KOMMENTAR. Der er ét sted på Drakes nye album, ‘For All the Dogs’, der virkelig stikker i øjnene.
»The sex was average with you«, lyder det på nummeret ‘Fear of Heights’. »Yeah, I’m anti ’cause I had it with you«.
Med referencer til Rihannas ’Sex With Me’ og hendes album ’Anti’ – så man ved, hvem teksten drejer sig om – udskammer Drake sin eks for at være dårlig til sex.
En af vor tids største popstjerner bliver reduceret til sine evner i sengen. Og så taler vi endda om nogen, der er lykkeligt gift og mor til to børn.
Det er ikke første gang, Drake går sådan i kødet på en kvindelig stjerne. Det tydeligste eksempel er, da han ud af det blå talte Megan Thee Stallion ned på ‘Circo Loco’ sidste år.
»This bitch lie ’bout gettin’ shots, but she still a stallion«, lød det med slet skjult reference til episoden, hvor hun blev skudt af Tory Lanez.
Det er en sag, som Megan Thee Stallion nu endegyldigt har vundet i retten, og som Tory Lanez har modtaget en omfattende dom for.
Det er også sag, som ifølge Megan Thee Stallion selv har resulteret i et vedvarende traume. Det eneste, Drakes kommentar dengang formåede, var at bagatellisere hendes smerte. Det faktum, at hun turde stå frem, vendte han direkte mod hende og bidrog til en falsk fortælling om, at hun – offeret – var den skyldige.
Eller hvad med den stikpille, Drake sendte mod Ice Spice på ‘BackOutsideBoyz’?
Hvor han iskoldt smed et: »She a ten tryna rap, it’s good on mute«, lige efter han ellers glædeligt havde inviteret Ice Spice til Canada og udtrykt sin begejstring over hendes musik.
Kort efter afbrød han imidlertid kontakten, og reducerede via en sangtekst en af tidens mest interessante kvindelige hiphopstemmer til et talentløst flot ansigt. Det virkede lige så bittert, som det var skamløst.
Sex-shaming, victim-blaming og bare straight-up objektificering: I de seneste år har eksempler som disse vist, at der er et aspekt ved nutidens Drake, der stikker ud som et betændt sår.
Det er tydeligt som sjældent før på rapperens nye album, ’For All the Dogs’.
På ’For All the Dogs’-førstesinglen ‘Slime You Out’ rapper han om at lænke sine partnere som slaver, på ‘First Person Shooter’ sammenligner han kvinderne i sin telefonbog med sild i en tønde, på ‘Fear Of Heights’ beskriver han, hvordan han får damer til at have sex med ham for en gratis shoppingtur, og på ‘Calling Your Name’ praler han om at indlede et forhold til en pige, der er 15 år yngre end ham selv.
Hvad er det, der er sket for Drakes syn på kvinder?
»I blow a half a million on you hoes, I’m a feminist«
Drake har måske altid været en smule slesk, men de seneste år er der kommet en ondsindethed i hans tekster, der er ny. Det er et mønster, man begyndte at ane på ‘Certified Lover Boy’.
I sin første albumudgivelse efter tre år slap Drake pludselig et album med en række højgravide kvinder på albumcoveret og ordene »toxic masculinity« direkte i albumbeskrivelsen. Begge i et forsøg på at være kæk.
Og så tog det hele virkelig fart på ‘Her Loss’, der dyrkede en hård, stedvis næsten hensynsløs tone overfor kvinder. Bedst illustreret i hans angreb på Megan Thee Stallion, Ice Spice og endda Serena Williams’ familieliv med linjen: »Sidebar, Serena, your husband a groupie«.
Når Drake udnævner sig som feminist, er det en ironisk punchline: »I blow a half a million on you hoes, I’m a feminist«, rapper han på ‘On BS’.
Og når han taler om sine forhold til kvinder, er der oftest et økonomisk aspekt i ligningen: »I’ve got dick for you if I’m not working girl, if I’m busy then fuck no / You need to find you someone else to call when your bank account get low«, lyder det på ‘Rich Flex’.
Når man hører den slags, er det svært ikke at tænke: Hvorfor, Drake?
For det var jo slet ikke meningen, at han skulle ende her. Drake plejede at repræsentere noget helt andet.
Løftet om den følsomme rapper
I starten af sin karriere vækkede Drake en tro på, at lige præcis han var i stand til at gentænke den hiphop-genre, der har så notorisk svært ved at løsne sine maskulinitetsbilleder og se kvinder som mere end sexobjekter.
Da han i 2011 udgav ‘Take Care’, føltes det modigt.
På ‘Doing It Wrong’ sang Drake ydmygt om smerten ved at måtte acceptere, at et forhold er forbi: »Touch if you need to, but I can’t stay to hold you / That’s the wrong thing to do«.
På ‘Marvins Room’ skildrede han i en blottende drunk dial-gimmick sin desperate forelskelse: »Talk to me, please, don’t have much to believe in / I need you right now, are you down to listen to me?«.
Hans sårede tekster, sarte stemmebrug og hans nuancerede kortlægning af kærlighedsforhold var forfriskende. Han viste en følsom rap-maskulinitet, der evnede at give kvinder en central rolle i sit tekstunivers.
Det var vovet af ham. I hiphopmiljøet – og især dengang – skal der meget lidt til, før tegn på blødhed bliver til anklager om at være vatpikket. Og dem fik Drake en del af.
Som da Kendrick Lamar i et nummer for BET Hip-Hop Awards refererede til ham som »en sensitiv rapper i pyjamasbukser«. Da Jay-Z på sangen ‘We Made It’ kaldte ham »Mrs. Drizzy«. Eller da Common på ‘Sweet’ skød ham ned med linjen: »Some hoe ass n*ggas / Singing all around me man, la la la«.
Gang på gang blev han nådesløst feminiseret af rapkolleger. Hans følsomhed konsekvent fortolket som svaghed.
Dengang tog Drake angrebene med oprejst pande. Da han dissede Common tilbage, tog han trodsigt titlen som den bløde, syngende artist på sig: »You getting bodied by a singing n*gga«, lød det på ’Stay Schemin’.
Men med tiden er det, som om de konstante nedladende bemærkninger er trængt ind. For hver en diss-linje, hans idoler fyrede af mod ham, blev Drake mere hærdet. En smule mindre følsom.
Løftebrud
Så nu løber han desperat i hælene på typer som vennerne og samarbejdspartnerne Future og 21 Savage, der netop er kendt for deres indifferente attitude overfor kvinder. Future er for eksempel blevet et meme som kongen af toksisk maskulinitet.
Drakes rim er blevet spydige og bitre – som Pusha T allerede bemærkede på ’The Story of Adidon’. Det er især tydeligt, når den canadiske stjerne rapper om kvinder, hvor han forsøger at kanalisere 21 Savage og Futures affejende tone.
Men Drake er ikke som de to andre rappere, og har aldrig været det. De bærer machopersonaen overbevisende – og stedvis med glimt i øjet.
Når Drake efterligner dem, virker han som et forvirret barn, der aldrig rigtig har været med i den skolegårdsleg, alle leger. Når han endelig ser sit snit til at deltage, er han enten for kejtet eller for grov.
Og værst af alt underminerer han alt det, han stod for.
Drakes stilskifte er et »fuck jer« til alle, der jublede, da han viste, at hiphoppen kunne rykke sig. At rappere kunne synge, og at de kunne være sarte.
I stedet er Drake gået baglæns med påtaget macho-rap og lunken kvindefjendskhed. Han er blevet alt det, han lovede os, han ikke ville være.