15 MINUTTER MED … »I’m all or nothing«, synger Rebebe med sin unikke, intense vibrato på det guitardrevne, støvede popnummer ’Prozac’.
Den beskrivelse rammer det 22-årige altpop-håb meget godt. For Rebebe befinder sig allerbedst på grænsen af kontraster. Det gælder hendes bopæl Athen, hvor antik kunst og rå faldefærdighed deles om pladsen. Men det gælder også hendes musik.
Rebebe kommunikerer nemlig store, uoverskuelige følelser med computerspils-samples og insisterende synths, som det høres på føromtalte ’Prozac’ eller den mere legesyge ’DVDs’ – en genial popskæring, der handler om at have fandens god selvtillid og en skuffe med snaskede porno-dvd’er.
Hun har to ep’er i bagagen, ’What Are You Into’ og ’Deserving’, der begge er lavet i samarbejde med producer og Liss-bassist Villads Øster. Produktionerne nikker til La Roux og Gossip, mens vokalen leder tankerne hen på Florence Welch eller Mø, når hun er allermest intens.
Eller, det er faktisk svært at lave sammenligninger, når det kommer til Rebebes vokal. Hendes stemme balancerer mellem laissez faire intonationer og en hidsig vibrato og er alt andet end kedelig skønsang. Det lyder ikke som noget, man hører andre steder på den danske musikscene.
Rebebe har senest sluppet sangen ’Ball’, der, på trods af at være et kæmpe party-anthem med drillende korsvar og brandfarlige 808s, handler om den nagende ensomhed, der kan opstå, hvis man tager paraderne for højt op, når man vil passe på sig selv.
Vi har ringet til hende for at høre mere om den nye single – og for at lære stortalentet lidt bedre at kende.
Du er aktuel med singlen ’Ball’. Vil du fortælle lidt om den?
»Det er første udspil fra mit nye projekt, som udkommer i år. Sangen er meget glad, selvsikker og megamanisk. Den handler om at isolere sig selv fra andre i et forsøg på at passe på sig selv«.
»Titlen ’Ball’ skal forstås som et stort bal, hvor man er den eneste deltagende og ikke rigtig har anerkendt, at det er ret ensomt. Jeg prøver at lave sjov med protect your energy-ræset, som jeg føler trender meget for tiden. Det tror jeg ikke så meget på. Jeg tror, vi har brug for hinanden«.
Hvordan er sangen opstået?
»Jeg endte på et usikkert tidspunkt med at skubbe folk væk for at passe på mig selv. Og når jeg så mig selv udefra i den isolation, kunne jeg jo godt se, at det ikke gjorde så meget godt for mig. Jeg kunne ikke helt genkende mig selv til sidst«.
»Der kom en falsk følelse af, at jeg beskyttede mig selv, når jeg var isoleret. Men jeg fandt ud af, at det er ret hårdt at skulle stå med det hele alene og at skulle klare alt i verden på egen hånd«.
Hvilken sang eller anden detalje fra dit arbejde er du mest stolt af?
»Det er nok sangen, der hedder ’Not Giving Up At All’. Jeg synes, at Villads (Øster, red.) og jeg gjorde noget ret specielt med den«.
»Den er enkel i sin opbygning, men den betyder ret meget for mig. Jeg føler, at den repræsenterer håb i sorg. Men også frustration på samme tid. Og så er jeg selvfølgelig også stolt af mit kommende projekt, som jeg er i gang med lige nu, men det er man jo nok altid«.
Hvad er dine tre vigtigste inspirationskilder?
»En af de musikere, jeg lytter til lige nu, er Nourished by Time. Og M.I.A. Altid M.I.A. Og Sophie, selvfølgelig. Film og soundtracks giver mig også mange idéer«.
»Jeg bliver også ekstremt inspireret af mine omgivelser, som tit er i store byer eller i hvert fald steder, hvor der er ret mange mennesker på én gang. Jeg bor i Athen lige nu. Byen er konstant givende, synes jeg. Der er bare så smukt alle steder, men samtidig kan man dreje om et hjørne, og så er det dystert og råt«.
Hvordan kan det være, du er rykket til Athen?
»København er herlig men tryg, så jeg havde længtes efter perspektiv. Jeg savnede at være i dén ydmyghed, man kan finde sig selv i, når man ender et nyt, uudforsket sted. Lige for tiden nyder jeg bare at have overskud til at skrive dagen lang og at gå varme ture i pauserne«.
Var der et bestemt tidspunkt, hvor du vidste, at det var musik, du ville arbejde med?
»Jeg vidste i hvert fald, at jeg ville udgive musik, da jeg begyndte at lave beats under den første coronabølge. Jeg skabte musikken i GarageBand, og indspillede mine vokalspor på en iPhone 7. Dér begyndte jeg at føle, at jeg havde noget at fortælle gennem musikken«.
Hvad ville du lave, hvis du ikke lavede det her?
»Så ville jeg måske være møbeldesigner. Jeg kan ret godt lide interiør«.
»Jeg har overvejet mange ting, før jeg vidste, at jeg skulle lave musik. Jeg har tænkt på at blive dermatolog eller at begynde at male. Jeg føler ikke, at det ene udelukker det andet – heller ikke i det her liv«.
Hvis du kunne ændre én ting i musikbranchen, hvad skulle det så være?
»Der ville jeg nok ændre, hvor meget man tjener på streaming. Jeg synes, at Spotify er nogle grise. Kunst er meget mere værd, end vi bliver snydt til at tro, det er«.