‘Allerhelst vil vi elskes’: Der er sange på Uros bamsekram af et album, hvor han lyder som en ung Justin Bieber
Da Jeppe Kronback i 2020 slog igennem som den melankolske r’n’b-sanger Uro, var det med klare spor af trap i produktionen på debut-ep’en ‘I storslået kinddans, med livet som indsats’.
Der var en bagage, som skulle formidles – historien om en religiøs opvækst, der blev til en lang flirt med vold, stoffer og kriminalitet i det hårde fodboldmiljø. Trappen gav den fortælling kant.
En smule, i hvert fald. For vokalen var blid, og flydende orgeltoner svøbte udgivelsen i en øm ro, mens teksterne gav et åbent og billedrigt perspektiv på en ung mand, der ville videre i livet.
På debutalbummet ‘Allerhelst vil vi elskes’ lyder det, som om Jeppe Kronback er kommet det.
Her er Uro blevet til et mere rendyrket popprojekt. Flere beats smager stadig af hiphop, men trappen er væk. I stedet er der let funkede guitarlifts, blødt elklaver og tekster, som søger tryghed eller handler om at overvinde modgang.
Ligesom Andreas Odbjerg er Uro på hitsinglen ‘Godthåbsvej’ forelsket i en Ida, men her er følelsen gengældt. Han fløjter, bygger omkvæd af et »uh« og giver ordene plads. Stærkt håndværk.
Vokalen lægger sig i verset op ad en nasal Niels Brandt, men ender i omkvædet tættere på en ung Justin Bieber. Den bevægelse fuldendes på ‘Bare en dreng’, der lyder som en variation over ‘Baby’.
Sangens naive synthmotiv er fuld af nostalgi, mens teksten ser tilbage på en barndom med udiagnosticeret ADHD og en følelse af at være anderledes: »Hvornår bli’r jeg voksen-åh-uh-ai«.
Temaet er det samme i landeplagen ‘Føles godt’ med Mekdes, som er en decideret hookfest, men trods alt en, der ikke svælger lige så ublu i tween-længsel. Her er de to r’n’b-trænede vokaler kommet videre i livet.
De tre singler er måske nok de tre mest oplagte hits på ‘Allerhelst vil vi elskes’, men albummets styrke er, at det også er en meget gennemført helhed.
Åbneren ‘Giv mig love’ lyder som en Kingtommi-slægtning med halvskramlet guitar og en helt afvæbnet vokal, der både rasper hæst og funkler i falset. Alle de følelser, Uro synger om ikke at kunne sige med ord, formidler han med en nuanceret vokal og en virkelig velslebet, distinkt melodi.
Det nøgne udtryk går igen på sidste sang, ‘Mørkeræd’, der så til gengæld må være i familie med Rasmus Seebachs ‘Nangijala’. Uro synger sin vuggevise med Medina-fraseringer og Rhodes-klaver, mens han drømmer sig tilbage til mors kys på kinden og omsorgen i et nyvasket lagen.
Det er ømt, måske også lidt for ømt. Men ‘Allerhelst vil vi elskes’ er også et album om at tage afsked med fortiden, og med sin generelt varme lyd og eftertænksomme vokal kan det godt holde til de let svulstige besøg i barndommen.
Så kan man diskutere, om de mange bamsekram ville stå stærkere, hvis mørket fik mere plads.
Kanten titter akkurat frem på ‘Lille blomst’ med Wads.png, hvor det harmoniske rum udvides en anelse, og hvor indlagte pauser giver den hæse vokal et fint, tøvende flow.
Og med ‘Gemmer på noget’, hvor broren Kops kigger forbi, lukker Uro lidt mere op for fortidens stofmisbrug. Det er en rar afveksling på et album, hvor teksterne cirkler i ring om at holde i hænder, uh, og være kommet ovenpå-ih-åh.
Men Uro trives i det trygge, og som sanger kommunikerer han så godt – med små rifter, percussive flows, skift i register – at det egentlig aldrig bliver helt kedeligt at høre om hans hjerteflimmer.
»De ventede på, jeg blev let at forstå«, synger Uro på ‘Føles godt’. Det er han i den grad blevet nu. »På godt og ondt«, som det lyder senere i samme tekst. Men mest på godt.
Kort sagt:
Uro har både en Kingtommi og en Justin Bieber gemt i sig på ‘Allerhelst vil vi elskes’, et stilsikkert og rendyrket popalbum om at træde ud af mørket.