For et par dage siden ramte en voldsom video internettet.
I overvågningsvideoen fra en hotelgang så man rapperen Sean ‘Diddy’ Combs begå et voldeligt overfald mod sin daværende kæreste Cassie Ventura i 2016.
Videoen svarer til en hændelse, som Cassie beskrev sidste år, da hun sagsøgte ekskæresten for blandt andet voldtægt samt fysiske og psykiske overgreb. Søgsmålet endte i et forlig mellem parterne allerede dagen efter.
Diddy har hidtil benægtet anklagerne. Men efter afsløringen af overvågningsvideoen har han nu udsendt en offentlig undskyldning. Det skriver HipHopDX.
»Det er så svært at reflektere over de mørkeste tider i sit liv, men nogle gange skal man gøre det. Jeg var fucked up – jeg mener, jeg ramte bunden. Men jeg kommer ikke med nogen bortforklaringer«, siger Diddy i en video, han har lagt på Instagram.
»Min opførsel i den video er utilgivelig. Jeg tager det fulde ansvar for mine handlinger i den video. Jeg væmmes. Jeg væmmedes dengang, da jeg gjorde det. Jeg væmmes nu«.
Diddy siger desuden, at han har søgt »professionel hjælp«, og at han har været i »terapi« og »afvænning«.
Han afslutter videoen med ordene: »Jeg er så ked af det. Men jeg forpligter mig til at være en bedre mand hver eneste dag. Jeg beder ikke om tilgivelse. Jeg er virkelig ked af det«.
Cassie Venturas advokat, Meredith Firetog, har ikke meget til overs for Diddys undskyldningsvideo.
»Combs’ seneste udtalelse handler mere om ham selv end de mange mennesker, han har såret. Da Cassie og flere andre kvinder stod frem, benægtede han alt og antydede, at hans ofre var ude efter en pengecheck«, udtaler Firetog til Deadline.
»At han først følte sig nødsaget til at ‘undskylde’, efter hans gentagne benægtelser var bevist usande, viser hans patetiske desperation, og ingen vil lade sig påvirke af hans uoprigtige ord«.