli – han er den børnevenlige version

‘Mellem himmel & jord’: Gobs er ikke blot en kopi af Gilli – han er den børnevenlige version
Gobs. (Foto: PR)

Der er intet nyt i at påpege, at den unge hitmager Gobs lyder meget som Gilli. Men da jeg nåede til ‘Livet er kort’, andet nummer på hans nye album, ‘Mellem himmel & jord’, blev jeg alligevel lidt provokeret.

Det her er bare Gillis hits ‘Ibiza’ og ’Skarpt lys’ blandet sammen. Omkvædsmelodien er ‘Ibiza’, beatet er ’Skarpt lys’. Det er svært at forestille sig andet, end at producer Mike Lowrey har siddet med Nicki Pooyandehs Gilli-beats som forlæg.

Lighederne står i kø, ikke kun på denne sang, men på hele albummet. Gobs’ sangstemme lyder som Gillis. Produktionerne – særligt de mere dunkende, ‘Kiko Club’-lænende af slagsen – minder om Gillis.

Men forskellene er meget mere interessante end lighederne. Hvad vil Gobs, som Gilli ikke vil? Hvilke kunstneriske visioner har han, som adskiller ham fra forlægget?

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det mest åbenlyse er i min optik, at uanset hvor hitlistedominerende og kommercielle B.O.C.-rapperne har været, har de altid gjort en dyd ud af at være hiphop. Selv Gilli gør plads til at rappe om pistoler, når han laver hitlistebaskere.

Gobs prøver på intet tidspunkt at overbevise dig om, at han er en rapper. Han er en popsanger, og det er han stolt af – og uanset hvor meget slang eller hvor mange drillproduktioner, han pakker sig ind i (‘Face 2 Face’), holder han sig på poppens banehalvdel.

Hans melodiske levering bliver kun erstattet af rap, når vi får gæsterappere forbi – på dette album Icekiid og engelske Aitch. Gobs fortæller dig ikke om livet på gaden eller om at være de andre overlegen. Der er end ikke særlig meget pral i hans tekstunivers. Det er intet under, at han allerede har flere P4-afspilninger, end Gilli nogensinde har fået.

Gobs er uhyre ufarlig. Og man kan opnå meget som kunstner, hvis man ikke bekymrer sig for meget om at være hårdfør. D1ma er eksempelvis kun blevet mere interessant, des mere han har hentet inspiration hos Medina frem for den drill, han debuterede med.

Gobs. (Foto: PR)

Men Gobs har ikke nogen tilsvarende spændende inspirationskilder, der udvider hans lyd. Det føles, som om den primære prioritet er masseappel, når hans valg af gæstemusikere hedder Mads Langer og Malte Ebert – kunstnere, der ikke har det store at gøre med Gobs’ stil, men som signalerer, at han sigter efter brede demografier.

Jovist, Gilli har storhittet med Saveus på et af sine omkvæd, men Saveus har kant og idiosynkrasier, der gør, at det ikke er svært at forstå, hvorfor Gilli ser noget i ham. Tidligere i Gobs’ karriere samarbejdede han med hårdkogte gadeformidlere som Jamaika og Fouli, men de kanter er nu slebet godt væk.

Gobs har en klar eksistensberettigelse nu. Han er ikke længere blot en Gilli-klon, men derimod det gentrificerede og børnevenlige alternativ til dem, der finder Gilli for hårdkogt og distanceret.

‘Allerede ramt’ lyder som et mashup mellem Gilli og 00’er-poprock – hvor jeg dog må erkende, at samspillet mellem koklokke og elspade er ret charmerende. ‘Svært at elske’ er en akustisk ballade med floskler om, at det er svært at elske nogen, der ikke elsker sig selv. Gobs demonstrerer spændvidde for sin stil, men sangskrivningen bevæger sig sjældent hinsides klichéer.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Et sted herude’ er en lettere usmagelig sang, hvor Gobs flipflopper fra at sige til en kvinde, at hans verden kun drejer sig om hende, til øjeblikkeligt derefter at implicere, at hun ikke har tilstrækkelig hjernekapacitet til at træffe sine egne beslutninger. Det lyder som Drake, når han er mest toksisk.

Der er skrevet mange stærke sange, der udforsker toksisk opførsel ved at fortælle historien fra den hensynsløse tumpes perspektiv – men den grad af indsigt er slet ikke til stede her.

Problemet med Gobs er ikke, at han er uoriginal. Det er der meget god musik, der er. Det handler om hvilket spin, man sætter på sine inspirationskilder. Gobs’ spin på Danmarks mest streamede kunstner er at gøre hans lyd endnu mere Hr. & Fru. Danmark-venlig. Det føles, som om den eneste kunstneriske vision er kommerciel succes.


Kort sagt:
Gobs sigter efter laveste fællesnævner med en gentrificeret metervarepop-udgave af Gilli. Resultatet er et album, der vægter masseappel over kunstnerisk indhold.

Gobs. 'Mellem himmel & jord'. Album. Warner.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af