Hvad er din kontroversielle holdning?
Jeg troede egentlig, jeg var ovre det der med at have guilty pleasures.
I mine teenageår holdt jeg det eksempelvis for mig selv, at jeg er gigantisk Taylor Swift-fan. Måske fordi mit skrøbelige selvbillede var bygget på at lytte udelukkende til Radiohead og have ’Donnie Darko’ som yndlingsfilm.
Sådan er det ikke længere. I dag skriver jeg om Taylor Swift lige så ofte, som jeg kan komme til det. Også i denne artikel, som jo egentlig slet ikke skulle have handlet om Taylor Swift …
Pointen er, at guilty pleasures er et tåbeligt fænomen. Ingen burde skamme sig over at lytte til den musik, de holder af.
Så lad mig praktisere, hvad jeg prædiker: For der er stadig én artist, som jeg aldrig offentligt har erklæret min kærlighed til. Ét skelet i skabet, som aldrig har set dagens lys.
I hvert fald ikke før nu. For nu er det slut med at holde hemmeligheder. I dag skal sandheden frem.
Jeg elsker John Mayer, og jeg er træt af at lade, som om jeg ikke gør.
Hvorfor er holdningen så kontroversiel?
Lad os for en god ordens skyld lige slå fast, at jeg selvfølgelig langtfra er ene om at nære kærlighed den 45-årige amerikaner.
John Mayer er blandt nyere tids mest kanoniserede singer/songwritere, og det er ikke for sjov, at han i løbet af karrieren har høstet intet mindre end 19 Grammy-nomineringer og hevet statuetten hjem syv af gangene.
Til marts spiller han i Royal Arena, og mere end et halvt år i forvejen er der allerede meldt få billetter til koncerten. Mayer har tydeligvis også godt fat i det danske publikum.
Når jeg alligevel kalder holdningen kontroversiel, skyldes det, at Mayer har næsten lige så mange haters, som han har fans.
I de kredse, jeg typisk bevæger mig i (læs: musiksnobbede internetfora og pop-agnostiske vennegrupper), bliver Mayer som regel affejet som en substansløs, aldrende heartthrob med cheesy tekster.
Det sidste er svært at anfægte. Der er næppe nogen, der har fået en åbenbaring af at nærstudere lyrikken til ‘Your Body Is a Wonderland’. Men hvad disse kritikere overser, er, at John Mayer er overlagt cheesy.
Manden besidder en fantastisk selvironi. Hvorfor skulle han ellers have navngivet sit seneste album ‘Sob Rock’?
John Mayer har aldrig lagt skjul på, at han laver klynkerock, og det er i sig selv prisværdigt.
Desuden er han unægteligt en af nyere tids dygtigste guitarister. Spørg bare guitar-legenden Eric Clapton, der tilbage i 2014 beskrev Mayer som en »mester«.
Det er heller ikke for sjov, at det netop er Mayer, Frank Ocean ringer til, når han har brug for en guitar-maestro. Tænk på det, næste gang du lytter til den overlegne solo i slutningen af ‘Pyramids’.
Det element har ganske vist aldrig fyldt det store i studieversionerne af Mayers egne sange, men især livealbummet ‘Where the Light Is’ er en glimrende showcase for hans tekniske evner.
En anden grund til, at min kærlighed til flødekongen ofte får folk omkring mig til at rynke på næsen, har at gøre med hans privatperson.
Især romancen mellem ham og Taylor Swift (se, nu fik jeg sneget hende ind igen) har forfulgt Mayer lige siden, og det er så godt som bekræftet, at Swifts udlægning af et uligevægtigt parforhold på sangen ‘Dear John’ omhandler netop ham.
Mayer var 32 år, da han datede den dengang 19-årige country-stjerne, og at dømme ud fra Swifts side af historien var han ikke sen til at misbruge det skæve magtforhold.
Sådanne sager er der mange af, og det er selvfølgelig ikke i orden. Men lad os nu alligevel prøve at separere kunstneren fra musikken, ikk’?
Hvordan har du det med artisten i dag?
Jeg skal være den første til at indrømme, at det på det kunstneriske plan er gået gevaldigt ned ad bakke for John Mayer siden storhedstiden i slut-00’erne.
Kovendingen mod folkrock og americana på ’Born and Raised’ og ’Paradise Valley’ var Mayers egen lille ’Man of the Woods’-fadæse. På ’The Search for Everything’ var han så opsat på at lave et konceptalbum, at han glemte at skrive gode popsange.
Og selvom forrige års ’Sob Rock’ blev sunget med et glimt i øjet, tangerede 80’er-nostalgien til tider det parodierende.
Men selv disse album byder på perler, der fortjener at blive nævnt i samme åndedrag som ’Gravity’ og ’Daughters’, når man diskuterer Mayers bedste sange til dato.
Det klæder ham eksempelvis at træde i baggrunden på Frank Ocean-intermezzoen ’Wildfire’, mens den sengetøjsbløde ’Love on the Weekend’ skruer tiden tilbage til debutens forførende, eskapistiske poprock.
Højdepunktet i den senere karriere er også det mest kendte. ‘New Light’ fra 2018 blev Mayers største hit i årevis, og den disco-inficerede banger fortjener hver og ét af de mere end 600 millioner streams, sangen i skrivende stund har på Spotify – mange af dem er mine.
Ikke desto mindre er det stadig de gamle album, jeg igen og igen vender tilbage til, når jeg med jævne mellemrum mærker behovet for en omgang Mayer-magelighed.
Det undervurderede ’Battle Studies’, føromtalte livealbum og ikke mindst ’Continuum’, der i min bog er det ultimative soundtrack til en regnfuld søndag formiddag.
Der findes ganske enkelt ingen hyggeligere start på dagen end en kop varm kaffe og John Mayers hovedværk fra ende til anden.
Prøv det, før du dømmer det, hvis du er én af dem, der for længst har affejet Mayer og hans klynkerock.
Og til de af jer, der har set lyset? Vi ses i Royal Arena næste år.