John Mayer skar ind til benet i Royal Arena – det skulle han ikke have gjort
Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker John Mayer.
Jeg elsker hans hæse, kælende stemme og hans letfordøjelige poprock, der måske det seneste årti er kørt en smule af sporet, men som i glansperioden i slut-00’erne gav os slidstærke klassikere som ‘Continuum’ og ‘Battle Studies’.
Mest af alt elsker jeg hans livealbum fra 2008, ’Where the Light Is’. En kraftpræstation optaget i Nokia Theatre i Los Angeles, hvor Mayer på tværs af tre akter brillerer som både blid troubadour, rå bluesrocker og noget derimellem.
Den variation var ikke til stede lørdag aften i Royal Arena, hvor stort set hele koncerten blev spillet på akustisk guitar. Er man bekendt med føromtalte livealbum, startede vi i første akt og kom aldrig videre.
Turnéen har fået navnet ‘Solo’, og det skal forstås i bogstaveligste forstand. Udover opvarmningsnavnet Madison Cunningham fik ingen andre lov til at betræde scenen, der ene og alene tilhørte flødekongen og hans fingerspil.
Det er isoleret set ikke noget dårligt setup for John Mayer, der selv på en akustisk guitar er i en liga for sig. Det stod klart under nummeret ‘Neon’, som startede med et par blærede blues-licks og kulminerede med en halvandet minut lang slap-solo, der høstede aftenens største bifald.
Andre højdepunkter tæller de ømme ballader ‘In Your Atmosphere og ‘Why Georgia’, hvor det sparsomme arrangement for alvor kom til sin ret, mens hans underspillede cover af Bruce Springsteen-klassikeren ‘I’m on Fire’ gled let og elegant over i Mayers egen ‘3×5’.
Desværre er det ikke alle Mayers sange, der tåler at blive spillet så nøgent, og især numrene fra folkrock-fadæsen ‘Born and Raised’ kunne have nydt godt af noget instrumental tyngde til at pifte lejrbålsstemningen lidt op.
Desuden var det i sagens natur ensformigt. Med et fuldt band-setup kan Mayer underholde i en evighed – under sit seneste danmarksbesøg spillede han i næsten tre timer – men allerede en time inde i lørdagens koncert begyndte hans akustiske one-man-show at trække i langdrag.
Koncerten peakede med en brølende udgave af ‘Edge of Desire’, hvor Mayer badet i stroboskoplys gik til frådende frontalangreb på sin double neck-guitar. Her mærkede man endelig den vildskab, der gør især anden akt af livealbummet ‘Where the Light Is’ så fængslende.
Mere af den slags havde klædt showet. Men aftenens hovedperson insisterede på at spille en endimensionel intimkoncert for tusindvis af mennesker. En koncert, der særligt på det tekniske plan imponerede, men som kun viste halvdelen af, hvad manden faktisk er i stand til.
John Mayer kan så meget mere, end folk ofte giver ham credit for. Men lørdag aften lignede han en one-trick-pony.
Kort sagt:
I Royal Arena skar John Mayer ind til benet med et akustisk one-man-show, der kun viste halvdelen af, hvad han faktisk er i stand til.